Bornholmske Samlinger - Bind 10 - 1916 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, Tiende Bind, Rønne 1916
134
Følelser for Overførster Paulsen: "Jeg havde den
Lykke, flere Gange at tale med og at være til Taffel
med Hans Højhed, der endog tilbragte en Nat i min
Hytte. Paa en Tur til Hest, som varede i fire til
fem Timer, besaa Prinsen d. 22. Juli hver Krog i
Almindingskoven. Den Tilfredshed Hans Højhed
ytrede med alt, hvad jeg her har udført, gjorde
mig - maalløs, men saa lykkelig, som jeg i mit
Liv kun denne ene Gang har været. Prinsen har
tilladt, at en paa det forhen saakaldte Søndre Jomfrubjerg,
nu Christianshøj, i Anledning af en Folkefest
opført Pavillon maa blive staaende, og at den maa
bære Navnet: Prins Christians Minde. Man har da
besluttet at give dette Hus mere Varighed, hvilket
jeg giver mig den Ære herved pligtskyldigst at melde.
Heller ikke bør jeg undlade at sige peres Højvelbaarenhed,
at Hans Højhed før Afrejsen skænkede
mig en Gulddaase og min Kone sit Portræt."
Atter dette Prinsebesøg skaffede Rømer nyt Arbejde.
Ha'n vaagede over Tilhugningen og Rejsningen
af den henved syv Metre høje, firkantede
Granitstøtte, som Bornholmerne satte paa Kristianshøj
til Minde om Besøget; Kancelliraad Lohmann
udkastede Tegningen til den, Rektor P. G. Bohr
forfattede Indskriften, og Stenhugger Løppelmann
tildannede den af selve Jomfrubjergets Granit. Paa
egen Bekostning byggede Rømer samme Steds den
grundmurede Pavillon, i hvilken vel de fleste af os
Bornholmere have tilbragt lykkelige Timer som AImindingsgæster
omkring det sulrige Familjebord.
Begge indviedes de paa Prinsens høje Fødselsdag,
d. 18. Sept. 1825, under stor Fest med Kanonsalut,
mens alle Bornholms Kirkeklokker kimede en Time
l
135
igjennem. I Følge Kongens Resolution af 1. Marts
1837 købte Staten denne Pavillon af Rømers Enke
for dens Vurderingssum 854 Rigsbankdaler. Den
smykkedes med oljemalede Billeder af Frederik den
Sjette og hans Forfædre paa den danske Trone og
aabnedes gæstfrit for alle honnette Lystvandrere i
den Kongelige Almindingskov.
Storalmindingen.
Den elskede Almindingskov tryllebandt Hans
Rømer. Selv til en Rejse til Rønne fandt han sjældent
Tid. "Jeg sætter mig stedse for at rejse til
Rønne, men Gud ved, naar det sker", skrev han 1815.
End mere fjærnt laa ham enhver Tanke om en
Københavnsrejse ; 1817 skrev han til Botanikeren
Hornemann: "Den Lykke at se vor gode Konge vil
uden Tvivl ej mere falde i min Lod. De, Hr. Professor!,
nyder uden Tvivl ofte denne Lykke, og Deres
Højvelbaarenhed kunde maaske en Gang sige Kongen,
at Holtsførsteren paa Bornholm fortjener Hans
Majestæts Naade. Hvem ved, hvad det kunde være
godt for?"; og 1819 til Forstinspektør Schatfer:
"Hvad skulde jeg i København? Virkelige Udmærkelser
for virkelige Bornholmeres Fortjenester af
deres Fødeland har man vel ingen."
Rømers fulde Arbejde er lagt ind j Almindingskoven;
han og den ville for stedse være et. Hans
Mangel paa Sans for Samarbejde med andre gjorde
hans mangfoldige Tanker om Fremme af Bornholms
Udvikling paa andre Omraader dødfødte. Denne
Mangel hos ham træder tyCleligt frem deri, at uden
www.vang-hansen.dk