152 - Delfinen

Spektret af forskellige personlighedstyper,
der lagde navn og liv til biografi-genren, var
enormt, og man kan da spørge sig selv, hvorfor
disse mennesker valgte at udbasunere til tider
ret intime detaljer om deres hverdag. Jon Helt
Haarder, cand. mag. I nordisk og filosofi, giver sit
bud til Jyllandsposten i kronikken Hvad de andre
ikke fortæller eller samtidens selvbiografiske
cirkus: ”Det biografiske handler om at kalde på en
særlig kunstnerisk effekt, kalde på reaktionerne,
nå politiske mål, lave kassen, score fyrene og
damerne, pleje et image ved at hviske og brøle:
based on a true story. Og jo flere medier man kan
brøle eller hviske ind i, jo bedre”.
For at illustrere biografiernes forskellighed og
Haarders påstand om meningen med galskaben,
har Delfinen samlet en håndfuld af de mere
markante personer, hvad enten de har skilt sig
ud ved at være uhyre interessante eller lettere
latterlige.
Thomas Blachmans ego
Manden vi alle enten elsker at hade, eller hader
at elske, hele Danmarks Thomas Blachman, har
selvfølgelig udgivet en biografi. Det vil sige, en
traditionel biografi med en tidslinje og diverse
anekdoter i kronologisk rækkefølge er der ikke
tale om, men derimod en bog bygget op om
Blachmans samtale med journalisten Torben
Steno. Der er dog ikke udeladt en god mængde
familiefotos fra 70’erne af en Blachman med
hår på hovedet, og lidt baggrundsinfo om hans
familie er også inkluderet, men ellers består bogen
udelukkende af Thomas Blachmans meninger om
sig selv og samfundet. Det kolossale menneske,
som er bogens titel, synes ofte mest at handle
om mandens ego, og det er svært at vide, om
man skal tage ham seriøst eller ej, når han foreslår
et Danmark, hvor arbejdsugen skal være på fire
dage, og den femte til gengæld skal være ”kreativ
helligdag”. Altså en lovpligtig undervisningsdag
én gang om ugen hele livet igennem, hvor man
selv kan bestemme hvilken viden, man vil tilegne
sig - en idé, som Blachman kalder en genistreg,
der vil løse alle vores samfundsproblemer. Hans
såkaldte genistreg fremlagde han for samtlige
partier, og i bogen kan man læse responsen fra en
positivt indstillet Enhedsliste og en forvirret Jesper
Langballe, der troede, det var en joke. Der skal dog
ikke herske nogen tvivl om mandens mod: det
er de færreste der åbent vil indrømme at de kun
tager bad to gange om ugen, eller tør sige til Helle
Thorning-Schmidt, at hvis hun vil vinde næste valg
burde hun omgås genier. Om mandens fornuft er
kolossal er så op til læseren at vurdere. For nu at
parafrasere Jon Helt Haarders betragtninger om
biografismen: efter at have læst Blachmans bog,
føler man, at Blachman virkelig ønsker at nå et
politisk mål og med bogens aparte layout kalde på
en særlig kunstnerisk effekt, men resultatet bliver
hovedsageligt plejning af sit image.
Prinsessens garderobeskab
At familien Danmark interesserer sig for
kongefamilien er i og for sig ikke noget nyt,
så da Mary Donaldson trådte ind i den danske
kongefamilie, måtte hun selvfølgelig også have
en biografi. I Mary – prinsesse med stil formår Jan
Körner og Jim Lyngvild at fylde en hel bog med en
yderst detaljeret beskrivelse af hendes garderobe.
Der er separate kapitler om hendes hatte, smykker,
sko - selv brudebuketten, og hvilke blomster
den var lavet af, bliver nævnt. Og der er ikke
sparet på hverken pressefotos eller ros til Marys
stilbevidsthed. Som en bonus kan man sidst i
bogen se en liste over forretninger der sælger tøj a
la Mary-stil. Bogen indeholder ligeledes et stamtræ
over kongefamilien. Den giver også indsigt i, hvor
skræmmende nøje udvalgt hendes påklædning
og frisure er. Det er en bog, der i den grad sætter
fokus på stil og den moderne kvinde og gør Mary
til forgangskvinde for begge. Bogen hører til dem,
hvor hovedpersonen (eller i hvert fald stylisterne
udenom) vil pleje image.
Til bryllup med Dyne-Larsen
I 2004 valgte kongen over alle dyner, Lars Larsen,
at fejre sit 25 jubilæum ved at husstandsomdele
(og det til 2,4 mio. husstande) et eksemplar
af sin egen biografi. Desværre indeholdt
den ikke nogen opskrift på hvordan man
tjener penge, men derimod billeder fra hans
bryllup og små anekdoter om ham og hans
kone (vi siger tak). Biografien var ikke bare en
personlighedsberetning, men også tænkt som en
reklame. Og forfatteren må siges at høre ind under
dem der vil lave kassen.
Stein Bagger spiste kylling
Mindre end et år efter at korthuset for alvor
begyndte at falde sammen for it-svindleren Stein
Bagger, er der udkommet ikke mindre end seks
biografier om Baggers storhed og fald. Niels Ole
Qvist og Morten Nøhr Mortensen har skrevet én
af dem. Stein – bogen om Stein Bagger er en
detaljeret beskrivelse af skandale-sagen om ITfactory.
Som læser får man blandt andet viden om,
at Bagger fik serveret kylling på flyet fra Dubai til
USA. Bogen indeholder ikke nogen kommentar
fra hovedpersonen selv, heller ikke fra hverken
Jensby eller Sandberg som to vigtige bipersoner.
Til gengæld bliver man ikke snydt for et interview
med Finn Nørbygaard, der kan fortælle, at han skal
til at arbejde igen.
En bog til hr. og fru Vesten
Før vi degraderer biografi-genren som
udelukkende bestående af døgnfluer og
lettilgængelig underholdning, skal der hives
en biografi frem, hvis indhold både giver stof til
eftertanke og beskriver et liv og en verden bedre
og mere grundigt, end en avisartikel ville gøre.
Ayaan Hirsi Ali, kvinden som skrev manuskriptet
til Theo Van Gogh’s film Submission, fortæller i
bogen Opbrud og oprør om hendes opvækst
i både Somalia, Kenya og Saudi-Arabien. Hun
giver endvidere et indblik i islam som religion og
hendes tanker om tro. Bogen beretter også om
rejsen til Holland på flugt fra et tvangsægteskab,
om hendes uddannelse i Holland og om hvordan
hendes liv ændrede sig efter drabet på Theo van
Gogh i 2004, hvor hun efterfølgende var nødsaget
til at leve under konstant beskyttelse af livvagter.
Bogen er ganske vist let læst og indeholder ikke
de store metaforer, men den er godt skrevet og
eftersom den henvender sig til hr. og fru Vesten,
er den lave lix-værdi mere et plus end et minus.
Efter terrorangrebet 11. september blev der for
alvor åbnet op for Mellemøst/Vest-problematikken,
så at kalde på reaktioner var ikke noget Hirsi Ali
behøvede - bogen må nok nærmere siges at pleje
reaktioner.
Biografiske laboratorier
Spørgsmålet er, om biografiernes vækst vil
fortsætte ind i 10’erne, og hvorvidt biografigenren
vil udvikle sig. Til dét svarer Haarder: ”Det
fortsætter - vi har altid biografien med os. Men
det skifter jo undertiden udseende og bliver
mere tydeligt, til andre tider måske mindre.
Sammenhængen med teknologiudvikling og
med mediesociologiske ændringer - altså hvordan
medier ændrer måden, vi omgås hinanden på - er
en væsentlig faktor. Tænk på mobiltelefonen og
facebook som nutidige laboratorier for biografiske
forehavender – men de er jo allerede velkendte.”
25 DELFINEN