152 - Delfinen

More documents

Recommendations

Info

så havde hendes mor fundet det i papirkurven. Moren havde gemt det gennem mange år og givet det til hende senere. Brevet var af meget god papir, det lagde jeg mærke til. Jeg lagde mærke til kvaliteten. Det siger jo også noget om mig. Jeg havde valgt at skrive det på gult kraftigt papir med fyldepen og en meget pæn skrå håndskrift. Meget pænere end jeg skriver i dag. Og sproget var også væsentligt nydeligere end det, jeg bruger i dag. Det var sådan en slags romantisk Frank-Jægertilgang til kærligheden. Det var egentligt et meget godt brev - det var det sgu. Jeg var meget glad for at læse det, og jeg blev også bevæget over det. Det var fyldt med kontrolleret smerte og længsel. Det var ikke desperat. Det var køligt og velskrevet, men udtrykte det håbløse. Det var skrevet før jul i 1954, det vil sige, at det var fra 1.g. Jeg betragter det sådan set som et første litterært skriveri. Er der nogle af dine gennemgående temaer, du allerede berørte dengang? Sport, mystik, kærlighed? Mystikken var der allerede i det stykke, jeg skrev om Charles Parker. Det var en fuldstændig surrealistisk tekst. Mystik var jeg interesseret i tidligt. Jeg gik hen og så Dr. Mabuses Testamente på et tidspunkt, hvor jeg sådan set ikke måtte for mine forældre. Jeg var tiltrukket af mystikken, tror jeg. Da jeg begyndte at skrive, kom kærligheden ind. Ret tidligt selvom jeg ikke havde nogle erfaringer i den. Og sporten? En ting er, hvad man oplever som barn og ung, en anden ting er, hvornår man begynder at bevidstgøre det. Sporten kommer først til mig meget senere som stof, ikke som oplevelse. Som oplevelse ligger det tilbage i 1940’erne og 50’erne, der starter det. Men som skriveri, som opdagelse og som stof, der dukker det op i lige præcis den periode der, hvor der var den kæmpe omvæltning i kunstlivet. Jeg fik tilknytning til gruppen med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Hans Jørgen Nielsen og Kristen Bjørnkjær. Og vi opdagede trivialkulturen. Det gjorde vi kollektivt på en eller anden måde. Kirkeby var den første, der skrev om Sergio Leone i Danmark, og jeg opdage, at jeg vidste enormt meget om cykelsport. Og det har jeg taget med som bagage. Jeg havde glemt det og gemt det af vejen alle de år, hvor jeg voksede op som ny intellektuel, og så glemmer man sporten, den glider væk, ud af horisonten. Men jeg opdagede, at det var fantastisk rigt stof, og jeg skrev Sportsdigte i 1967. Er temaerne noget, der er gået igen hele vejen? Et tema, der virkelig ligger dybt i mig, det er måske det kontrære, det at gøre det modsatte af det korrekte. Stædigheden og lysten til at være modsat. Det er den stædighed, der til udtrykkes i min lyst til at eksperimentere. Eksperimentere med film, eksperimentere med digte. Mit store gennembrud som digter, det er, det lyder så patetisk, men det er, da jeg holdt op med at skrive modernistisk. 38 40 DELFINEN KULTUR | INTERVIEW MED JØRGEN LETH Hvornår vidste du, at du ville være forfatter? Det tror jeg kommer tidligt, omkring 1960. Det gik jo den vej tidligt, også i gymnasiet. Jeg var meget interesseret i bestemte danske digtere. Jeg var især interesseret i Frank Jæger og Erik Knudsen, som jeg holdt meget af. Og begge disse besøgte jeg, imens jeg gik i skole. Jeg besøgte Frank Jæger på Langeland, hvor han boede dengang. Det var inden hans forfald, det var inden hans drukperiode. Det var i hans lykkelige periode. Han var en fantastisk smuk mand, og han var en stor digter. Jeg besøgte ham dernede, og jeg var meget fascineret af ham, også fordi han spillede bas. Vi havde en fælles interesse i jazz. Jeg fik et fint interview med ham til skolebladet. Senere besøgte jeg Erik Knudsen i Humlebæk, hvor han være lærer på Højskolen. Ham fik jeg senere et udestående med, fordi han var så ekstremt venstreorienteret og politisk agiterende. Og der tog jeg afstand fra ham, og han tog afstand fra mig. Men dengang beundrede jeg ham, og det gør jeg stadigvæk, jeg synes, han er en meget undervurderet digter. I gymnasiet arrangerede jeg som elevrådsformand nogle poesiarrangementer på Marselisborg Gymnasium med nogle skuespillere fra Århus Teater, som læste digte af Langston Hughes, og så var der en musiker, der spillede boogie-woogie-jazz til. Jeg tror tidligt, jeg vidste, at jeg ville være skribent i hvert fald. Springet fra journalist til forfatter, det er jo ikke så stort. LETH OG FILMEN Hvad fik dig ind på filmsporet? Jeg har tit tænkt på, hvornår det skete. Det undslipper min egen bevidsthed, hvornår lige præcis det skete. Men det skete i forbindelse med, at jeg som journalist kom til at skrive om film og kom til at lave nogle interviews. Jeg interviewede Michelangelo Antonioni. Det var en stor oplevelse. Og der var jeg allerede i høj grad begyndt at se film. Jeg var fortrolig med Jean-Luc Godards arbejde. Ham mødte jeg i København meget tidligt - i 1961 eller sådan noget. Jeg mødte ham, da han var sammen med Anna Karina. De var på besøg hos hendes forældre, og der snakkede jeg med dem. Antonioni mødte jeg i hans store flotte lejlighed i Rom ved Tiberen. Jeg kan tydeligt huske det - jeg lavede selv billeder. Så jeg begyndte at udvikle filmstoffet, mens jeg var på aktuelt. Jeg tog til Sverige og lavede interview med Bo Wiederberg. Jeg blev meget opslugt af filmstoffet. Så mødte jeg Ole John, som blev min partner i meget af det vi lavede. Vi var fælles om en ting, og det var, at vi syntes, at den måde man lavede film på i Danmark var dødssyg. Vi tænkte, at vi ville lave det hele om, vi ville lave vores egen film. Så udgangspunktet var oprørsk og eksperimentelt, at vi kunne lave det på en helt anden måde, og vi skulle fandme vise dem. I lavede den film der hedder Stopforbud? Ja, det var den første. Der havde vi nogle kammerater til at hjælpe. Jens Jørgen Thorsen og en fjerde mand, der hed Keld Beck. Han havde 4.000 kroner. Ole John lejede kameraet, vi fik nogle ruller film, og sådan var det. Det har været meget formativt for os, og for mig, at man kunne lave film uden penge. Lysten til at lave film uanset om der er penge til det, den har været der fra starten. At skabe sit eget sprog og sige, at det ikke er afgørende, at det foregår efter de foreskrifter, som man bruger i branchen. Vi var også meget mere inspireret af anden kunst end film. I udgangspunktet søgte vi inspiration andre steder. Hvordan tænkte du, at du kunne bruge det at skrive i et helt andet medie? Det var som om, at man kom legende til det. Det forekom mig ikke så svært at lave film. For det første syntes jeg, at der var noget visuelt i mine digte. Der var en billeddannende evne i digtene, så jeg synes ikke, at springet var så stort. Det var bare at flytte fra et udtryk til et andet, fra en teknik til en anden. For mig var det meget beslægtet, og det har jeg også følt lige siden. Jeg har altid følt, at digtene var meget i familie med filmene, jeg har også tænkt meget over det og bevidstgjort det meget i mine skriverier. Altså at filmene kan lære af digtene hele tiden. Det synes jeg stadigvæk. Jeg kan godt lide, at et digt starter i øverste venstre hjørne, og så ved man ikke, hvor det ender. Jeg vil gerne have, at filmene er på samme måde. Det er for mig det optimale, at filmen er en ligeså spontan proces som digtene. Var der nogle film som inspirerede dig? Der var Godard, og jeg tror, det var den vigtigste direkte inspiration. Godard legede med genrerne. Han brugte eksempelvis kriminalfilmene som en slags legetøj. Han pillede filmsproget ned til en meget rudimentær måde at sætte billeder og lyd sammen. Det var lige præcis det, der sagde os noget. Jeg oplevede det som om, han havde revet en hinde væk fra filmen i biografen. Man var vant til, at man blev inviteret indenfor i en historie, kom til at kende nogle personer, der havde et eller andet at sige hinanden. Men det var som om Godard havde revet en hinde væk, som om det var mere direkte det hele. Det var mindre uskyldigt, det var mere bevidst. En skuespiller er en skuespiller, sprog er sprog. Du bruger dig selv meget i din kunst – og i dine film. Kan det ikke være svært at skelne mellem dig selv som privatperson og som kunstner i kunsten? Jeg prøver at være nøgtern. Jeg er meget bevidst om, at jeg bruger mit eget liv som stof, og at det er et subjektivt stykke arbejde. Jeg tror, der går en hårfin linje mellem det private og det offentlige – og den tror jeg ikke, at jeg overskrider. Jeg mærkede det i korrespondancen med Morten Sabroe, hvor jeg kunne mærke præcist hvor linjen mellem privatlivet og kunsten gik. Jeg har med vellyst brugt mine egne oplevelser som en slags historier. Som stof. Den kunstneriske proces er at forvandle ingenting til noget. Det er den groveste form for kreativ proces – at forvandle ingenting
til noget. Der sker altid en transformering af personligt stof til et udtryk. Kunsten er jo ikke uforarbejdet. Man læser jo ikke bare den rå virkelighed. Der vil altid være et element af noget fiktivt i den måde, man bruger sig selv på. Det er jo en slags iscenesættelse. Jeg skriver meget spontant, men jeg tror, jeg har en indbygget sortering. Hvordan forholder du dig til dokumentarfilmgenren? Nogen vil nok kalde nogle af dine film for dokumentarfilm. I mange tilfælde vil jeg hellere se en god dokumentarfilm end en fiktionsfilm. Og så er der nogle tilfælde, hvor jeg synes det går begge veje. Jeg er eksempelvis meget begejstret for Bournetrilogien, men det er måske fordi de to sidste film er lavet af en tidligere dokumentarfilminstruktør, Poul Greengrass. De har hele den appetit på virkeligheden, som jeg synes, den gode dokumentarfilmmand skal have. En lyst til at fortælle og gøre almindelige ritualer til spændende ting at betragte. Jeg kan godt lide den energi, der er i de bedste dokumentarfilm. Og jeg synes også, at min egen søn Asgers film er banebrydende. Jeg glæder mig over, at der mere end nogensinde bliver lavet gode dokumentarfilm. Herhjemme synes jeg især, at Michael Nor er interessant. Ved dokumentarfilm skelner jeg mellem dem, som er nysgerrige, altså dem der gerne vil opdage verden, og dem der allerede kender verden på forhånd og bare vil føre bevis. Og der en himmel til forskel mellem de to typer film. Den sidste type film skælder jeg altid ud over. Den vigtigste dyd ved en dokumentarfilm er, at den skal være nysgerrig og se på verden med friske øjne. Hvis hensigten er for tydelig med filmen, så står jeg af. Kunne du finde på at lave en film med din søn Asger? Ja, vi har jo arbejdet sammen før. Han var meget stærkt involveret i De fem benspænd, og han har også være med på den sidste Amerikafilm og min Søren Ulrik Thomsen-film som min assistent. Men specielt i De fem benspænd var han meget instrumental i flere vigtige og vanskelige situationer. Jeg tror ikke, jeg kunne have løst opgaven med tegnefilmen uden Asgers hjælp. Og også den tredje opgave i filmen: Den frie opgave. Der hjalp han mig med at gøre opmærksom på noget, der findes i mine egne digte, som jeg ikke havde tænkt på. Han sagde: ”Jamen far, skal vi ikke lave en film noir. Der findes altid elementer af noir i dine gamle digte.” Vi tog nogle af disse elementer ud af digtene, og så fik vi et manuskript til en lille film noir. Asger har også udtænkt et projekt. Og han er i gang med at udvikle et manuskript til en caribisk film noir, han gerne vil have, jeg skal instruere. BYE BYE ÅRHUS Hvornår rejser du væk fra Århus? Det gjorde jeg i april 1959. Jeg blev ansat uden ansøgning på Aktuelt. Jeg tog til København på bar bund – jeg kendte ingen. De første, jeg kom til at kende, var Thomas Winding, som var tegner på Aktuelt, og han kone Vibeke Winding eller Busser Winding, som stadigvæk efter min mening var og er den bedste jazzfotograf, der er i Danmark. Hun fotograferede til mig. Det var et kunstnerpar, jeg kom til at kende. Jeg var heldig at møde Thomas Winding. Han bragte mig ind i et kulturradikalt miljø, kan man sige. Det var et decideret post- Poul-Henningsen-miljø. Det var et miljø, jeg ikke kendte, og som jeg forstod mere og mere. Meget venstreorienteret, meget politisk og meget legefuldt samtidig. Det var en skøn periode, for der var en meget bedre sammenhæng mellem det politiske og det legefulde i kunsten dengang. Hvad adskilte Århus og København? Dengang syntes jeg, Århus var meget provins i forhold til København. Det er overhovedet ikke tilfældet mere, synes jeg. Hver gang jeg kommer tilbage til Århus nu om dage, synes jeg, at det er en utrolig frisk by med masser af aktivitet. På mange måder bedre end København. Cafélivet i Århus, synes jeg, er bedre end i København. Mange steder er mere livfulde her - flere steder har man lyst til at gå ind. Men dengang jeg flyttede herfra var det en provinsby. Der var ikke noget caféliv. Universitetet var jo vidunderligt smukt, men der var ikke så mange aktiviteter, der var ikke så mange stimuli for en ung kunstner eller journalist som mig. København var simpelthen sagen, man skulle til København. Det var provinsmørket og den glitrende hovedstad. Jeg kom ind i et meget livligt miljø. En fantastisk avis med en fantastisk redaktion, excentriske personer flokkedes i gangene, det var virkelig en dejlig tid for mig. En frodig, en munter og en produktiv tid Hvordan er din tilknytning til Århus i dag? Den er bedre nu, end den har været i mange år. Der var en årrække, hvor jeg ikke var særlig interesseret i at komme tilbage til Århus. I dag tænker jeg, hver gang jeg er her, at det er dumt, jeg ikke bliver lidt længere. Århus er en meget venlig by for mig. Jeg føler mig stadig hjemme her, det gør jeg. Når jeg er oppe og tale på universitetet, så er det også altid fuld hus. Jeg synes, det er min hjemmebane på en måde. Den følelse er kommet tilbage meget kraftigt i de senere år. Jeg kan mærke, at der er en stor varme, også en stor varme over, at jeg er fra Århus. Det er også derfor, jeg var meget glad for at lave Århus-filmen. Den kom jo som en bestillingsopgave. Det gav mig meget anledning til at se på mit liv og på min barndom. Hvor går du hen når du er i Århus? Jeg går altid ned og spiser frokost på Teaterbodegaen. Det har jeg nu været to dage i træk, og så kan jeg godt lige at bo på Hotel Royal. Jeg går op ad Strøget når jeg er her, det er ligesom bare min bygang. Hvor er dit yndlingssted i Århus? Cykelbanen er mit yndlingssted, men det er ikke noget opmuntrende syn. Jeg er meget ked af, at den der forladt. Den er jo et tegn på tidens gang, kan man sige, i rent patetisk eller sentimental forstand. Den er i den grad et tegn på forfald. Noget, der er gået ned, noget, der er forsvundet. Man kan måle sit eget liv i forhold til omgivelser, som man kender. Området omkring Observatoriestien, som jeg kendte så godt i 50’erne er totalt forandret. Det eneste, der er tilbage, det er Observatoriestien selv og væddeløbsbanen. De villaveje, som jeg forholder mig til, de har stadig de der vidunderlige navne, men det er ikke det samme. Det er meget forandret. Det giver mig en hvis tristhedsfornemmelse. FREMTIDIGE PROJEKTER Hvor langt er du med filmen ”Det Erotiske Menneske”? Jeg er ret langt fremme. De sidste locations tager vi til, og så er den færdigt optaget. Man kan godt sige, at det i gåseøjne er en antropologisk film. Der er noget fra Brasilien, Canada, Haiti, Senegal, Paris, en togrejse i Østeuropa og så Filippinerne og Laos. Og så er der nogle glimt fra nogle af de gamle film også. Der er en meget geografisk fornemmelse i den. En antropologisk undersøgelse af erotikkens væsen. Jeg tror, filmen er den mest radikalt eksperimenterende, jeg har lavet. Vi er allerede i gang med klipningen nu, så den er ved at tage form. Jeg er meget tilfreds med, hvor den er. Jeg har været meget bange for den, for jeg tænkte, at den var for svær at lave. Hvordan fortæller man på film om erotik, når man på forhånd udelukker pornografiske og eksplicitte tilgange til sex? Så den er meget beroende på stemninger, på en poetisk tilgang til erotikken, og i bedste fald også en vis humor. Hvornår regner du med, filmen får premiere? Jeg håber på, at den bliver færdig til at komme med til Venedig næste år. Der havde jeg meget stor succes med De Fem Benspænd. Det er den bedst egnede filmfestival, synes jeg, for min type film. Hvis Venedig nominerer den, så vil vi ikke holde premiere på den før. Er det den sidste film, du vil lave? Nej, det er det ikke. Der er nogle projekter som jeg ikke har haft tid eller energi til at udvikle. Jeg har flere projekter, der egentlig er lidt i gang. En portrætfilm om maleren John Kørner. Den har jeg lavet nogle optagelser til, så det er et projekt der så småt er begyndt. Jeg kunne også godt tænke mig at lave en film om Michael Rasmussen. Han er en martyr, som er blevet straffet uretfærdigt hårdt. Og han er anderledes. Han er en ener. Han betaler for sin anderledeshed, synes jeg. Jeg har snakket med ham om det, og han vil gerne have, at jeg laver en film om ham, men jeg er ikke kommet så langt med det endnu. Jeg har også et andet projekt, som mere er en fortsættelse af mine antropologiske film: En ny udgave af Livet i Danmark. 41 DELFINEN
Page 1 and 2: DELFINEN # 152 FÅ MERE UD AF DIT U
Page 3 and 4: #152 22 TEMA - METRO METRO MAN DELF
Page 5 and 6: FOTOKONKURRENCE | AARHUS UNIVERSITE
Page 7 and 8: enestående enestående tilbud tilb
Page 9 and 10: andre universitetsstuderende, har p
Page 11 and 12: Når januareksamenerne er overståe
Page 13 and 14: lsen Kandidat for Liberale Studeren
Page 15 and 16: Kandidat for Frit Forum 21årige Ro
Page 17: kommunalvalget nmark stemmer til ko
Page 21 and 22: 00 programmet og stadig kunne forsv
Page 23 and 24: selviscenesættelsen hos den metros
Page 25 and 26: Spektret af forskellige personlighe
Page 27 and 28: søgende individualister tiders mod
Page 29 and 30: ’erne The Strokes - Is This It (2
Page 31 and 32: ’erne Chris Ware: Jimmy Corrigan
Page 33 and 34: Årtiet i Film ORD | KASPER LUNDBER
Page 35 and 36: storytellers con Katapult 7. nov. &
Page 37 and 38: hovedet af det kunstteater, man som
Page 39: N N JØRGEN LETH ER EN ORDEKVILIBRI
Page 43 and 44: iscenesætteren ikke nøjes med at
Page 45 and 46: Den store sodanvandskrig ORD | CHRI
Page 47 and 48: for studerende i Århus Er du Delfi
Page 49 and 50: Moderne dans, hiphop, disco hvad me
Page 51 and 52: STUDENTERRÅDETS SIDER Den 6. oktob
Page 53 and 54: STUDENTERRÅDETS TEMASIDER STUDENTE
Page 55: STUDENTERRÅDETS OPSLAGSTAVLE STUDE

152 - Delfinen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?