152 - Delfinen

hovedet af det kunstteater, man som publikum
forlader som et stort spørgsmålstegn. Man skal tale
i øjenhøjde til publikum og de skal kunne få noget
ud af det, mener Torben Dahl.
Teateret har også en mere løssluppen del end
selve scenen. Husets cafe ”Sanatoriet” er åben,
når der er forestillinger på scenen, men stedet
fungerer også som platform for diverse events.
Hver fredag er der fredagsbar og underholdning i
form af poeter og musik og billedkunst samt den
månedligt tilbagevendende kulturquiz.
Selve navnet har Sanatoriet fået fra den skæve
bygnings historie. Bygningen har tidligere huset
Svalegangen og en masse andre kulturelle tilbud,
men længe før det, lå der et hospital på stedet, og
især kælderen emmer stadig af mystik og smerte.
Spøgelserne og Sanatoriet
Stedet dannede eftersigende rammer om et
syfilishospital, og de patienter, der var blevet
sindssyge af sygdommen, blev anbragt der. Kårene
var elendige, og bygningen var ikke en, man
frivilligt satte fod i. I kælderen eksperimenterede
en gal kirurg med både levende og døde, hvorfor
stedet i mange år var fyldt af smerte, gråd og sorg.
Det var i hvert fald, hvad en clairvoyant i 2003
kunne fortælle personalet.
Selv om et enkelt husspøgelse eller to måske
lyder harmløst og ligefrem hyggeligt for nogle,
blev det hurtigt for meget for Dahl og Katapults
øvrige ansatte, der ofte blev syge og følte sig
tappet for energi.
Teaterchefen fortæller, at han, uden ellers at
være specielt overtroisk, en aften så et spøgelse.
Eller i hvert fald skulderen af en. Han stod på
den centrale trappes anden sal og talte med to
skuespillere, da han pludselig hørte noget, der
lød som en, der bevæger sig i en vindjakke. Han
kiggede ned og så en gul skulder på etagen under,
selv om han var sikker på, at han og skuespillerne
var de eneste i huset. Teaterchefen råbte først
på vedkommende, løb så ned ad trappen og
gennemsøgte alle rum, der lå øde og stille hen.
Hvis der havde været nogen dernede, ville de
uden tvivl have hørt den tunge hoveddør smække,
enten da vedkommende kom eller gik. ”Jeg tror
lige jeg har set husspøgelset”, husker Dahl at have
sagt til skuespillerne.
Denne historie er langt fra enestående, og selv
folk udefra, der har arbejdet i huset, og som ikke
har kendt til historierne, har mærket, hørt eller set
noget. Én har set en lille pige uden underkrop,
en anden har hørt nogen skramle rundt midt om
natten, og en tredje har hørt en mand synge opera
i det tomme hus.
Efter den clairvoyante i 2003 besøgte og
manede lokalerne, holdt de uforklarlige hændelser
op. Næsten da.
Caféens navn, Sanatoriet, er udledt lidt ironisk
distanceret til bygningernes skumle fortid,
da et sanatorium i oprindelig forstand er et
behandlingssted, og ordet bruges i dag også om
kursteder. Måske er det det, der stadig binder
enkelte besøgende fra en anden verden til stedet?
Katapults fremtid
Hvad enten man tror på spøgelseshistorierne eller
ej, er Katapult et spændende sted at besøge. Med
dette årti på bagen som selvstændig, modig og
intens scene, er Katapult klar til at se næste årti
i øjnene. Missionen er stor i forhold til teaterets
størrelse. Dahl og de andre nyder scenens
beskedne størrelse, og den intimitet det skaber
at have publikum så tæt på. Alligevel bliver der
lige nu tænkt større tanker, og ønsket er at udvide
stedet. Dahl referer til det faktum, at det er surt at
skulle sige nej til Reumert-vindende forestillinger
– en oplevelse, som de har været ude for før, fordi
deres scenerum simpelthen ikke er stort nok.
Katapult har søgt om at få lov til at være
en del af kommunens nyeste skud på
kulturstammen, Godsbanegården. Den skal være
produktionscenter for billedkunst, scenekunst og
litteratur samt huse forskellige kulturelle tiltag, og
det er her Katapult håber på at kunne bidrage med
noget udfordrende teater.
37 DELFINEN