Bornholmske Samlinger - Bind 10 - 1916 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, Tiende Bind, Rønne 1916
98
om, at han bortførte hende fra hendes Hjem, er,
maa staa hen. Den kan stemme med, at Rømer ikke
var fremmed for romantiske Stemninger, "Enthusiast"
kalder han sig selv; dertil skal han have været en
indtagende smuk Mand, der som ældre slaaende lignede
Thorvaldsen ; kun skæmmede en Svulst midt i
Panden ham noget. At Ægteskapet med denne afskedigede
Sekondlieutenant ind paa et tarveligt Udbyggerhus
paa Aaker Lyng lidet stemte med standsmæsige
Ønsker hos Brudens Slægt, turde være sandt.
Hun var født d. 27. Juni 1179 (altsaa lige fyldt 25
Aar), Datter af den tidligt døde Ejer af Maglegaard
i østre marker Sogn Claus Kofoed (1757 -84) og
hans n u efterlevende Enke Kirstine Gregersen, der
var barnefødt paa Gyllensgaard og havde givet sine
to Døtre en Stiffader i Peder Thorsen, vist nok en
Lensgaardssøn. De nævnte tre Gaarde hørte til Bornholms
største Landejendomme i det frugtbare østland,
mod hvilke Eskeviske var at regne for en Visk.
Dette Ægteskab bragte Lykken til Huse paa Rømersdal.
Der fødtes to Børn, i Maj 1805 Datteren
Claudine Christine, som efter en tidlig Død begravedes
ved Aa Kirke d. 24. Sept. 1806, og d. 18. Nov.
1808 Sønnen Georg Albrekt Kofoed Rømer, som fik
sine Navne efter Bornholms nys afdøde første Guvernør.
Omflytningen fra Østlandets sollyse, luftige
Vidder til den vinter klamme, indestængte Klippedal
synes i de første Aar at have indvirket paa Hustruens
Helsen. "Jeg har det godt," skrev Rømer 1813,
"selv befinder jeg mig saa temmelig vel, har en svag
Kone og en lille rask Dreng." Det gik dog fremad.
En ung Forstkandidat Jakob Vilhelm Boberg (1792-
1824), h'vem han gav det ham selv særtegnende
99
Vidnesbyrd, at han "ved Forstvæsnet her hos mig
har udført alt med den Orden og Raskhed, der efter
min Overbevisning udmærker den sande praktiske
Forstmand," kunde han 1815 fortælle: "Jeg skal hilse
fra min Kone og lille Horra, og jeg og min Kone
tilføje det Ønske: at De, Højstærede!, en Gang i
det Huslige maa blive saa lykkelig som jeg."
De gamle Eskeviskelænger blev "efter tolv Aars
Usselhed" Rømer for trange. Her maatte hygges og
bygges. Umiddelbart Sydøst for dem rejste han i
Aarene 1811 til 13 sit nye Rømersdal. Som det
stod hans Levetid ud, gav det et Billed af den knappe
Nøjsomhed, hvori han følte sig hjemme. Det ni Fags
Stuehus mod Syd var Bindingsværk med usædvanligt
svært Egetømmer; men Vægtavlerne var opførte
af Raasten, gjennem hvilke al Væde trængte, saa at
de maatte bødes ideligt med paaklinet Ler og var
langt slettere og svagere end ægte, paa sammenbundne
Enestaver lerklinede Vægge. Der var Kælder
under fem Fag; Vand fra Haven og fra Bakken mod
Syd trængte ind gjennem Kældermuren ; Bræddegulvene,
som aldrig blev fornyede i Rømers Dage,
blev hurtigt tyndslidte, opmuskede og lige som Dørene
rottehullede. Dørene og Vinduerne var umalede.
Stuehuset rummede Forstue, fem Værelser, Køkken
og Skorsten, havde femten Fag Vind uer, Straatag og
Bræddegavle. Rømers Stolthed var den mægtige
østre Ladelænge, 60 Alen lang og 13 Alen bred,
opført helt af Kampestens Grundmur med Straatag;
den toges til Byggemønster af nogle Aakerbønder.
Den staar endnu uændret i Ydre; men senere Tiders
Skovridere have været mindre glade for den. De
svære Kampestens Mure ere nemlig satte ene i Ler,
7*
www.vang-hansen.dk