Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

More documents

Recommendations

Info

22 Han tvang mig til det. Der var ikke noget valg, for han havde gevær og truede med at skyde. Det begyndte med, at min læge sendte mig til hospitalet på grund af diarré og feber. De behandlede mig ikke, for jeg havde ikke råd til at betale. - De tvang mig til at følge med. Ellers ville de dræbe mig, sagde de. De var en hel gruppe, og på et tidspunkt snakkede de om, at jeg ikke havde nogen mand, og der var en, der sagde: Jeg vil have hende, hun skal være min. I lejren fi k kvinderne hver anvist et sted at være, og her fandt rebellerne dem, når de om natten kom tilbage efter at have været i kamp. - Han tvang mig til det. Der var ikke noget valg, for han havde gevær og truede med at skyde, fortæller Zania, der efter fi re måneder blev løsladt igen i forbindelse med en våbenhvile. Hendes soldat gav hende to geder og noget mad. Da hun vendte tilbage til sin landsby, blev moderen overstrømmende glad, for ingen vidste, hvor Zania var ført hen, eller hvad der var sket. Først nu fi k hun at vide, at hendes far var blevet dræbt. Zania holder en længere pause, pudser næse, gnider de feberskinnende øjne og har tydeligvis svært ved at koncentrere sig. I spring fortæller hun om opholdet i hovedstaden, mens kampene rasede, og om hendes onkel i Bo, som hun senere fl yttede hen til. - Efter en måned blev jeg træt af at bo hos ham. Jeg skulle vaske, gøre rent og holde hus, og det fi k jeg nok af. Så jeg lejede mig ind et andet sted hos en anden mand, fortæller Zania, og det skinner igennem, at der bag hendes trætte og apatiske fremtoning gemmer sig en handlekraftig pige, som tidligere ikke var bange for at træffe beslutninger og stå på egne ben. Det har sygdommen imidlertid ændret. - Det begyndte med, at min læge sendte mig til hospitalet på grund af diarré og feber. De behandlede mig ikke, for jeg havde ikke råd til at betale. Derfor gik det fra slemt til værre; så meget, at nogle af mine bekendte moppede mig og spurgte, om jeg var ved at fl ytte ind i begravelsesforretningen, fortæller hun. Først senere fi k hun gratis behandling hos ’Læger uden grænser’, og det var også her, hun fi k taget en hiv-test. - De fortalte mig, at jeg havde aids. Jeg fi k ARV-medicin, og de fortalte om sygdommen, og hvordan den smittede. Jeg kan huske, at jeg græd og var vågen næsten hele natten. Jeg var fortvivlet og tænkte på alle de gange, hvor jeg havde været sammen med forskellige mænd. Men jeg vil ikke
tænke på det, for det gør ondt at få minderne frem, siger Zania og pudser næse endnu en gang. Alligevel fortæller hun lidt senere om sin faste kæreste i byen, som hun boede hos, og som alle andre var bange for. Og samtidig indrømmer hun, at hun havde andre kærester ved siden af. - Jeg løj for min kæreste og plejede også at gå ud med andre. De gav mig penge, så jeg kunne klare mig, fortæller Zania, der på det tidspunkt drak en hel del. - Der var ingen speciel grund til det. Da jeg var i bushen begyndte jeg både at drikke og ryge, og det fortsatte bare. Men nu er jeg for syg til at drikke, bekendtgør hun og viser med håndbevægelser, hvordan feberen, hævelsen og smerten plejer at komme fra benene, over maven og op til nakken og hovedet. I en plasticpose på bordet ligger ARV-medicinen, og aids-rådgiveren spørger hende, hvordan det går med at tage den. Svaret lyder ikke helt overbevisende. Medicinen giver hende nemlig bivirkninger, og nogle gange fristes hun til at springe dagens dosis over. Rådgiveren opmuntrer hende og indskærper vigtigheden af at fortsætte. - Vi har set nogle, som har haft det meget værre end dig. Du skal nok komme på benene igen, hvis du passer på dig selv, opmuntrer han. - Jeg beder blot til Gud om, at det ikke må være heksekraft, der har ramt mig, og jeg beder ham om, at han vil hjælpe mig, siger hun med et stille suk og pudser næse en sidste gang, inden hun træt af samtalen lægger sig til hvile igen. Jeg plejede også at gå ud med andre. De gav mig penge, så jeg kunne klare mig. Jeg beder blot til Gud om, at det ikke må være heksekraft, der har ramt mig. 23
Page 3 and 4: Sår på sjælen - virus i blodet A
Page 5 and 6: Indholdsfortegnelse Sår på sjæle
Page 7: Sår på sjælen Man skal ikke ret
Page 10 and 11: 10 Omrejsende helbredere kan sprede
Page 12 and 13: 12 - Det varer kun et øjeblik, for
Page 14 and 15: 14 Aids-rådgiver Janice Faijue-Gon
Page 16 and 17: 16 Mariam rådgiver andre om aids,
Page 18 and 19: 18 - Det var en utrolig stor lettel
Page 20 and 21: 20 Zania blev taget til fange af re
Page 24 and 25: 24 - Vi står med en hel befolkning
Page 26 and 27: 26 Skoler og hospitaler blev sat ud
Page 28 and 29: 28 Sumon Kuholo blev skudt i benet
Page 30 and 31: 30 Bagefter brændte de ham på et
Page 32 and 33: 32 Mrs. Miller er kirkens første f
Page 34 and 35: 34 Det er vigtigt, at folk fi nder
Page 36 and 37: 36 Til at begynde med isolerede de
Page 38 and 39: 38 Beatrice Doe (til venstre) blev
Page 40 and 41: 40 Det er ikke aids, folk dør af,
Page 42 and 43: 42 På den internationale aids-dag
Page 44 and 45: 44 Folk kommer og snakker med mig i
Page 46 and 47: 46 De udfordringer, som aids-arbejd
Page 48 and 49: 48 Præsidenter havde tradition for
Page 50 and 51: 50 Oprørsgrupperne plejede at rykk
Page 52 and 53: 52 I lighed med Taylor rekrutterede
Page 54 and 55: 54 Igen blev Monrovia skueplads for
Page 56 and 57: 56 Steve Korvah glæder sig over, a
Page 58 and 59: 58 Nu bruger zoes ikke længere den
Page 60 and 61: 60 Akoi Saygbeh kender medicinmænd
Page 62 and 63: 62 Som mellemmand var det min opgav
Page 64 and 65: 64 Holdninger til hiv-smittede I Si
Page 67 and 68: - Han låste mig inde i huset. Jeg
Page 69 and 70: Kampen mod aids i bushen Hospitalet
Page 71 and 72: få vejledning om ernæring fra jor
Page 73 and 74:
Brød tavsheden Hendes hænder ryst
Page 75 and 76:
Der blev sat ansigt på sygdommen,
Page 77 and 78:
Hun husker politibetjenten, hun mø
Page 79:
Info Sudanmissionen og Dansk Ethiop
show all

Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?