152 - Delfinen

Årtiet i
Litteratur
ORD | LASSE WINTHER JENSEN
Mark Z. Danielewski: House of Leaves (2000)
Danielewskis monumentale værk udkom allerede
på internettet i 1999, men først i år 2000 blev
den udsendt i bogform. Således placerer House
of Leaves sig på grænsen mellem de to årtier,
hvilket synes passende for en bog, der på alle
måder står som den definitive postmoderne
roman. Her sætter en omfattende labyrinttematik
sine spor langt ud i bogens typografi,
og højkultur blandes med lavkultur i en grad, så
værket både kan læses som en gyser a la Stephen
King og som verdens mest omfattende net af
højlitterær intertekstualitet. Lige meget hvordan
man går til den, er man garanteret et mindfuck
af en læseoplevelse baseret på en narrativ og
typografisk nytænkning, der ikke kender sin mage
i andre værker.
Abo Rasul: Macht und Rebel (2002, da. 2006)
Norske Mattias Faldbakken skrev i løbet af årtiet
sin ætsende trilogi Skandinavisk misantropi
under navnet Abo Rasul. Af de tre bøger står
2’eren Macht und Rebel som den helt centrale i
sin dekonstruktion af de hipsterfænomener, som
velstanden i de skandinaviske lande er mundet
ud i de seneste 10 år. Mach und Rebel er muligvis
årtiets mest grænseoverskridende bog, men
selvom den i udpenslet stil omhandler pædofile
nazister, og selvom hovedpersonen Rebel
allerede på side et stikker en agurk op i røven,
hæver bogen sig langt over simpel provokation.
I sin gennemførte, altomsluttende negation og
ikke mindst ved sin humor (den er uden tvivl
årtiets sjoveste bog), bliver den et langt mere
subversivt statement end som så.
Jonathan Lethem: Fortress of Solitude (2003,
da. 2005)
I løbet af årtiet er de postmoderne tendenser,
der i 80’erne og 90’erne gjorde sig gældende i
specielt amerikansk litteratur, blevet afløst af en
ny seriøsitet og inderlighed, altså en art postpostmodernisme.
Blandt kolleger som Michael
Chabon, Dave Eggers og Jonathan Safran Foer
ragede Jonathan Lethem op som et fyrtårn, og
specielt hovedværket Fortress of Solitude bød
på en helt egen og dybt gribende prosa, der
formidlede en postmoderne tabserfaring, så
helhedsindtrykket fremstod i et skær af nærmest
modernistisk melankoli. Selvbiografi, magisk
realisme og 70’er soul er hovedingredienserne
i dette værk, der lige så meget gør indtryk
ved sine mangler som ved sine blændende
fortræffeligheder.
28 DELFINEN
TEMA | Tilbageblik på 00’erne
Clausbeck-nielsen.net: Selvmordsaktionen
(2005)
En ny type biografisme – af kritikere døbt
’performativ biografisme’ – har været det
dominerende nybrud i dansk litteratur de sidste
10 år, og ingen formåede at spille så intrikat med
genrer og identiteter som den selverklæret afdøde
Claus Beck-Nielsen. Med sin dødserklæring og
sin selvbiografi som platform skabte han en helt
ny type udsigelsesinstans, hvor biografisme,
happenings, politik og medieformer smeltede
sammen. Selvmordsaktionen udnyttede sit
ophavsmæssige koncept til at formulere et
enestående effektfuldt billede af verden i lyset af
11. september. Velskrevet og med enorm politisk
prægnans trængte den igennem alle barrierer og
viste vejen for en ny samfundsengageret litteratur
for det nye århundrede.
Daniel Sjölin: Världens sista roman (2007, da.
2008)
Også i Sverige gjorde det biografistiske spil sig
gældende, men ingen formåede at gennemføre
et selvbiografisk opgør med samme konsekvens
som Daniel Sjölin. Med Världens siste roman
nåede han et fiktionens nulpunkt, hvor mistroen
til litteraturen og til sprogets formidlende evner
var så dyb, at det gav sig udslag i et decideret
litterært sammenbrud. Dette værk giver indtryk
af en fabelagtig forfatter på et indigneret korstog
mod den realistiske roman og med en skepsis
så dyb, at den til slut bliver decideret gribende.
Hvor Sjölin – eller litteraturen som sådan – nu skal
begive sig hen er svært at se, men den raketrejse
mod sprogets, selvets og romanformens ende, som
denne bog former sig som, bliver svær at overgå.
00