Rapport: Du må ikke slå tiden ihjel - Bupl

Børnene skal ikke laves om for at passe ind i en speciel normal skabelon. Men normalitetsbegrebet
skal have så elastiske rammer, at det kan rumme fl ere børn med særlige behov. Dog vil der
altid være en grænse.
Det altafgørende parameter for, hvilket tilbud barnet med særlige behov skal have, skal tage udgangspunkt
i barnets egen livskvalitet. De bevilgende myndigheder, Kommunen, skal derfor tage
udgangspunkt i det enkelte barn og målrette tilbuddet i harmoni med barnets behov – i dialog
med de professionelle og barnets forældre. Og de professionelle er pædagoger, støttepædagoger,
lærere, psykologer, terapeuter mv. I dag er det forældrene, psykologen og forvaltningen, der
har det afgørende og afsluttende ord, mens de øvrige instanser høres. Men sådan behøver det
jo ikke kun at være.
BØRNENES TARV – OG FORÆLDRENES
Der kan være fl ere dilemmaer omkring, hvad der er den ’rigtige’ løsning. Vi kan som pædagoger
opleve, at forældrene ikke nødvendigvis – og naturligt nok – tænker på samme måde, som vi
gør, og ikke vælger den løsning, vi havde fundet rigtig. Omvendt oplever vi også, at forældre har
fundet den helt rigtige løsning, men at systemet ikke giver mulighed for at gennemføre løsningen.
Det giver en professionel frustration, når vi kan se, at valget af løsning ikke er helt i overensstemmelse
med barnets tarv.
Det er klart, at jo bedre samarbejdet med forældrene er, jo mere positivt et forløb får barnet. Men
alle skal helst trække i samme retning. Og der kan opstå dilemmaer. Forældrene skal ofte igennem
en lang proces, før de kan erkende, at deres barn er anderledes og har specielle behov. Og
i den erkendelsesperiode kan der nå at ske meget uhensigtsmæssigt for barnet.
Flere forældre i Kommunen vælger at købe sig til private løsninger som fx lilleskoler eller andre
former for private skoler, som på denne måde kan udvikle sig til at blive specialskoler for børn
med en eller anden form for problemer. De gør det, fordi ’systemet’ kan være langsommeligt.
Men det er ikke nødvendigvis en holdbar løsning.
VI MÅ IKKE SPILDE BØRNENES TID
Samtidig er forældrenes erkendelsesperiode ofte langvarig. Det kan og skal næppe være anderledes.
Her efterlyser vi som pædagoger andre professionelle, der tager mere hånd om forældrene
til de anderledes børn, hjælper dem med erkendelsesprocessen og guider dem igennem
den. De skal indpasse sig i en helt ny forståelsesramme, og det er ikke altid gjort med en samtale
eller to. Fx kan det være en livslang proces at erkende og forholde sig til et liv med et handicappet
barn.
Den tålmodighed skal pædagogerne også have. Men det er ofte i den indledende fase, når barnets
problemer er opstået og tydelige, at den første indsats skal ske. På den måde spilder vi for
mange børns tid. Og tid er afgørende i den fase, hvor de rigtige løsninger skal fi ndes. Der mangler
tilbud til forældrene. Der er ikke tilstrækkelige ressourcer til at tage sig af deres sorg og krise. Og
det er svært at yde hjælp, før forældrene er klar.
Her kunne vi godt efterlyse en skarpere profi l fra forvaltningens side. Dels til at få forældrene på
17