Bornholmske Samlinger - Bind 10 - 1916 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, Tiende Bind, Rønne 1916
132
nogen Slags Arbejde eller uanmeldt at krybe over
Hegnet og lig Spioner at liste sig omkring i Skoven
og Plantagerne her. Saa meget det i øvrigt glæder
mig, at Lystrejser til Almindingskoven ere i den
senere Tid blevet de kæreste Sommerforlystelser for
Landets bedste Familjer, saa ondt gjør det mig ved
Hr. Kancelliraad Jespersens Adfærd at være sat i den
Nødvendighed, herved at bede om en passende Indskrænkning
i denne ellers i sig selv aldeles uskyldige
Lystvandren af honnette Mennesker i den Kongelige
Almindingskov. " Forstvæsnet gåv Rømer et
meget kraftigt Paabud til at hindre sligt, hvori Amtmand
Christian Jespersen havde at yde ham Støtte.
Gjennem Oldforskeren C. J. Thomsen udvirkede
Rømer, at Danske Kancelli d. 24. Nov. 1821 fredlyste
sammen med Ruinerne af Lille- og Gamle borg
ogsaa de tre Rokkesten, da den kongelige Oldsagskommission
havde erfaret, at man, ledet af en
ugrundet og falsk Tanke om, at de skulde bevæge
sig paa Ædelsten, havde villet vælte dem for at
undersøge dette.
Trods dette fortælles der paa Bornholm, at det
lykkedes Peder Jespersen at vælte en Rokkesten,
"Munken" kaldet. Denne laa imidlertid urokkelig
omtrent midtvejs mellem den store og de to mindre
Rokkesten. Men af selve Rokkestenene gik de to
sidste hurtigt til Hvile. Prins Christian Frederik besøgte
Bornholm 1824; han indsaa rigtigt, at slige
svære Stenblokkes rokkende Leje skyldtes et lunefuldt
Spil af Naturkræfterne. Efter sin Rejse beskrev
han deres Forhold saaledes: den ene Sten laa saa
fast, som havde den aldrig givet sig af med at rokke,
den anden var væltet ud af sit Leje, og kun den
l
l
I
'I
133
tredje og største kunde endnu bringes til at rokke.
Dette kunde tyde paa, at Bornholmerne have løftet
en eller to af dem til Side for at kunne overrække
den folkekære Prins den ægte bornholmske Diamant,
over hvis uslideligt haarde Kant de troedes at rokke.
Langt senere, omkring Aar 1890, har endeligt ogsaa
den sidste, den store Rokkesten, lagt sig til urokkelig
Hvile.
Prins Christian Frederiks Besøg havde Rømer
imødeset uden stor Forventning. "Jeg var til Freds,
den hele Stads var forbi", havde han skrevet; "de
vidtløftigste af mine Skovanlæg falde ikke i øjnene,
da de smaa Træer for en stor Del endnu skjules af
den høje Lyng." Sammen med Kancelliraad Chr. G. D.
Lohmann (1785-1829) og Major Henning Pedersen
gik han dog .ivrigt i Gang med at smykke Skoven
med sindrige Anlæg og byggede en lille Træpavillon
paa Søndre Jomfrubjerg, hvor Folkefesten skulde
holdes d. 21. Juli 1824. Allerede Dagen forud ledsagede
Rømer Prinsen paa hans Vandring i Rø
Strandskov. D. 21. Juli Klokken 5 kom denne til
Almindingen, hvor "sikkert mere end 10000 Mennesker"
flokkedes om ham; efter dette Skøn skulde
det halve Bornholm være mødt frem. Sang, Tale,
Artilleriskud, Fyrværkeri vexlede med hverandre;
Forfriskninger og Vin bødes rundt. Til sidst gik
Dansen i Fakkelskin ; "uden Forskel dansede Hans
Højhed hele Natten med enhver." Den af Hyldest
og Dans trætte Prins søgte nogle Timers Søvn under
Rømersdals Straatag. Den følgende Dag førte Rømer
ham rundt i Skoven.
Greben af den Begejstringsbølge, der slog Prinsen
i Møde fra alle Bornholmerne, skildrede Rømer sine
www.vang-hansen.dk