Publikationen i pdf-format [574 KB] - Sundhedsstyrelsen

116
ikke have demens. Dette indebærer vanskeligheder med hensyn
til at opnå rutine, viden og erfaring med hensyn til diagnostik,
især i relation til diagnostisk vanskeligere tilfælde og
i relation til tidlig diagnostik, som helt generelt er vanskeligere.
DSAMs vejledning har haft positiv betydning ved at præsentere
en let tilgængelig og konkret anvisning for, hvorledes en
basal udredning kan gribes an. Mere avanceret udredning og
vurdering forudsætter imidlertid særlig viden og erfaring.
Det er endvidere i de aktuelt gældende regler fra Lægemiddelstyrelsen
fastsat, at antidemenslægemidler kun må udskrives
af speciallæger i neurologi, psykiatri eller geriatri, og
for at opnå medicintilskud forudsættes bl.a. at der foreligger
en CT-skanning. Ordination af medicin til patienter med Alzheimers
sygdom vil således generelt skulle foretages af speciallæger
i sygehusvæsenet eller af praktiserende
speciallæger i relevante specialer. Ofte vil disse speciallæger
også skulle medvirke i en stillingtagen til eventuelt ophør af
den medicinske behandling og bl.a. i den forbindelse vil der
være behov for regelmæssig kontrol af effekten.
For at sikre en effektiv indsats er det således hensigtsmæssigt
og væsentligt, at der i det enkelte amt foreligger retningslinier
for samarbejdet og en klar arbejdsdeling mellem
almen praksis og det amtslige sygehusvæsen på demensområdet.
Praktiserende speciallæger inden for de tre relevante
specialer kan eventuelt inddrages i en sådan aftale om
arbejdsdeling. I den forbindelse er det også væsentligt, at
sygehusvæsenet stiller erfarent personale til rådighed for de
praktiserende læger for at bistå disse med nødvendig rådgivning
og vejledning ved behov.
Arbejdsgruppen finder således, at der er vægtige grunde til at
der i det amtslige sundhedsvæsen, herunder i sygehusvæsenet,
opbygges/etableres en entydig organisation af indsatsen
med hensyn til diagnostik og stillingtagen til behandling af
demens.
Herudover vil der som hidtil være behov for sygehusvæsenets
ekspertise til bistand, udredning og varetagelse af de sværere
demente patienter med fx vanskelige adfærdsforstyrrelser.
Dette foregår typisk i gerontopsykiatrisk regi.
I det enkelte amt må indsatsen tilrettelægges således, at ekspertise
og resurser etableres og udnyttes mest effektivt.
Sygehusvæsenet bør endvidere tilbyde et tæt samarbejde og
rådgivningsmuligheder såvel til almen praksis som til hjem-