Del 1- Ressourceanvendelse og produktion 2004-2010

3.2. Vurdering af dommernormeringsmodellen
Samlet set må Domstolsstyrelsens dommernormeringsmodel betragtes som
et fornuftigt styringsredskab til placering af de ekstra ressourcer, som er beskrevet
i Retsplejeloven.
Det er en fordel, at modellen er baseret på antallet af modtagne frem for afsluttede
sager, da det derved undgås, at modellen forfordeler byretter med
en enten høj eller lav produktivitet og dermed påvirker sammenligneligheden
af produktiviteten mellem byretterne.
Dommernormeringsmodellen fremstår relativt enkel og gennemskuelig særligt
efter de ændringer, der blev gennemført i 2010. Det må betragtes som en
betydelig fordel for byretterne og for deres muligheder for at planlægge den
fremadrettede fordeling af arbejdsbyrden, at det ligger fast, hvorvidt hver
byret står til at miste en puljedommer ved ledighed, og at beregningerne kun
gentages, når datagrundlaget opdateres.
Dommernormeringsmodellen er blevet væsentligt mindre fleksibel efter de
ændringer, der blev gennemført i 2010. Den mindre fleksibilitet skal vurderes
i forholdt til den øgede enkelhed og gennemsigtighed, som ændringerne har
medført, og det kan umiddelbart være svært at vurdere, hvorvidt modellen
samlet set er fleksibel nok.
Det kan dog bemærkes, at samtlige byretter på nær seks på nuværende
tidspunkt har del i de 25 ekstra dommerstillinger. Dette indikerer, at normeringen
af dommere som beskrevet i Retsplejeloven afspejler fordelingen af
arbejdsbyrden mellem byretterne relativt godt. Derudover bevirker det, at
modellen i et vist omfang vil kunne håndtere ekstraordinære stigninger i arbejdsbyrden
i enkelte byretter, da puljedommerstillinger fra de øvrige byretter
over tid vil blive overført til disse byretter.
Denne fleksibilitet begrænses dog af to forhold. For det første er der som
tidligere beskrevet, angivet hvor stor en andel af de 25 ekstra dommere, som
hver byret maksimalt kan modtage, hvilket begrænser modellens fleksibilitet i
tilfælde af særligt store stigninger i arbejdsbyrden ved enkelte byretter. For
det andet begrænses modellen fleksibilitet af, at omfordelingen af dommere
udelukkende sker, når en dommerstilling bliver ledig. Dette vanskeliggør en
aktiv styring af ressourcefordelingen via dommernormeringsmodellen. Det
fremstår dog ikke realistisk at opstille en model, der ikke i overvejende grad
er styret af den naturlige afgang af dommere, eftersom det står beskrevet i
Grundlovens § 64, at dommere ikke kan afskediges uden dom eller forflyttes
imod deres egen ønske, medmindre der finder en generel omlægning af
domstolene sted.
Ud fra de givne rammer fremstår Domstolsstyrelsens dommernormeringsmodel
således som hensigtsmæssig.
21 Budgetanalyse af domstolene – Ressourceanvendelse og produktion