Det postdemokratiske skuespilsamfund, biopolitik ... - Dokumentar.no

fattigt i en økonomisk forstand, men i den (metafysiske) forstand at det er blevet frataget alt. At være
fattig er ifølge Agamben en tilstand, hvor man er fremmed for verden og sig selv, og netop derfor kan
den fattige, vedkommende som intet ejer, bruge alt hinsides enhver ret (jf. Agamben 2000: 47-50). xiv
Idet skuespillet tvinger mennesket til at tale og vælge en identitet, og biopolitikken presser på for at få
mennesket til at leve, synliggøres det, at en radikal utilstrækkelighed residerer nederst i den
menneskelige eksistens, at mennesket er denne afmagt, som indtil nu har været iklædt subjektivitetens
maske. Denne mangel, hvorfra det ikke er muligt at undslippe, er imidlertid, ifølge Agamben, den
ultimative mulighed, idet mennesket nu kommer til syne som et mellemled mellem det, det er, og det,
det ikke er. Mennesket er en passiv intermediær figur, der blot er vidne til sin egen desubjektivering.
Agamben bevæger sig her på grænsen mellem politik og etik, og en oprindelig etisk position
åbenbares, idet mennesket viser sig at være sin egen (u)mulighed, at mennesket ikke er og skal være
noget. “[D]en eneste etiske erfaring (som ikke kan være en opgave eller en subjektiv beslutning) er
erfaringen af at være (ens egen) potentialitet, at være (ens egen) mulighed, at vise i enhver form ens
egen ubestemmelighed [amorfia] og i enhver handling ens egen uaktualitet.” (Agamben 1990: 31). Som
offer for skuespillets forvisning fra dets boen i sproget og konfronteret med destruktionen af alle
traditioner, ideologier og overbevisninger bliver mennesket bevidst om, at det aldrig er, hvad det er, at
intet prædikat kan udtømme dets kraft, at ufuldstændighed er dets væremåde. Agamben forsøger at
tænke skuespillet som en mulighed, hvor modsætningen mellem individuel subjektivitet og løssluppen
(produktiv)kraft – som skuespillet i omvendt form eksponerer – hører op med at eksistere. Med
forestillingen om hvilken-som-helst-singulariteten og livs-formen leverer Agamben således et bidrag til
en postmoderne tænkning, der opbløder denne modsætning og ikke længere udtrykker multitudens
autopoetiske kraft som et spørgsmål om ekspropriation, fremmedgørelse eller et tab (en ejendom eller
identitet man kan miste). xv Hvis vi vender skuespillet på hovedet eller lever det fuldt ud, vil det, ifølge
Agamben, blive muligt at forbinde billede og krop, således at de ikke længere kan adskilles. Derved
åbner skuespillet op for en lykke, der nu ikke længere behøver tage form af besiddelse eller
herredømme, men er, når vi er noget andet end os selv.
Ligesom Debord trækker Agamben på forestillingen om, at modgiften findes ganske tæt på
giften. De dramatiserer begge erkendelsens udvikling som objektivering, dvs. som videnskab og teknik,
men uden at opfatte dette tab af oprindelighed som en ulempe, de ser det snarere som en mulighed. For
første gang er mennesket blevet fuldstændigt bevidst om sproget, det er blevet muligt for mennesket at
erfare dets egen eksproprierede lingvistiske essens. Mennesket er nu uden grundlag, er blot omgivet af
sproglige betegnelser og kan derfor tænke det fælles som denne eksproprierede tilstand i sproget.
Menneskets essens viser sig med andre ord at være manglen på essens, en ren eksponering og
disponibilitet. Den næsten triumferende verdenshistoriske kraft, hvor den historiske bevægelse
omlægges til en skeen, som pumper ud af Debords analyser og som Agamben ligeledes lægger for
dagen, har sin forankring i denne accept af fortiden og nutiden og i forestillingen om, at vareverdenen
bærer sin negation i sig i form af hos Debord proletariatet, og hos Agamben det værkløse menneske,
hvilken-som-helst-singulariteten [singolatità qualunque] xvi . Et menneske der aldrig konkret erfarer en
begivenhed, men som altid oplever verden gennem konventioner, regler og (over)lever i en helt
igennem symboliseret anden natur. Debords og Agambens beskrivelser af erfaringstabet, adskillelsen
og destruktionen af fællesskabet kan ikke undgå at tendere til momentvist at forvandle sig til en
nostalgisk svanesang, men, og det er essentielt, begge tænkere fastholder konsekvent, Agamben mere
end Debord, at adskillelsen er et ontologisk vilkår, at der således aldrig har eksisteret et veritabelt
fællesskab. Agamben adskiller sig her fra Debord, idet han tydeligere end Debord – der opretholder en
form for sociologisk kritik af den politiske økonomi – anbringer kritikken af separationen i
eksistensanalysen, altså i ontologien. Det er bl.a. derfor, han så at sige har frasorteret en del af de mere
‘sociologiske’ analyser, som Debord også fremsatte i bl.a. La Société du Spectacle. xvii Det betyder dog
ikke, at Agamben altid undgår at havne i den til tider bombastiske afvisning af verden, som ofte præger
Debords kolde og blanke skrifter. Agamben er nemlig langt fra fri for at flirte med forskellige
messianske motiver, han ikke blot henter inspiration fra til hos Debord, men også finder hos andre
inspirationskilder som Benjamin og Heidegger. Den ensrettede forfaldshistorie, som Debord kan
tendere til visse steder at folde ud for sin læser, holder Agamben sig således ikke for god til selv at
præsentere. xviii Det er imidlertid vigtigt at forstå den struktur, i hvilken denne ‘excessive essentialisme’
8