Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

det tidspunkt ikke var nogen i befolkningen, der anede noget om aids, kom
der selvfølgelig heller ingen til test eller samtale på det aids-kontor, som vi
åbnede. Desuden gjorde borgerkrigen arbejdet vanskeligt, for mange folk
fl ygtede eller fl yttede hid og did. Så til at begynde med sad jeg her på
kontoret som den eneste aids-rådgiver i hele Monrovia-området, og ingen
kendte hverken til aids eller til mig, husker Mrs. Miller.
Det skulle imidlertid snart vise sig, at det var en handlekraftig kvinde, der
var blevet ansat, og når bjerget ikke vil komme til Muhammed, måtte Muhammed
komme til bjerget. I stedet for at sidde og trille tommelfi ngre på
kontoret, begyndte hun at overveje, hvordan man på andre måder kunne få
spredt oplysning om aids til befolkningen.
- Jeg begyndte at besøge markedspladser og klinikker for at fortælle om hiv
og aids. Jeg fi k også fat i en liste over alle skolerne i området og skrev et
brev til skolelederne, hvor jeg sammen med frivillige medarbejdere tilbød
at komme ud og oplyse om sygdommen. Alle modtog os godt. Der var ikke
mange, der sagde os imod eller havde indvendinger. Folk var helt blanke og
vidste ikke noget om sygdommen. Heller ikke selv om der på det tidspunkt
begyndte at være fl ere og fl ere, der blev syge og døde, fortæller Mrs. Miller.
I løbet af 2002 oplevede aids-rådgiveren kun to personer, som tog skridtet
til at få taget en hiv-test. Den ene af dem var positiv, og nu stod Mrs. Miller
for første gang i den situation, at hun skulle overbringe det sørgelige budskab.
Hun husker det stadig, som var det i går.
- Jeg skulle mødes med klienten næste dag. Jeg sov ikke hele natten, men
lå og spekulerede på, hvordan jeg skulle få fortalt hende resultatet, og
hvordan hun ville reagere. Jeg var meget nervøs for at møde hende, for hun
var en køn yngre kvinde, og hvordan ville hun reagere, når hun fi k at vide,
at hun var hiv-positiv? Ville hun i det hele taget tro det? Jeg forestillede
mig endda, at hun måske ville springe på mig og beskylde mig for at lyve,
fortæller Mrs. Miller.
Kvinden reagerede på samme måde, som utallige andre besøgende på aidskontoret
også senere har gjort. Hun græd og græd, og spurgte sig selv og
rådgiveren, hvad hun skulle stille op, når sygdommen ikke kunne helbredes.
Samtidig frygtede hun folks reaktion, at de ville tro, hun var et dårligt menneske,
som havde været i seng med mange forskellige mænd, selv om det
ikke var tilfældet.
Til at begynde med sad jeg her
på kontoret som den eneste aidsrådgiver
i hele Monrovia-området,
og ingen kendte hverken til aids
eller til mig.
Jeg sov ikke hele natten, men lå
og spekulerede på, hvordan jeg
skulle få fortalt hende resultatet,
og hvordan hun ville reagere.
33