Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

politiske relation er ikke tilhørsforholdet, men eksklusionen, hvor et liv udvises fra byen. Det er
suverænen, som bestemmer hvilket liv, som skal udsættes for eksklusionen. Liv og suverænitet er
således forbundne: suveræniteten er ikke blot en historisk bestemt politisk autoritet, men er derimod
politikkens essens, mens biopolitikken er politikkens oprindelige form. “[I]nklusionen af det nøgne liv
i den politiske sfære udgør den suveræne magts oprindelige – om end skjulte – kerne. [...] [P]
roduktionen af en biopolitisk krop er den suveræne magts oprindelige aktivitet”. (Agamben 1995: 9).
Ifølge Agamben er moderniteten kendetegnet ved, at det nøgne liv, det liv som blot eksisterer og ikke
er et ‘virkeligt’ liv, i hidtil uset grad indskrives i statsmagtens mekanismer, at det udsættes for
biopolitisk registrering eller tatovering. Dette skete i de totalitære regimer, hvor nazisterne forvandlede
jøderne til et biologisk materiale, de kunne aflive, men det sker også i nutidens demokratier, hvor
statsmagtens voksende politiske og juridiske kontrol nu griber ind i det nøgne liv, som det kommer til
udtryk i spørgsmål om abort, kunstig befrugtning, hjernedødskriteriet, administration af DNAmateriale,
etc. Fra Habeas Corpus over nazismens racelov til The Patriot Act indført af USA i
kølvandet på den 11. september er individets krop blevet objekt for den politiske suverænitet og er
blevet placeret i en undtagelsestilstand. Ifølge Agamben er den vigtigste samtidige politiske
begivenhed, netop at undtagelsestilstanden, der ‘oprindeligt’ var noget ekstraordinært, der blot skulle
have gyldighed for en kortere periode, er blevet den dominerende regeringsmåde for de vestlige
nationer. Analysen af denne historiske udvikling, hvor de vestlige nationalstaters parlamentariske
demokratier viser sig at have totalitære fristelser indbygget i sig, foretager Agamben på baggrund af en
filosofisk analyse af forholdet mellem lov og fraværet af lov, i hvilken han blotlægger dette
ekstrajuridiske og tomme rums konstitutive forhold til det juridiske system. Gennem sin analyse af
undtagelsestilstanden som paradigme, som historisk struktur kortlægger Agamben et dobbeltsystem i
demokratiet af lov og fraværet af lov, ledelse gennem lov og ledelse gennem styring.
Interessen for det politiske og for samtidens politiske begivenheder er relativt sent dukket op
som et væsentligt tema i Giorgio Agambens filosofi. Efter at have haft en ‘surrealistisk’ fortid med
oversættelser af forfattere som André Breton, Louis Aragon og Alfred Jarry beskæftigede Agamben sig
i en årrække gennem eksegetiske analyser af særligt Benjamin og Heidegger med forholdet mellem
litteratur og filosofi, og mellem sprog og stemme. Det var først i slutningen af 1980’erne og
begyndelsen af 1990’erne, at Agamben konfronteret med begivenheder som murens fald og den anden
golfkrig begyndte direkte at adressere spørgsmålet om det politiske og analysere udviklingen i
forholdet mellem politik, økonomi og jura med særlig opmærksomhed på statens biopolitiske
organisering af menneskers liv. i
Spørgsmålet om forbindelsen mellem den politiske suverænitet og livet introduceres for alvor
første gang i den allerede omtalte bog La comunità che viene fra 1990 og er foreløbigt kulmineret med
Homo sacer-projektet, der, når det er afsluttet, vil indbefatte fire bøger, der kortlægger forholdet
mellem suverænitet og eksklusion gennem detaljerede og provokerende læsninger af fænomener som
antik romersk ret, nazismens udryddelse af jøderne, de vestlige nationers aktuelle flygtningepolitik og
krigen mod terrorisme. Agamben trækker i dette arbejde især på filosoffer og tænkere som Walter
Benjamin, Michel Foucault, Hannah Arendt og Carl Schmitt, der på hver deres måde har analyseret
politikkens forvandling til biopolitik. Det forhold at livet som biologisk fænomen bliver objekt for
statens aktioner, som det skete i det nazistiske regimes koncentrationslejre, hvor jøder efter at være
blevet blev ‘afnationaliseret’ og tømt for alle juridiske rettigheder blev gasset, og som det aktuelt sker
på den amerikanske militærbase Guantánamo, hvor mennesker tilbageholdes uden juridisk status og
derfor er underkastet magten i dens mest rå form. Men Agamben trækker ikke blot veksler på de
nævnte (politiske) filosoffer, han trækker også veksler på Debord, der takket være en skånselsløs kritik
af de spektakulære markedssamfunds totalitære tendenser, spiller en mindre tydelig, men ikke desto
mindre væsentlig rolle i analysen af den postdemokratiske stats degeneration og undtagelsestilstandens
generalisering.
Analysen af undtagelsestilstanden har Agamben altså beskæftiget sig med mere eller mindre
uafbrudt siden begyndelsen af 1990’erne, og det er muligt – om ikke andet analytisk – at se hans
forfatterskab som delt i en første fase af mere kunst- og litteraturteoretisk karakter og en anden fase,
hvor det er analysen af politisk suverænitet og undtagelsestilstand, der er i centrum. Det er dog muligt
at finde frøene til de senere politiske analyser i Agambens forfatterskab i en række af hans skrifter fra
2