Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

i For en oversigt over Giorgio Agambens forfatterskab, se min tekst “At vidne om det
upersonlige. En introduktion til Giorgio Agamben”.
ii Som jeg har fremlagt det i “At vidne om det upersonlige. En introduktion til Giorgio
Agamben” var Agambens analyse i Stanze af dolce stil nove-poeternes forestilling om
kærlighed som en sproglig erfaring – hvor det elskede objekt ikke er fanget i et
billede, billedet er intet andet end det elskede objekt, men dette objekt kommunikeret,
afsløret og vækket – inspireret af Debords kritik af skuespilsamfundets adskilte
billedsfære. I samme bog, hvor Agamben en enkelt gang i en note omtaler
situationisterne, benytter han Marx’ fetichisme-begreb i klar forlængelse af den brug,
Debord gjorde af denne forestilling (fetichisme-begrebet var ellers voldsomt i
modvind i 1960’erne og 1970’erne, hvor især Althussers strukturelle,
‘videnskabelige’ marxisme havde vind i sejlene). Agambens diskussion af
modernitetens tomme og abstrakte tid i Infanzia e storia har ligeledes Debords teorier
fra La Société du Spectacle som skjult ressource, som det f.eks. kommer til udtryk,
når Agamben genbruger overskrifter fra Debords bog som overskrifter i sin egen.
iii For en analyse af Agambens særegne brug af Aristoteles’ dynamis-begreb, se Jørn
Erslev Andersens artikel i nærværende bog.
iv Størstedelen af artiklerne i bogen Mezzi senza fine, der udkom på fransk under titlen
Moyens sans fins i 1995, og som samler tekster, Agamben skrev i perioden 1990 til
1995, er blevet til som bidrag til tidsskriftet Futur Antérieur, der var et
omdrejningspunkt for tidligere Althusser-elever og teoretikere med forskellig
tilknytning til autonomia-bevægelsen som Negri, Maurizio Lazzarato og Oreste
Scalzone. Futur Antérieur er siden blevet erstattet af tidsskriftet Multitudes (i Italien
samler tidsskriftet Posse nogle af de samme teoretikere), der fungerer som platform
for den særlige autonomia-variant, som Negri er eksponent for og som har fundet sit
foreløbige højdepunkt – om ikke andet salgsmæssigt – i bogen Empire (Imperiet)
forfattet af Negri og Michael Hardt (som for øvrigt har oversat et par af Agambens
bøger til engelsk). For en introduktion til autonomia-traditionen, se Mikkel Bolt:
“Tilbage til fremtiden. En note om den italienske autonomibevægelse i anledning af
Empire”, og Steve Wright: Storming Heaven: Class composition and struggle in
Italian Autonomist Marxism (At storme himlen. Klassekomposition og kamp i
italiensk autonomistisk marxisme). Agambens forbindelse til denne italienske
tradition kom ligeledes til udtryk i inklusionen af et par af hans tekster, “Forma-divita”
(“Livs-form”) og “Al di là dei diretti dell’uomo” (“Hinsides
menneskerettighederne”) (begge tekster er oversat i denne bog), i antologien Radical
Thought in Italy: A Potential Politics (Radikal tænkning i Italien. En potentiel politik)
redigeret af Michael Hardt og Paolo Virno.