Læs som PDF - Folkeskolen

Farvel til den privatpraktiserende lærer
På Alkjærskolen har skoleleder Ole Graversen en gruppe lærere, der i selvstyrende team tilrettelægger
hinandens arbejdstid inden for en tilstedeværelsesramme.
ESBEN CHRISTENSEN Spørger ole Graversen svArEr:
Hvorfor er det ikke op til den enkelte lærer
at bestyre sin egen tid?
»Opgaveløsning er en fælles opgave. Folkeskoleloven
foreskriver, at vi som skoleledere
skal sikre undervisningsdifferentiering. Men
også at vi gennem teamsamarbejde skal sikre,
at lærerne har en forståelse af, at det her
er en fælles opgave. Man fastlægger den tid,
man er sammen, i teamets samarbejdsaftale.
Vi har en overordnet ramme, en tilstedeværelsesramme,
og i den tid er vi tilgængelige
for hinanden«.
Var det ikke dit indtryk, at dine lærere arbejdede
fuld tid, før de fik den her tilstedeværelsesramme?
»Tilstedeværelsesrammen er ikke et mål i sig
selv. Det er ikke for at være kontrollant. Det er
et middel til at sikre, at samarbejdet glider
lettere, og en løsrivelses fra kalendertyranniet,
hvor enhver aftale om dialog krævede, at
parterne tjekkede deres individuelle kalendere.
I et forsøg på at løse det har vi planlagt
en fast tilstedeværelsesramme for de team,
der skal arbejde sammen om en fælles opgaveløsning«.
Nogle lærere er glade for selv at kunne styre
deres egen arbejdstid – det giver frihed
og fleksibilitet. Har I ikke solgt den frihed?
»Her hos os er det noget, der er foregået via
en gradvis udvikling væk fra den lærertype,
man kan kalde den ’privatpraktiserende lærer’.
Det var en lærertype, der hørte en tidligere
skolelovgivning til, hvor den enkelte lærer
var eneansvarlig for en løsning af undervisningsopgaven.
Allerede med skoleloven i
1993 blev det ændret, så det ikke længere er
den enkelte lærers suveræne ansvar, men en
fælles opgave. Hos os er det blevet en kultur
– sådan gør vi bare – og det er mit indtryk, at
mine lærere ikke ser det som en begrænsning,
men en fordel«.
Hvorfor er det en fordel?
»Fordi alle er til stede, mens børnene er der.
Man har en meget større grad af fleksibilitet
til at tilrettelægge undervisningen, så den
passer til de mål, man har for det aktuelle undervisningsforløb.
Det kræver ikke langtidsplanlægning.
Lærerne ved, at de kan bruge
hinanden, hvis ikke de er optagede af en mere
væsentlig undervisningsopgave«.
Kunne man ikke lige så godt indføre fuld
tilstedeværelse fra 8-16?
»Hvis de fysiske rammer på skolen var til det,
så åbnede Arbejdstidsaftale 08 op for det.
Så det er hele tiden en afvejning af, hvad der
giver mening, og hvad der er fornuftigt i for-
foto: lars Horn
hold til de fysiske rammer og de opgaver, der
skal løses. Min holdning er, at der er dele af
lærernes arbejdsopgaver, der ikke er så enkle,
at de kan løses inden for en tilstedeværelsestid
fra 8-16. Der kan være forældresamarbejde,
der kan også være individuel planlægning,
der langt bedre foregår på et andet tidspunkt.
Men ifølge Arbejdstidsaftale 08 kan
enhver aktivitet på skolen gøres til genstand
for tilstedeværelse«.
Det lyder til, at der er meget mødeaktivitet
– møder du dine lærere ihjel?
»Det håber jeg ikke. Kan man kalde det et
møde, når to mennesker sætter sig sammen
og taler om det næste undervisningsforløb?
Vi er jo også en del af en kultur, hvor man definerer
mange ting som møder, men vi skal
måske bestræbe os endnu mere på at definere,
om noget er et møde eller bare en del af
planlægningsarbejdet«.
Hvad har der været af knaster med overgangen
til tilstedeværelsesramme?
»Efter min opfattelse kræver det en grundig
proces at flytte sig fra det, man kan kalde den
absolut privatpraktiserende lærer, der lukker
døren til sit klasseværelse. Den proces kræver
tid«.
esc@dlf.org
folkeskolen / 03 / 2013 / 23