Bornholmske Samlinger - Bind 10 - 1916 - Bornholms Historiske ...

More documents

Recommendations

Info

Bornholmske Samlinger, Tiende Bind, Rønne 1916 78 Kroohamren var i Følge Loven i Amtmandens Værge, at denne havde at drage Omsorg for den fra tidligere Tid ilde medfarne Almindingskov, og at Brænde uden Skade kunde indkøbes hos Skippere i Rønne eller hos Skovejere i Rø. Koefoed afviste Amtmandens Indblanding i Sagen. "I Forstaaelse af, at Nødvendighed kunde fordre Uskaansomhed," foretog Thaarup og Rømer denne Gang den krævede Udvisning. Rømer søgte at afværge lignende Krav for Fremtiden ved at henvise til de bornholmske Kul S0111 Brændsel for Kristiansø. Det var ligeledes Thaarup, som efter sine Forhandlinger med Rentekamret 1808 kunde tilmelde Rømer det glædelige Budskab, "at det var Hans Majestæts Vilje, at Skovkulturen paa ingen Maade maatte standses under Krigen, og at de til sammes Drift nødvendige Penge skulde for Fremtiden strax vorde anviste af Amtet til Udbetaling." I Tillid hertil udbad Rømer d. 16. Avg. 1809 skriftligt hos Guvernør Rothe, med hvem han endnu aldrig havde talt, sig aarligt anvist "omkring 2000 Rigsdaler til Skovkultur efter Hans Majestæts Vilje". Rothe sluttede sig til Rømers Krav og indhentede Kongens Stadfæstelse af det tidligere givne Tilsagn. Senere Misstemning mod Thaarup bragte Rømer til ufortjent at give Rothe hele Æren; først fra 1809, efter Amtmandens Bortfjærnelse, regnede han,· at det "kun formedelst Krigen" blev ham muliggjort at tage Arbejdet i Almindingen op med Kraft. Denne personlige Misstemning havde sin Rod i hans Uvilje mod at være stillet under ukyndigt Tilsyn af BornhQlms Amtmand i rene Forstsager; den sugede tillige Næring i "Kort Oversigt over Bornholms Amt", et Skrift, 79 Thaarup lod trykke 1810, og i hvilket han satte Fingren paa, hvad der havde mødt ham som Lyder i Bornholmernes Fremtræden. Guvernør Rothe stillede store Krav til de smaa Rester af den gamle Skov. Alene til Kristiansø skovedes aarligt 300 til 600 Favne Brænde, mest af Eg. Ogsaa Bornholms egen Brændselstrang maatte dækkes, Militærets Bager Christian Gottlob Herold i Rønne skulde forlods forsynes. Til lige ydede Skoven Gavntræ til Undervogne for Militsens Kanoner. I Aarene 1809 og 10 til h uggedes stort Egetømmer til Bygningen af de fire Kanonjoller "Rønne", "Nexø", "Svanike" og "Allinge", til hvis Kølstokke "maatte opsøges og fældes de tvende sværeste og bedste Træer i hele Skoven; ikke et eneste saadant Træ er her tilbage," skrev Rømer. Fra Dag til Dag vaagede han ude i Skoven over Tømmermændenes Tilhugning af Baaddelene. Han og Bornholmerne havde den Glæde at se disse fire Kanonbaade staa kækt deres Prøve d. 25. Juli 1813, da de med deres glatte Lag i halvfjerde Times Kamp under Kapitajnlieutenant Hans Emanuel Wulff (1776-1857) jog en fjendIigt sindet svensk Orlogsbrig paa Flugt i Farvandet mellem Kristiansø og Svanike. Skønt Almindingens Fredning efter Kongens Bud især havde for øje Flaadens Forsyning med Egetømmer, er dette sikkert den eneste Gang, den danske Orlogsflaade har hentet Skibstømmer der. At Krigsaarene handlede uskaansomt med Skovr.n, gik Rømer haardt til Hjærte, men hindrede ham ikke i stadigt at henvende sig til Guvernør Rothe med fuld Tillid. Noget har hans Officersopdragelse lettet Samvirket imellem dem. Hans fortrolige Forhold til www.vang-hansen.dk
Bornholmske Samlinger, Tiende Bind, Rønne 1916 80 Rothe bundede dog langt dybere. De var paa visse Maader beslægtede i Sindelag, begge Fremdriftsmænd, Friluftsmennesker, helst fri af Embedskontorernes tidspildende Omsvøb og støvede Former. Raskt Haandelag var deres rette Spil. Dette lagde Grunden til, at Rømer vandt Rothes Øre og Rothe Rømers Hjærte. Carl Adolf R6the var knapt tre Aar ældre end Hans Rømer. Han havde udmærket sig i Slaget paa Rheden 1801 ved at redde sin Pram "Nyborg" med dens tyve Kanoner fra at tages af Fjenden; end mere d. 23. Marts 1808 ved sin Lod som Næstkommanderende i Linjeskibet "Prins Christian Frederik"s heltemodige Forsvar under Sjællands Odde. Haardt saaret i venstre Arm faldt han her i engelsk Fangenskab, udløstes deraf og sendtes d. 6. Sept. samme Aar som Underguvernør til Bornholm, til hvis Guvernør han udnævntes d. 8. December. Stridbare Mænd paa Bornholm, som paa andre Øer, greb let til Selvtægt og havde, som staaende i Militsen, deres Bøsse nær for Haanden. Selv Hans Rømer fik dette at mærke, endnu paa sine gamle Dage. Vakte en Mand deres Misnøje, "skod di ette ijn." Udtrykket viser, at det kun var ment som en grovkornet Advarsel; det vilde have været ren Vaade, om Skuddet havde ramt. Stim ord hørtes endnu sjældnere paa Bornholm, end andet Steds i Danmark. Da Øen 1812 truedes af Kornmangel, forbød Rothe al Brændevinsbrænding; mange Bornholmere saa heri en utaalelig Krænkelse af deres dyrebare Privilegier. Da nu Rothe en Aften red ud med sin Adjutant Peder Kofoed (1774-1842, Smørengegaard i Vestremarker), blev der skudt. "Der skydes paa 81 Guvernøren," meldte Adjutanten. "Sludder, Kofoed!", var Rothes Svar; "der er ingen, som skyder paa mig; det maa være Dem, der skydes paa." Ogsaa I. N. Madvig vidste at fortælle fra sin Barndom, at der ved en Mønstring skødes efter Rothe med Sten og en enkelt Ladestok ; denne gjorde ikke andet end at blive staaende foran Fronten og lade Skydeøvelsen gjentage et Par Gange. Alle Smaatterjer lod han uænsede. Han kendte den rette Maade at tage Bornholmerne paa og at vinde deres Hjærtelag; Trods Krigens bitre Nød staar der endnu i Mindet paa Bornholm en særlig Glans over Rothes Guvernementstid. For Hans Rømer blev den hans ihærdigste og gladeste Arbejdsaar. I mange Smaating fandt Rømer villigt Øre hos Rothe. For at sikre Bornholms Ammunitionslager mod Overrumpling fra Søsiden flyttedes det fra Rønne Kastel ind i Tømmermagasinet paa Gamleborg. Rømer saa dettes Mure, Bjælker og Loft give efter under den svære Vægt og fik den lempet. Paa Rytterknægten indrettedes en o'ptisk Telegraf; Rømer maatte 1813 bede Rothe om at forbyde Telegrafvagten at lægge sin Vej over de nyplantede Skovlodder. Ogsaa fik han sine Tørvegravere fritagne for militære Øvelser. Han lagde Guvernøren paa Sinde, at Brændekørslen burde standse Sankt Hans Aften og Dag, da "d. 23. Juni er hele den bornholmske Nations største og - længste Frihedsdag, det vil derfor vist ikke være glædeligt enten for Bønderne eller deres Karle at køre Brændeægt enten paa denne eller den paafølgende Dag." Kørslen til Gudhjem, hvorfra Brændet førtes i Baad til Kristiansø, var et trælsomt og kostbart Arbejde. www.vang-hansen.dk
Page 1 and 2: Bornholmske Samlinger, Tiende Bind,
Page 7: Bornholmske Samlinger, Tiende Bind,

Bornholmske Samlinger - Bind 10 - 1916 - Bornholms Historiske ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?