Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

xii Som en af de få har Agamben på sin egen karakteristiske facon forsøgt at knytte
Debord til Heidegger: “[S]kuespillet kan uden at forcere tingene forbindes med
teknikkens ekstreme udvikling, som Heidegger benævnte Gestell, som han
[Heidegger] sagde var den største fare og samtidigt forudanelsen af menneskets
endelige appropriation.” (Agamben 1991: 14) Selvom det er et overset faktum i den
hidtidige forskning om situationisterne og Debord, er der faktisk en heideggeriansk
tone i de situationistiske teorier, som formodentlig skyldtes Lefebvres indflydelse,
men måske især Kostas Axelos’ særprægede forsøg i bogen Marx penseur de la
technique. De l’aliénation de l’homme à la conquête du monde (Marx tænker af
teknikken. Fra menneskets fremmedgørelse til erobringen af verden) på at
sammentænke Marx og Heidegger med omdrejningspunkt i en forestilling om den
moderne tid som teknikkens tidsalder (Sartre overvejede selvfølgeligt også
spørgsmålet om teknikken i disse år omkring 1960, men i et mere sociologisk
register). Selvom situationisterne vanen tro svinede Axelos til, var Axelos (og andre
fra tidsskriftet Arguments) en væsentlig teoretisk inspiration for dem.
xiii En række af Foucaults senere tekster er en anden vigtig reference for Agambens
‘værkløse’ livsstil, f.eks. L’usage des plaisirs. Histoire de la sexualité 2 (Nydelsen
brug. Seksualitetens historie 2), hvor Foucault undersøger “det etiske arbejde som
man udfører på sig selv”. (Foucault 1984: 34). Foucault betegner dette arbejde som
“eto-poetisk [étho-poétique]” i den forstand, hvor det netop handler om at producere
sig selv som et etisk subjekt, der lever på en bestemt kulinarisk og seksuel måde, idet
man ikke blot praktiserer en særlig seksuel og domestisk adfærd, men samtidig giver
den etiske substans, man er, en særlig form, en særlig stil (ibid. 19).