Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

skarpsindighed. [...] I stedet skal de bruges som manualer, som modstands- eller flugtinstrumenter. (Agamben 1996a: 60). I de to bøger La Société du Spectacle og Commentaires sur la société du spectacle udfolder Debord den særlige analyse af det samtidige kapitalistiske samfund, skuespilsamfundet, som den lille eksklusive situationistiske (post)avantgardegruppe havde udviklet siden 1957 i selvvalgt opposition til mere eller mindre alle etablerede og alternative politiske grupperinger og teorier og til den kunstverden, de fleste af situationisterne havde deres udgangspunkt i. viii Ifølge Debord og situationisterne er der sket en vigtig forvandling af den kapitalistiske civilisations traditionelle organisering. Viden og kultur udgør nu den fundamentale ingrediens i alle varer, samtidig med at de er kulturindustriens specifikke produkt. Kulturindustrien indtager således den rolle, som den industrielle produktion tidligere havde: den er en specifik sektor med egne operationelle modeller, samtidig med at den determinerer arbejdsprocessen i alle andre sektorer. ‘Skuespillet’ er den form, som kulturen får, idet den bliver den primære instans for al produktion. ‘Skuespil’ er således ikke en sociologisk betegnelse for et bestemt aspekt ved samfundet (dets medier), men en teori om kapitalens subsumtion af hele samfundet. Denne udvikling gør det umuligt at skabe kunst ifølge situationisterne. Ved at radikalisere mellemkrigstidens avantgarde som dada og surrealisme ønskede situationisterne at sætte kunstens kreativitet fri direkte i hverdagen som en total revolution. ix Som det lyder i Debords karakteristiske stil: Som negativ bevægelse, der stræber efter overskridelsen af kunsten i et historisk samfund, hvor historien endnu ikke op-leves, er kunsten i sin opløsningsepoke på én gang en forandringens kunst og det rene udtryk for den umulige forandring. Jo mere storslået dens krav er, jo mere ligger dens sande virkeliggørelse hinsides den. Denne kunst er nødvendigvis avantgarde, og den er ikke. Dens avantgarde er dens forsvinden. (Debord 1967: 133). Gruppen var kendetegnet ved en særdeles kritisk indstilling over for den samtidige kunstinstitution, den havde ikke andet end hån til overs for 1950’ernes og 1960’ernes forskellige kunstneriske praksisser, det være sig den abstrakte ekspressionisme, happenings, popkunst eller den ny roman. Alle var de eksempler på en suspekt omgang med kunst, den rette bestod i at destruere kunsten og afvise identiteter som kunstner eller forfatter. Selv havde situationisterne ekskluderet alle i traditionel forstand udøvende kunstnere fra deres organisation og forvandlet sig til en politiseret ekstremistgruppe med inspiration fra forskellige ultra venstre-grupper. Kun som et element i en bredere altomfattende kamp mod den kapitalistiske organisering af tilværelsen var kunst af betydning for situationisterne, der i lige så høj grad betragtede sig som børn af de revolutionære bevægelser som rådskommunismen – der havde floreret i tiden omkring 1917 – som af surrealismen og de andre avantgardegrupper. I en række forskellige, men forbundne teorier udviklet af teoretikere med tilknytning til den vestlige marxisme som Georg Lukács, Karl Korsch, Henri Lefebvre og Jean-Paul Sartre, hentede situationisterne og Debord ammunition til deres analyse af den historiske situation, der ifølge gruppen er kendetegnet ved en uhørt intensivering af kapitalens dominans over mennesket og planeten. Den stort anlagte teori om skuespilsamfundet, som Agamben videreelaborerer, fik sit mest sammenhængende udtryk i Debords bog fra 1967, men var allerede delvist indeholdt i de artikler, gruppen publicerede i tidsskriftet Internationale situationniste. Denne teori blev konciperet af Debord og situationisterne som et instrument i en politisk analyse af de nye former for statskontrol og den øgede sociale disintegration, som situationisterne mente var blevet en realitet i perioden efter de revolutionære ansatser i tiden mellem 1917 og 1921. På det tidspunkt var skuespilsamfundet ifølge Debord og de andre i gruppen blevet etableret som en særlig intens systematisering af den kapitalistiske fremmedgørelse og adskillelse af arbejder og produkt, krop og ånd, kunst og filosofi. Med reference til bl.a. Lukács og Lucien Goldmann betegnede skuespillet for situationisterne pengenes anonyme og totalitære orden, en affolket verden hinsides det enkelte menneskes indflydelse. x Som Agamben parafraserende Debord skriver: 4
[N]år den virkelige verden forvandles til et billede og billeder bliver virkelige, adskilles menneskers praktiske kraft fra sig selv og præsenteres som en verden for sig. I denne verdens skikkelse, der er adskilt og organiseret gennem medierne, i hvilken statens og økonomiens former er sammenvævede, i denne opnår den merkantile økonomi status af absolut og ansvarsløs suverænitet over alt socialt liv. (Agamben 1990: 53). Skuespillet er ifølge Debord og Agamben en ny etape i kapitalens akkumulation, hvor stadigt flere områder af det menneskelige liv er blevet underkastet markedets krav: hverdagen, fritiden, sproget og andre udtryksformer, og i sidste instans er menneskets evne til at bekæmpe ordrer oppefra nu blevet opslugt af kapitalen. Der er sket, hvad Debord kalder en “kolonisering af hverdagen” bl.a. takket være nye teknologiske medier, der gør det muligt for de moderne samfund at systematisere og sprede skin og fylde det daglige liv med en syndflod af billeder, logoer, reklamer, slogans og instruktioner. Skuespillet kan ikke forstås som misbrugen af en fantasifostret verden, som produktet af den massive billedsprednings teknikker. [...] Forstået i sin helhed er skuespillet på én gang resultatet af og projektet for den eksisterende produktionsmåde. Det er ikke et supplement til den virkelige verden, dens udsmykning oven i handlen. Det er hjertet i det reelle samfunds irrealisme. (Debord 1972: 4). Skuespillet er en abstraktion med reel indflydelse, ligesom penge er det. Skuespillet er ifølge Debord imidlertid en anden type reel abstraktion end penge, idet skuespillet er den måde, hvorpå kulturen og vores begær får eget liv. Konsekvensen af denne udvikling er, at billedet og sproget er blevet opslugt og ikke længere besidder nogen subversiv kvalitet. Som Agamben skriver: “Sprogets gamle hjem [...] er nu blevet falsificeret og manipuleret fra øverst til nederst. [...] Debord begynder med at tale [...] efter det sande er blevet genkendt som et moment af det falske.” (Agamben 1996a: 63-64). På et tidspunkt, hvor langt størstedelen af de marxistiske og venstreorienterede teoretikere og intellektuelle var optaget af at legitimere de statskapitalistiske regimer i Sovjetunionen eller Kina, kortlagde Debord og situationisterne, hvorledes kapitalismen producerer skin eller blændværk, eksproprierer sproget og på en hidtil uset måde former menneskets subjektivitet. Det er denne analyse af mikro-administreringen af hverdagslivet, kontrollen af subjektivitet og adskillelsen af sproget og billedet, som Agamben knytter an til, når han refererer til Debord, og som han benytter i sine egne analyser af statens biopolitiske styring. Ansatser til en integreret analyse af på den ene side de politiske teknikker, hvormed staten varetager individernes naturlige liv, og på den anden side de subjektivitetsprocesser, som resulterer i, at individet forbinder sig til sin egen identitet, finder Agamben hos Debord. xi Koloniseringen af hverdagen, hvor endnu uudnyttede områder af det menneskelige liv er blevet invaderet, skal forstås som en form for indre besættelse eller sterilisering, der hænger sammen med og er den anden side af den ‘ydre’ bevægelse, der tidligere gik under navne som kolonialisme eller imperialisme, men som vi nu kalder globalisering. Ligesom kapitalen havde behov for geografisk ekspansion og udbytning af ‘den tredje verden’, så har den behov for, at staten bliver dybere og dybere involveret i en konstant, ofte televisuel instrumentering af forbrugernes lydighed. I forlængelse af Sartre, men især Lefebvre konciperede Debord hverdagen som en sammenføjning og udvidelse af Marxs konsumsfære og Heideggers Alltäglichkeit (Daseins inautentiske eksistens) med forestillingen om det levede, le vécu. xii Med forestillingen om hverdagen fik Debord fat i det, som de traditionelle politiske kategorier ikke kunne se, og som ikke hørte hjemme i de kollektive erfaringers instituerede former. I hverdagens betydningsløshed erfaredes tiden selv, en umådelig tid der potentielt åbnede op for begivenhedens pludselige indtrængen. Hverdagen er således et sted for modstand, en revolutionær ressource, men det er samtidig det betydningsløse, kedsomhed og repetition. Hverdagen er tvetydig, splittet mellem den kapitalistiske produktions lineære og akkumulative tid og en mere ‘oprindelig’, cyklisk tid, den er på den ene side leg og kærlighed, og på den anden side gennemtrængt af en skjult, men undertrykkende kedsomhed. Debord og situationisterne registrerede, hvorledes skuespilsamfundet administrerer hverdagslivet på en særlig måde og forvandler det til hvad situationisterne kaldte overlevelse, survécu, der er det modsatte af livet, dvs. fraværet af liv, leg og poesi. Denne forestilling om hverdagslivets flertydige fremtræden, både modstand og modtagelighed (i betydningen påvirkning 5
Page 1 and 2: Det postdemokratiske skuespilsamfun
Page 3: 1970’erne, i særdeleshed i Stanz
Page 7 and 8: engageret i et sådant projekt, hvo
Page 9 and 10: er indfoldet hos Agamben (og for s
Page 11 and 12: Ohrt, Roberto (1990): Phantom Avant
Page 13 and 14: v Som skrevet har Agamben været en
Page 15 and 16: xiv Som det fremgår af referencen
Page 17: xviii Selvom det er at forcere ting

Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?