Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

74
Hun genkalder sig deres smil,
deres tårer, deres gensynsglæde
og taknemmelighed, da hun pludselig
dukker op efter fem lange
år.
De levede med symptomerne,
smerterne, usikkerheden og angsten
for en snarlig død.
til forældrene, når hun mødte andre liberianske fl ygtninge. I fem år havde
hun levet med uvisheden om deres skæbne, og det havde tynget hende.
Der var da også fl ere, som mente, at det måske var savnet af familien, der
havde gjort hende syg. For syg var hun, da hun sammen med andre hjemvendte
fl ygtninge endelig en dag sejlede ind i havnen i Monrovia. Her fandt
hun en kusine, som fortalte, at familien boede i udkanten af hovedstaden.
Igen dvæler hun lidt ved billedet af forældrene. Hun genkalder sig deres
smil, deres tårer, deres gensynsglæde og taknemmelighed, da hun pludselig
dukker op efter fem lange år. Samtidig klemmer det i brystet ved tanken
om, at de få trin op til talerstolen på podiet ikke bare er uigenkaldelige
skridt for hende selv, men også vil ramme hendes forældre. På konferencen
er der mange kirkefolk, også fra den lutherske kirke, som hendes far er engageret
i som leder. Og i Liberia løber rygterne stærkt – også blandt kirkens
folk. Hun har ikke fortalt dem noget på forhånd, har ikke rådspurgt andre
end Gud.
De var to, der mødte op for at sætte ansigt på sygdommen. Hvordan kan
man bekæmpe en sygdom, som er usynlig? Der kan advares og undervises
nok så meget i medierne, men hvis ingen lider af sygdommen, hvorfor
skulle man så tage den alvorligt? Og fi ndes den så i det hele taget?
De to var ikke i tvivl. De levede med symptomerne, smerterne, usikkerheden
og angsten for en snarlig død. Og de gennemlevede det i al hemmelighed.
Indtil nu var ingen hiv-smittet trådt offentligt frem i Liberia, men
FN’s nationale aids-konference var en anledning. Så medarbejdere fra Det
Nationale Aids Kontrol-Program søgte frivillige, og de var som sagt to, der
mødte op for at høre nærmere. Den anden sprang af forskellige grunde fra,
så i dag sad hun der helt alene. Men hun havde besluttet sig.
Hun huskede stadig ordvekslingen på Aids-Programmets kontor, da hun gav
besked to dage før konferencen.
”Er du nu sikker?”
”….Ja, jeg er sikker!”
” Er du nu helt sikker?
”…Ja, jeg er helt sikker!”.
Og nu var det alvor. Hun sad her. Rystende, men parat. Det fi k hende til at
tænke på, hvor lang tid, hun havde tilbage af sit liv. Det spørgsmål var blevet
mere og mere nærgående, siden hun fi k diagnosen stillet. Lægen havde
taget en blodprøve uden at fortælle hende, at det var en aids-test, han fore-