Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

fem begrundelser er to instrumentelle – dvs. man vil bruge medlemskabet
til at opnå noget – og tre ikke-instrumentelle (Whiteley et al., 1994: 80ff;
Whiteley & Seyd, 1996).
De to typer af instrumentelle begrundelser er dels de kollektive begrundelser
– som primært vedrører gennemførelse af partiernes policy-forslag på
konkrete politikområder – dels de selektive begrundelser,som forklarer indmeldelse
i et parti med,at det er noget,den enkelte gør, fordi han eller hun
får noget ud af det for sig selv – og vel at mærke noget, som man kun kan få,
hvis man er medlem.
De ikke-instrumentelle begrundelser – som altså ikke handler om at opnå
fordele enten for en selv eller for bestemte grupper i samfundet – falder som
nævnt i tre kategorier.Den første er af altruistisk karakter,dvs.man synes,at
der er en form for moralsk forpligtigelse i et demokrati – nærmest en slags
borgerpligt – til at gå ind i et politisk parti,fordi partierne er vigtige for det
demokratiske systems funktionsduelighed.En tilsvarende forklaring bruges
i øvrigt også tit til at forklare, at mange deltager i valg, selv om det efter en
strengt logisk analyse ikke er rationelt.
Den anden ikke-instrumentelle hovedbegrundelse er, at man på en eller
anden måde er følelsesmæssigt knyttet til – eller tiltrukket af – partiet og/
eller dets leder, og man taler derfor om en affektiv (eller ekspressiv)
begrundelse for partimedlemskab. Den affektive begrundelse svarer helt til
den partiidentifikation,som – måske især tidligere – spillede en vigtig rolle i
vælgeradfærdsforskningens forsøg på at forklare vælgernes stemmeafgivning.
Der kan nok sættes spørgsmålstegn ved, om den affektive tilknytning
til partiet eller lederen har udviklet sig før eller efter beslutningen om at
melde sig ind i partiet, men det ændrer ikke ved, at mange partimedlemmer
(både i Danmark og andre steder) giver begrundelser, der tyder på, at den
affektive komponent er en væsentlig faktor i beslutningen om indmeldelse i
hvert fald i nogle af partierne.
Den tredje ikke-instrumentelle begrundelse er de sociale normer, der i
nogle familier, arbejdsmæssige eller forretningsmæssige sammenhænge,
bekendtskabskredse osv.tilsiger,at man skal være medlem af et bestemt politisk
parti.Det sociale pres kan være ganske stærkt i den slags sammenhænge,
selv om det sandsynligvis var stærkere tidligere, hvor klassedelingen i samfundet
var mere udtalt end nu. Selv om denne begrundelse må placeres
blandt de ikke-instrumentelle, fordi der primært er tale om efterlevelse af
normer, der er forankrede i konkrete sociale sammenhænge, kan der også
sagtens være tale om en form for instrumentalitet. Efterlevelse af normen
56