Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

Hun husker politibetjenten, hun mødte senere, og som skaffede hende et
værelse og gav hende penge til at gå på markedet for. Så mange endda,
at hun i al hemmelighed kunne lægge noget til side til hjemrejsen senere.
Han var gavmild og hjalp hende også med at betale for hospitalsbesøg og
medicin - til trods for, at han både skulle forsørge kone og børn samt en
elskerinde yderligere foruden hende selv. Det var sådan, hun klarede sig.
Om betjenten til gengæld ville have accepteret, at hun samtidig havde en
affære med hans svoger. For hun fortalte ham det aldrig.
Nu er det imidlertid sandhedens time. Klokken er blevet halv to den 17.
oktober 2002. Hun tager en dyb indånding, da hun hører sit navn blive
nævnt i præsentationen. Så samler Kpannah Jallah sine papirer sammen
med rystende hænder og rejser sig for at gå på talerstolen.
Som den første i Liberia træder hun offentligt frem og fortæller om sin status
som hiv-smittet. Tavsheden er brudt!
På grund af uvidenhed
I dag ryster Kpannah Jallah ikke længere på hænderne, når hun står over for
en stor forsamling og fortæller om sit liv som hiv-smittet. Nu er hun vant til
det, og åbenheden og omtalen har givet hende styrke.
- I dag er jeg ligeglad med, hvad folk mener om mig. På den måde hjalp
det mig. Jeg har nogle af mine hiv-venner, som skjuler sig og holder sig indendøre
i deres hus af angst for at blive udstillet eller udstødt. Jeg plejer at
sige til dem, at som smittet bliver du nødt til at tage del i kampen. Hvis de
gemmer sig, ender de med at få en skyggetilværelse, siger Kpannah Jallah,
der i dag er leder af organisationen Light Association i Liberia.
Det er en organisation, som blev skabt, efter hun brød tavsheden, og som
er fortaler for hiv-smittedes rettigheder.
Med sig selv i stormens øje har Kpannah Jallah desuden lært meget om
betydningen af god rådgivning. Især hvis man som smittet ønsker at bryde
tavsheden. Så er det vigtigt at drøfte konsekvenserne.
- Min familie reagerede ved at gå ud af deres gode skind. Overalt, hvor
min far kom, pegede folk fi ngre og snakkede om, at det var hans datter, de
havde hørt om i radioen, og som spredte aids-virus. Også min mor snakkede
de om, når hun passerede andre på gaden, og for mine søstre var det simpelthen
bare for hårdt at holde til, fortæller hun om sin families reaktion,
Hun efterhånden mere fi k status
af en slave, der blev udnyttet og
måtte klare alt familiens husarbejde
fra tidlig morgen til sen aften.
Det var sådan, hun klarede sig, og
hun accepterede vilkårene.
Åbenheden og omtalen har givet
hende styrke.
77