152 - Delfinen

’erne
Chris Ware: Jimmy Corrigan , the
Smartest Kid on Earth (2000)
Et bekendtskab med historien om Jimmy
Corrigan efterlader de fleste åndeløse
og med ondt i øjnene. Billedsiden er så
sirligt komponeret, at man får lyst til at
forstørre hver eneste side og hver eneste
billedramme og hænge dem overalt.
Jimmy Corrigan er en forsagt
midaldrende mand, der møder sin far
for første gang over en akavet weekend.
Flashbacks fra farens, bedstefarens og
Jimmys egen barndom smelter sammen
og skaber en mosaik, der er glimtvis
hjerteskærende, ofte morsom og
konstant smuk.
Historien blev oprindelig trykt i en avis
i Chicago og den stykvise produktion gør
Chris Wares bog bemærkelsesværdigt
rummelig. Hvor ellers finder man en bog
med plads til komplekse diagrammer,
klip-ud modeller, en levende
miniaturehest og en mislykket superhelt,
der begår selvmord ved at springe ud fra
et tag?
Sammen med det åndsbeslægtede
værk David Boring af Daniel Clowes
indvarslede Jimmy Corrigan en ny
guldalder for den alternative amerikanske
tegneserie, hvis kunstneriske frugtbarhed
de seneste ti år kun matches af 60’ernes
undergrundseksplosion.
Anders Nilsen: Dogs and Water (2007)
00’erne vil måske blive husket som det årti, hvor
tegneseriemediet i højere grad end nogensinde før
løsnede sig fra traditionelle, narrative fortællestrukturer
og et særligt ’serieagtigt’ grafisk udtryk. I Frankrig lod det
grænseoverskridende kollektiv Le Dernier Cri sig inspirere
af såkaldt art brut – psykisk syges kunst – og skabte
bogstaveligt talt smadrede serier; i Tyskland skabte Anke
Feuchtenberger og Martin tom Dieck begge surreelle,
urovækkende værker, der fulgte deres egen associative
og drømmeagtige logik. Et lignende udtryk findes hos
amerikanske Anders Nilsen, der i Dogs & Water udspinder
en art post-apokalyptisk Sisyfosfortælling om en ung
mand, der vandrer formålsløst og forvirret rundt i et goldt
landskab med en teddybjørn på ryggen. Undervejs møder
han lig, hunde og vand. Hele miseren er holdt i en skrabet,
skitseagtig streg og leveres med en mangel på rammer og
klar komposition, der understreger, at vi her er udleveret til
tilfældets svigefulde spil. Nilsens serier virker snarere på et
følelsesmæssigt end et intellektuelt plan – men her virker
de til gengæld desto stærkere.
Jason: Vent lidt (2001, da. 2006)
Skandinavisk tegneseriekunst har generelt stået i skyggen
af såvel den fransk-belgiske som den britisk-amerikanske
tradition, og selv anmelderroste hjemlige serietegnere har
ofte ikke formået andet end at imitere udenlandske helte. I
de senere år er dette billede imidlertid begyndt at ændre sig,
hvilket bl.a. kan bevidnes i antologien From Wonderland with
Love, der præsenterer ny og innovativ dansk seriekunst for et
engelsksproget publikum. Den, der mere end nogen anden
har sat Skandinavien på det internationale seriekort i de
senere år, er dog norske Jason. Hans serier kan da også synes
at besidde en særlig nordisk tone, med deres ordknappe
blanding af knastør humor, socialrealistisk nøgternhed
og eksistentiel melankoli – alt sammen leveret gennem
hyperminimalistiske funny animal-figurer. Hovedværket er
Vent lidt, der i 2006 fandt vej til Danmark: en umådelig trist
og betagende historie om at blive voksen og forblive fortabt.
31 DELFINEN