Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

xv En række andre filosoffer har parallelt med Agamben været optaget af at tænke et
(postmoderne) fællesskab: Jean-Luc Nancy er nået længst i denne tænkning med
forestillingen om et ‘værkløst’ fællesskab, der ikke er grundlagt på eksklusion, jf. La
communauté désœuvrée (Det afværkede fællesskab). Agamben og Nancy planlagde i
slutningen af 1980’erne at skrive en bog sammen om venskab, som dog ikke blev til
noget. Nancy har som Agamben ligeledes været optaget af en genlæsning af Debords
teori om skuespilsamfundet, som ifølge Nancy gjorde opmærksom på, at samfundet
var blevet tømt for enhver ‘forening’, ‘socialitet’. Nancy er imidlertid mere kritisk
over for Debord end Agamben er det, idet Nancy mener, Debord blev hængende i en
‘præ-nietzscheansk’ forestilling om virkelighed og skin. I forlængelse af denne kritik
er Nancys projekt (igen med Heidegger som grundlag) så at tænke tømningen af
samfundet som eksponeringen af en medværen, en altid allerede virkende fælles
dimension hinsides en tro på en ikke-spektakulær virkelighed, jf. Être singulier
pluriel (At være singulær i pluralis).
xvi Agambens forestilling om det værkløse menneske trækker gennem Debord
selvfølgeligt på Marx’s forestilling om proletariatet som den klassedestruerende
klasse, som en selvdestruktiv kraft der smadrer arbejdet og varen, dvs. de forhold der
determinerer det og gør det til proletariat. Forestillingen om proletariatets aktive
modstand og selvdestruktion blev et af de vigtigste elementer i autonomiatraditionens
særlige Marx-læsning. Agamben har indtil videre kort – uden at henvise
til autonomiaforfattere som Mario Tronti og Negri – diskuteret Marx’ klasseteori i La
comunità che viene og i det andet kapitel i bogen om Paulus.
xvii Spørgsmålet om forholdet mellem de ontologiske og historiske niveauer i Debords
teori og i Agambens filosofi er vidtrækkende, og selvom det – som det sker her – er
muligt at argumentere for det nødvendige i en mere ontologisk tilgang til spørgsmålet
om det fremmedgørende ved menneskets eksistens på jorden, en tilgang som
Agamben lægger for dagen, hvorved han undgår Debords dunkle og esoteriske
‘totalisme’, så er det samtidigt muligt med basis i en udvidet kritik af den politiske
økonomi (som f.eks. den tidsskrifterne Théorie Communiste og Krisis har udviklet, jf.
Roland Simon: Théories du communisme. Fondement critiques d’une théorie de la
révolution: Au-delà de l’affirmation du prolétariat (Teorier om kommunismen.
Kritisk grundlag for en teori om revolutionen: Hinsides affirmationen af proletariatet)
og Krisis: Manifest gegen die Arbeit (Manifest mod arbejdet)) at kritisere Agamben
for netop at ‘ontologisere’ analysen af undtagelsestilstanden. Derved gør han analysen
ahistorisk ved f.eks. at tegne en realhistorisk linie mellem den arkaiske før-antiks
religiøse forhold (eksemplificeret i homo sacer-figuren) og den moderne retsstat.
Problemet er med andre ord, at Agamben udvikler sin bestemmelse af
undtagelsestilstanden uden opmærksomhed på modernitetens politisk-økonomiske
samfundsforhold og i særdeleshed uden at være opmærksom på den ‘subjektløse’
kapitalistiske udnyttelsesmaskine, hvor hele den samfundsmæssige
reproduktionsproces forvandles til en eneste ‘pengeforøgningsproces’, og hvor
mennesket samtidigt reduceres til en abstrakt arbejds- og præstationsmaskine.