Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

- Han låste mig inde i huset. Jeg var som hans kone, og han tvang mig, selv
om jeg græd og bad om at slippe fri, fortæller Mami, der først slap fri af sit
fangenskab efter et par måneder.
Hun fandt vej til sin familie i hovedstaden, men fortalte dem ikke om overgrebene.
I stedet bar hun alene på ydmygelsen. Først da sygdom senere fi k
hende til at opsøge en læge, fandt hun ud af, at hun også bar på kønssygdom
og hiv-smitte. Og hun er ikke i tvivl om, hvor hun har fået det.
- Det er soldatens skyld, for det var første gang, jeg havde sex, siger hun og
fortæller, hvordan overgrebet også på andre måder påvirker hende.
- Oprørsstyrkerne, som fangede mig, bar røde T-shirts og pandebånd. Når
jeg ser en rød T-shirt på gaden i dag, begynder mit hjerte med det samme
at hamre hårdt, slutter hun.
Gepe ved ikke præcis, hvor gammel hun er, men begivenhederne under
krigen husker hun kun alt for tydeligt.
- Vi gik til fods i mange dage, og jeg var gravid. Der kom soldater, som
omringede os. De bandt mig, og jeg blev tvunget til at se på, hvordan de
dræbte min mor. Bagefter voldtog de mig. To af soldaterne. Før de lod mig
gå. Og min baby døde, fortæller hun.
Gepes far blev også dræbt i krigen, og selv om hun prøver at tilgive, løber
hendes følelser et øjeblik af med hende.
- Jeg hader soldaterne, lyder det kort.
Bortset fra en kusine delte hun ikke sine oplevelser med andre. Kun til aidsrådgiveren
i fl ygtningelejren senere, da det viste sig, at hun var hiv-smittet.
- Jeg kan stadig drømme om det om natten, og når jeg vågner, græder jeg,
fortæller Gepe.
I modsætning til mange andre kvinder i samme situation kan hun imidlertid
glæde sig over, at hendes mand har accepteret hende på trods af smitte og
overgreb.
- Han ved det hele, men han siger, at der skete mange grimme ting under
krigen, og at det ikke var min skyld, siger Gepe og giver udtryk for, at hun nu
er ved at lægge oplevelserne bag sig og kan glæde sig over livet igen.
67