Publikationen i pdf-format [574 KB] - Sundhedsstyrelsen

22
adskridende forringelse af den dementes funktioner dels ved
medicinsk behandling, og dels ved en optimal tilrettelagt
omsorg, pleje og støtte, herunder også støtte til pårørende.
Der foreligger således undersøgelser, der dokumenterer, at
anbringelse i plejebolig i visse tilfælde kan udskydes i op til
et år ved medicinsk behandling af Alzheimers sygdom, og at
veltilrettelagte sociale foranstaltninger for både patient og
pårørende ligeledes kan udskyde behovet for anbringelse i
plejebolig.
Demenssygdomme er forbundet med store menneskelige og
samfundsmæssige omkostninger. Menneskeligt drejer det sig
om den dementes egen oplevelse af sin forringede funktion
med tab af evner og færdigheder, som medfører, at den
demente ofte udover at være hjælpeløs også kan opleve at
være ulykkelig, angst og fortvivlet. Det drejer sig også om de
pårørende, der kan opleve, at det menneske, de kender og holder
af, gradvis forandres og forsvinder for dem. Begge parter
oplever den dementes tab af værdighed som en trussel og en
følelsesmæssig belastning, og de pårørende oplever herudover
store praktiske og sociale belastninger ved at leve med en
dement person.
På det samfundsmæssige plan er der ligeledes meget store
omkostninger inden for såvel sundhedssektoren som den
sociale sektor til udredning, behandling, omsorg og pleje.
På grund af manglende relevante behandlingsmuligheder i
sundhedsvæsenet til personer med demens har der traditionelt
været en tilbageholdenhed med at diagnosticere demens
før tilstanden havde en sådan karakter, at der åbenlyst var
behov for en afklaring med henblik på praktiske foranstaltninger
og sociale behov.
Diagnostiske udredninger koncentreredes således hovedsageligt
omkring yngre med demenslignende symptomer og om
tilfælde, hvor man havde mistanke om, at symptomerne
kunne være forårsaget af andre og behandlelige tilstande fx
depression eller for lavt stofskifte. Indsatsen var således primært
rettet mod differentialdiagnostiske overvejelser, hvor
det gjaldt om at finde frem til de personer, der ikke havde
demens, eller de få tilfælde hvor en specifik medicinsk eller
kirurgisk behandling var mulig. Dette er naturligvis fortsat
vigtigt.
I relation til demens var der herudover overvejelser om kvaliteten
af håndteringen af de svære og vanskelige tilfælde af
demens, hvor bl.a. adfærdsforstyrrelser gav anledning til pro-