152 - Delfinen

Låt den rätte komma in (Tomas Alfredson 2008)
00’erne har været et stort årti for horror. Da
strømmen af 90’ernes pinlige teenageslashere
endelig ebbede ud, stod japanske horrorperler
med den suveræne Ringu (The Ring 1998) i
centrum med nye muligheder for at dække
biografpublikummets behov for stof til mareridt.
Det affødte en række af amerikanske mere eller
mindre remakes af både J-horror (The Ring, The
Grudge) og ældre amerikansk horror (Dawn of
the Dead, The Hills have Eyes, The Texas Chainsaw
Massacre).
I dette landskab stod den svenske vampyrfilm
Låt den rätte komma ind strålende frem med
sit portræt af forholdet mellem 12-årige Oskar
og vampyren Eli i startfirsernes snedækkede
Forstadssverige.
Filmen er beslægtet med sine samtidige svenske
mesterværker. I sin poetiske, dvælende billedside
med Roy Anderssons Du Levande (2007) og Sånger
från andra våningen (2000) og i sit nærmest
ubærligt empatiske portrættering af forhold
mellem unge mennesker med Lukas Moodyssons
Fucking Åmål (1998) og Lilja 4-ever (2002).
32 DELFINEN
TEMA | Tilbageblik på 00’erne
Chihiro og heksene (Sen to Chihiro no kamikakushi - Hayao Miyazaki 2001)
Det store alternativ til den amerikanske animationsfilm har længe været det japanske
produktionsselskab Studio Ghiblis film. De rækker fra det næsten rent kawaii i Min nabo
Totoro (1988), til det mere voldsomme og alvorlige i Princess Mononoke (1997).
Mesterværket Chihiro fra 2001 er fyldt med komplekse referencer til japansk mytologi og
fragmenteret historiefortælling.
I 2003 annoncerede Disney, at de ville holde op med at producere håndtegnede
biograftegnefilm og i stedet satse på Pixars rent CGI-producerede film. Fra Toy Story (1995) til
Up (2009) har selskabet dog holdt fast i simple karaktermotivationer og simple historier.
Det tegnede har i dette årti vundet indpas i biografen ad flere veje. Blandt andet gennem
ny teknik som i Richard Linklaters Waking Life (2001) og A Scanner Darkly (2006). Begge er
optaget på film, og derefter tegnet over, hvilket giver en tegnefilmsagtig, semi-virkelig effekt.
En teknik der senere blev brugt af Jørgen Leth i De fem benspænd (2003) og senest i den
israelske Waltz with Bashir (2008).
No Country for Old Men (Joel & Ethan Coen
2007)
Titlerne på Coen-brødrenes No Country for Old
Men og Paul Thomas Andersons There will be
Blood bliver ofte forvekslet. Om det er titlernes
længde, eller at de begge udkom i 2007 er uklart.
Et tredje bud at de begge fortæller en sarkastisk
version af den store amerikanske historie på film.
Andersons version lader Daniel Plainviews
livsforløb inkarnere den amerikanske drøm, fra
han kravler rundt i et hul og brækker sine knogler
i sin søgen efter olie, til hans død som ensom
industrimagnat. Coen-brødrene vender opskriften
på vrangen og lader Javier Bardems tavse
seriemorder, Anton Chigurh, være fuldstændig
projektløs. Plainview følger opskriften på den
amerikanske drøm til punkt og prikke, men dør
ensom og ulykkelig og Chigurh repræsenterer det
amerikanske mareridt: et monster der fratager
andre muligheden for at søge lykken, uden at have
en grund.
Postmoderne amerikansk storfilm par
excellence.