24 DELFINEN TEMA | Tilbageblik på 00’erne Biografiernes årti ORD | MARIA MAARBJERG 00’ernes tendens til at personificere gik ikke litteraturverdenen forbi. Årtiet flød med biografier om alt fra politikere til anoreksisyge topmodeller, fra pensionerede jægersoldater til IT -svindlere. Der blev udgivet biografier om håndboldspillere, skuespillere, sangere. Alt hvad der kunne krybe og gå (og som havde været i fjernsynet) havde potentiale som hovedperson i en biografi.
Spektret af forskellige personlighedstyper, der lagde navn og liv til biografi-genren, var enormt, og man kan da spørge sig selv, hvorfor disse mennesker valgte at udbasunere til tider ret intime detaljer om deres hverdag. Jon Helt Haarder, cand. mag. I nordisk og filosofi, giver sit bud til Jyllandsposten i kronikken Hvad de andre ikke fortæller eller samtidens selvbiografiske cirkus: ”Det biografiske handler om at kalde på en særlig kunstnerisk effekt, kalde på reaktionerne, nå politiske mål, lave kassen, score fyrene og damerne, pleje et image ved at hviske og brøle: based on a true story. Og jo flere medier man kan brøle eller hviske ind i, jo bedre”. For at illustrere biografiernes forskellighed og Haarders påstand om meningen med galskaben, har <strong>Delfinen</strong> samlet en håndfuld af de mere markante personer, hvad enten de har skilt sig ud ved at være uhyre interessante eller lettere latterlige. Thomas Blachmans ego Manden vi alle enten elsker at hade, eller hader at elske, hele Danmarks Thomas Blachman, har selvfølgelig udgivet en biografi. Det vil sige, en traditionel biografi med en tidslinje og diverse anekdoter i kronologisk rækkefølge er der ikke tale om, men derimod en bog bygget op om Blachmans samtale med journalisten Torben Steno. Der er dog ikke udeladt en god mængde familiefotos fra 70’erne af en Blachman med hår på hovedet, og lidt baggrundsinfo om hans familie er også inkluderet, men ellers består bogen udelukkende af Thomas Blachmans meninger om sig selv og samfundet. Det kolossale menneske, som er bogens titel, synes ofte mest at handle om mandens ego, og det er svært at vide, om man skal tage ham seriøst eller ej, når han foreslår et Danmark, hvor arbejdsugen skal være på fire dage, og den femte til gengæld skal være ”kreativ helligdag”. Altså en lovpligtig undervisningsdag én gang om ugen hele livet igennem, hvor man selv kan bestemme hvilken viden, man vil tilegne sig - en idé, som Blachman kalder en genistreg, der vil løse alle vores samfundsproblemer. Hans såkaldte genistreg fremlagde han for samtlige partier, og i bogen kan man læse responsen fra en positivt indstillet Enhedsliste og en forvirret Jesper Langballe, der troede, det var en joke. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om mandens mod: det er de færreste der åbent vil indrømme at de kun tager bad to gange om ugen, eller tør sige til Helle Thorning-Schmidt, at hvis hun vil vinde næste valg burde hun omgås genier. Om mandens fornuft er kolossal er så op til læseren at vurdere. For nu at parafrasere Jon Helt Haarders betragtninger om biografismen: efter at have læst Blachmans bog, føler man, at Blachman virkelig ønsker at nå et politisk mål og med bogens aparte layout kalde på en særlig kunstnerisk effekt, men resultatet bliver hovedsageligt plejning af sit image. Prinsessens garderobeskab At familien Danmark interesserer sig for kongefamilien er i og for sig ikke noget nyt, så da Mary Donaldson trådte ind i den danske kongefamilie, måtte hun selvfølgelig også have en biografi. I Mary – prinsesse med stil formår Jan Körner og Jim Lyngvild at fylde en hel bog med en yderst detaljeret beskrivelse af hendes garderobe. Der er separate kapitler om hendes hatte, smykker, sko - selv brudebuketten, og hvilke blomster den var lavet af, bliver nævnt. Og der er ikke sparet på hverken pressefotos eller ros til Marys stilbevidsthed. Som en bonus kan man sidst i bogen se en liste over forretninger der sælger tøj a la Mary-stil. Bogen indeholder ligeledes et stamtræ over kongefamilien. Den giver også indsigt i, hvor skræmmende nøje udvalgt hendes påklædning og frisure er. Det er en bog, der i den grad sætter fokus på stil og den moderne kvinde og gør Mary til forgangskvinde for begge. Bogen hører til dem, hvor hovedpersonen (eller i hvert fald stylisterne udenom) vil pleje image. Til bryllup med Dyne-Larsen I 2004 valgte kongen over alle dyner, Lars Larsen, at fejre sit 25 jubilæum ved at husstandsomdele (og det til 2,4 mio. husstande) et eksemplar af sin egen biografi. Desværre indeholdt den ikke nogen opskrift på hvordan man tjener penge, men derimod billeder fra hans bryllup og små anekdoter om ham og hans kone (vi siger tak). Biografien var ikke bare en personlighedsberetning, men også tænkt som en reklame. Og forfatteren må siges at høre ind under dem der vil lave kassen. Stein Bagger spiste kylling Mindre end et år efter at korthuset for alvor begyndte at falde sammen for it-svindleren Stein Bagger, er der udkommet ikke mindre end seks biografier om Baggers storhed og fald. Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen har skrevet én af dem. Stein – bogen om Stein Bagger er en detaljeret beskrivelse af skandale-sagen om ITfactory. Som læser får man blandt andet viden om, at Bagger fik serveret kylling på flyet fra Dubai til USA. Bogen indeholder ikke nogen kommentar fra hovedpersonen selv, heller ikke fra hverken Jensby eller Sandberg som to vigtige bipersoner. Til gengæld bliver man ikke snydt for et interview med Finn Nørbygaard, der kan fortælle, at han skal til at arbejde igen. En bog til hr. og fru Vesten Før vi degraderer biografi-genren som udelukkende bestående af døgnfluer og lettilgængelig underholdning, skal der hives en biografi frem, hvis indhold både giver stof til eftertanke og beskriver et liv og en verden bedre og mere grundigt, end en avisartikel ville gøre. Ayaan Hirsi Ali, kvinden som skrev manuskriptet til Theo Van Gogh’s film Submission, fortæller i bogen Opbrud og oprør om hendes opvækst i både Somalia, Kenya og Saudi-Arabien. Hun giver endvidere et indblik i islam som religion og hendes tanker om tro. Bogen beretter også om rejsen til Holland på flugt fra et tvangsægteskab, om hendes uddannelse i Holland og om hvordan hendes liv ændrede sig efter drabet på Theo van Gogh i 2004, hvor hun efterfølgende var nødsaget til at leve under konstant beskyttelse af livvagter. Bogen er ganske vist let læst og indeholder ikke de store metaforer, men den er godt skrevet og eftersom den henvender sig til hr. og fru Vesten, er den lave lix-værdi mere et plus end et minus. Efter terrorangrebet 11. september blev der for alvor åbnet op for Mellemøst/Vest-problematikken, så at kalde på reaktioner var ikke noget Hirsi Ali behøvede - bogen må nok nærmere siges at pleje reaktioner. Biografiske laboratorier Spørgsmålet er, om biografiernes vækst vil fortsætte ind i 10’erne, og hvorvidt biografigenren vil udvikle sig. Til dét svarer Haarder: ”Det fortsætter - vi har altid biografien med os. Men det skifter jo undertiden udseende og bliver mere tydeligt, til andre tider måske mindre. Sammenhængen med teknologiudvikling og med mediesociologiske ændringer - altså hvordan medier ændrer måden, vi omgås hinanden på - er en væsentlig faktor. Tænk på mobiltelefonen og facebook som nutidige laboratorier for biografiske forehavender – men de er jo allerede velkendte.” 25 DELFINEN
Change language