152 - Delfinen

søgende individualister
tiders mode åbner op for en før uset individualitet.
”At mixe noget gammelt med noget nyt” bliver
en velkendt erklæring, men det virker. Som
udskiftelige facader kan man bære kjoler i 20’er
snit den ene dag, yuppie-jakkesæt den næste. Man
har ikke én stil, man har mange. Manglen på 00’er
identitet bliver en identitet.
Din stil er min stil
Det beklædningsmæssige tilbageblik er tilladt
for en designer, så længe det blot forbliver
en inspiration - designerne skal jo skabe
fremtiden. Folk på gadeniveau har ikke denne
bindende arbejdsforudsætning, og ironisk nok
ender fremtiden med at blive skabt netop på
gadeniveau. Gademode-blogs på nettet er
uden sammenligning blevet dette årtis største
inspirationskilde for alle i modehierarkiet. Størst
er måske thesartorialist.com, hvor skaberen og
fotografen Scott Schuman er en af de første til
konkret at visualisere det faktum, at trickle downeffekten
i modebranchen er outdated. Den nye
individualisme har skabt en inspirationsbevægelse,
der er gået fra at være en nedadgående, passiv
befaling fra de højere haute couture-magter til at
gå både op, ned og på tværs. Også moden arbejder
nu i netværk, og her har folket ny modemagt.
Branding
I starten af årtiet kendes modehusene på deres
logo. Fake eller ægte, logoet siger noget om, hvem
og hvad man som forbruger vil associeres med.
Logoet hylder dog mere designeren end kunden,
og da logomanien tager så meget overhånd,
at hverken kunder eller modehuse længere vil
kendes ved deres produkter, må designerne
finde en anden måde at nå ud til folket på. Det
folk, der ikke har råd til haute couture. Kunst og
kapital hører sammen, og modenverdenen er det
bedste eksempel på dette – H&M præsenterer
Karl Lagerfeld, Viktor & Rolf og Roberto Cavalli.
Kædebutikkerne er ikke længere det sorte får
i familien, de har fat i kunderne på en måde,
som de store modehuse kun drømmer om. Med
berømtheder og topmodeller stoppet i tøjet
står kædebutikkerne for en før uhørt hurtig
disponering af trends. Fra en tendens ser dagen lys,
til den findes i Zara eller H&M, går der sjældent en
måned. Før skulle man vente en hel sæson.
Dansk
Apropos branding og tilgængelighed er 00’erne
årtiet, hvor Mode-Danmark for alvor begynder
at spille med musklerne. Copenhagen Fashion
Week har eksisteret siden 1964, men først da
Danish Fashion Institute stiftes i 2005 og tager
over, kan modeugen være med på internationalt
niveau. Samtidig udvikler også nordisk mode en
politisk korrekt miljøsamvittighed. Nordic Fashion
Association dannes i 2008 og står med deres
projekt NICE for en ren og etisk bæredygtighed.
Denne bæredygtighed får bl.a. sit udtryk i danske
NOIRs ultra glamourøse og samtidig 100 procent
miljøvenlige tøj . Eco-awarness vinder ikke kun
indpas i Danmark, overalt i modeverden tages
socialt og globalt ansvar. 80’ernes statement
t-shirt’en bliver igen talerør for generationers
frustrationer, og de bliver nu produceret af
økologisk bomuld.
De skæve og anderledes
Den nye individualisme gælder ikke kun tøjet,
den gælder også menneskene, der bærer det.
90’ernes Barbie-skønhed er på retur (med
undtagelse er Gisele Bündchen), og modellerne
på catwalken kendetegnes nu ved deres store
mellemrum mellem tænderne eller deres skæve
næse. Dette gælder både mænd og kvinder.
Forskellene skal findes i det anderledes, og de
klassiske skønheder må vige for piger som Lily
Cole, Agnyness Deyn og stadig uundgåelige
Kate Moss. Med digitalkameraets og ikke mindst
Photoshops indpas rejser debatterne sig om
forskruede skønhedsidealer, og trods brugen af
skæve modeller bliver denne ’normalisering’ aldrig
oversat på gennemsnits-modemagasinernes
skinnende sider. Dette dilemma er senest
blevet beklaget fra fotografernes side, og uden
at tage munden for fuld må det forventes, at
retoucheringen går af mode i en meget nær
fremtid. Fotografer som Terry Richardson og
Jurgen Teller står for point and clip-stilen, der
ikke gør brug af den religiøse tilbedelse af lys,
set-up og især efterbehandling. Disse fotografer
promoverer skønheden i det aldrende, det grimme
og tilfældige.
Unisex
Danske modeller, der har sat deres præg på ’det
skæve årti’, er Louise P og Freja Beha Erichsen -
sidstnævnte bl.a. på grund af sit meget androgyne
look. Er der noget, der har præget sidste halvdel
af 00’erne, er det unisex-looket. Butikskæden
American Apparel åbnede i 2003, og de kører et
koncept uden køn. T-shirts er til dem, der vil købe
dem - mand eller kvinde. Gadebilledet lyver ikke,
Århus er et godt eksempel. Vi går i de samme
skjorter, de samme hatte, de samme opsmøgede
bukser, de samme jeans og de samme blazere.
De samme tendenser og trends rammer begge
køn, og ser man på det stærkt voksende svenske
label Acne Jeans, er langt de fleste af deres mest
populære designs svære at stemple med enten XX
eller XY.
Denne ensretning eller egalisering af kønnene
gav også det nye årtusinde en særlig mandehybrid,
hvis efternavn er Beckham, og hvis tendenser var
metroseksuelle. Årtiet gav mænd rettighed til tid
foran spejlet, og i bytte fik kvinderne en gennemgroomet
mand.
Alt er tilladt
00’erne er trods de mange lån fra tidligere tider
ikke et tabt årti eller et årti, der skal overstås.
Det er et årti, der har været nødvendigt for at
bryde med gamle hierarkier og redefinere, hvad
mode er, og hvem der kan sætte en dagsorden.
Med undtagelse af Karl Lagerfeld er de sidste
store designere forsvundet med dette årti, men
nye og meget anderledes skabere står klar til
at tage over. Fx stiller Alexander McQueen, og i
Danmark Henrik Vibskov, nye spørgsmål og nye
udfordringer til modeverden med hvert show, han
laver. Modeblogs og mode-reality har byttet om
på rollerne, og alle i modeverdenen er ikke kun
dømte, men også dommere.
Der er ikke kun én trend at følge længere - alt er
tilladt. Og hvis alt er tilladt, kan man lade som om,
man ikke har truffet et bevidst valg. Med det visuelt
orienterede selvbrandingsårti er beklædning
noget, man ikke længere kan ignorere.
27 DELFINEN