Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

og underkastelse), ligger til grund for Agambens biopolitik-begreb. Agamben ekspliciterer ikke selv
denne forbindelse mellem situationisternes forestilling om hverdagsliv og biopolitik-begrebet, men der
er ikke tvivl om, at Agamben har kunnet finde inspiration hos sin ven Debord i forsøget på at
konstruere en samtidig livsontologi, da Debord med forestillingen om hverdagslivet forsøgte at
adressere en række af de spørgsmål, som nu nyder Agambens opmærksomhed. På samme måde som
Debord, for hvem hverdagslivet både besad et revolutionært potentiale og samtidig var sted for
undertrykkelse, opererer Agamben således med en forestilling om biopolitikkens dobbelthed, den er
både suverænens produktion og administration af det nøgne liv og en særlig artikulation af livet, hvad
Agamben kalder en livsform, hvorfra det ikke er muligt at udskille et nøgent liv.
IV.
Teorien om den ‘positive’ ikke-statslige biopolitik, livsstilen eller hvilken-som-helst-singulariteten, der
aldrig kan adskilles fra sin form, har Agamben endnu ikke udviklet, den er blot til stede i en
præliminær form i bøgerne La comunita che viene og L’aperto. L’uomo e l’animale (Det åbne.
Mennesket og dyret) samt i essayet “Forma-di-vita” (“Livs-form”), hvor han bestemmer det således:
“[E]t liv – menneskeligt liv – i hvilket de simple måder, handlinger og processer i det at leve aldrig blot
er facts, men altid og frem for alt er livsmuligheder, altid og frem for alt kraft [potenza].”(Agamben
1996a: 13-14). Indtil videre har Agamben primært kritiseret den politik, som tager udgangspunkt i det
nøgne livs undtagelse, og har kortlagt suverænens reduktion af mennesket til nøgent liv. Hans næste
filosofiske opgave bliver formodentlig at give en anden fremstilling af de postdemokratiske
skuespilsamfund, som åbner et rum for en anden politisk-kunstnerisk praksis og for et andet fællesskab
end det, skuespillet og biopolitikken voldeligt skaber. Modsætningen til skuespilstaten er ifølge
Agamben et forudsætningsløst fællesskab bestående af væsener radikalt frataget enhver genkendelig
identitet. Dette kommende fællesskab vil opstå på ruinerne af identitetens meningsløse form, idet
menneskene vil kræve eller nøjes med at “være måden hvorpå, [være] et sådant.” (Agamben 1990: 44).
En mulig model for livsformernes kommende fællesskab, eller et medium i hvilket dette
kunne komme til syne, kan være situationisternes konstruerede situation, som Agamben selv har
beskrevet i termer, der minder om dem, han indtil videre har benyttet om livsformen. “Den [den
konstruerede situation] er et livsfragment løsrevet fra den individuelle biografis kontekst såvel som et
kunstfragment fratrukket æstetikkens neutralitet: den er ren praksis.” (Agamben 1996a: 65). Den
konstruerede situation var ifølge situationisterne en begivenhed abrupt revet fri fra skuespillets
identitetsordinerende billedverden. Den var et angreb på skuespillets privatisering af forestillingsevnen,
idet den blev skabt kollektivt uden for kunstinstitutionen. Afvisningen af enhver forestilling om
ophavsmand var således et centralt element i konstruktionen af situationen, enhver individuel
specificitet blev slettet. I situationen kan kunst og liv ikke længere adskilles. I forlængelse af Agamben
kan vi sige, at situationen ikke er aktualiseringen af en mulighed, men frisættelsen af en
bagvedliggende kraft. Den konstruerede situation vil således være en form for Gesamtkunstwerk, livet
som et kunstværk men uden nogen egentlig ophavsmand. Denne forfatterløshed eller desubjektivering
kendetegner også livsformen. I den er kunstneren eller forfatteren ligeledes afviklet for at gøre plads til
en erfaring af ren potentialitet. Som Agamben skriver, har “[d]esubjektivering [...] ikke kun en mørk,
obskur side. Den er ikke kun destruktionen af subjektivitet. Den har også en anden side, der er mere
frugtbar og poetisk, hvor subjektet kun er subjekt for sin egen desubjektivering.” (Grelet & Potte-
Bonneville 1999: 10). Livsformen er på en og samme tid en særlig ‘kunstnerisk’ artikulation af livet og
en afsked med kunstneren og forfatteren. Kunsten at leve er at rive sig løs fra sig selv. Livsformen er en
upersonlig kraft. Agamben har sammenlignet den med det romerske ‘genius’-begreb, et frugtbart
upersonligt princip der lader livet blive skabt (jf. ibid: 10). Med livsformen har vi at gøre “hverken med
et simpelt fravær af værk eller [...] en suveræn og brugsløs [senza impiego] form for negativitet. Den
eneste sammenhængende måde at forstå fraværet af værk [l’inoperosità] på er at tænke det som en
generisk potentialitet, der ikke udtømmes (som en individuel handling eller en kollektiv aktion forstået
som summen af individuelle aktioner) i transitus de potentia ad actum.” (Agamben 1995: 71).
Et andet muligt eksempel på denne sammenføjning mellem kunst og liv, et fænomen som
Agamben selv i den tidlige fase af sit forfatterskab har analyseret, kunne være den kunstneriske
avantgardes antiværk eller work-in-progress, der på forskellige måder kan siges at have været
6