Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

76
Den eneste viden, hun selv havde
på det tidspunkt, var, at man
tørrede ud og døde i løbet af tre
år.
Hun mindes, hvordan hun i perioder
havde det godt, mens hun
i andre perioder røg ud og ind af
hospitalet.
tog. Og han gav ikke resultatet til hende selv, men havde i stedet spurgt, om
hun havde en i familien, som hun stolede på. Så det var endt med, at det var
hendes sygeplejestuderende kusine, der satte navn på sygdommen.
Den eneste viden, hun selv havde på det tidspunkt, var, at man tørrede ud
og døde i løbet af tre år. Hun havde altså forstået, at diagnosen var en dødsdom,
men alt havde været så uvirkeligt. Først ved en gentagen kontroltest
havde hun snakket med en af hospitalets rådgivere, som havde forklaret,
hvordan smitten spredtes, og hvad hun kunne gøre for at passe på sig selv.
Lige nu har hun det godt, men i Liberia er det ikke altid muligt at skaffe
medicin mod de sygdomme, der følger med et svækket immunforsvar.
Hendes tanker går igen tilbage til Guinea og det første udslæt på huden, der
kløede og sved. Hun mindes, hvordan hun i perioder havde det godt, mens
hun i andre perioder røg ud og ind af hospitalet.
Igen dukker forældrene op i tankerne. For hun sidder med en følelse af, at
sygdommen nærmest havde ventet på, at hun skulle genfi nde sin familie,
før den virkelig slog til. Da hun vendte hjem, begyndte hendes mave at løbe
konstant, hun kunne ikke spise noget og var i det hele taget i en tilstand,
som havde givet lægen begrundet mistanke om, hvad hun fejlede. Og stadig
ved forældrene ingenting. Så hendes beslutning i dag var også rettet
mod dem, for hvordan skal de kunne hjælpe hende, hvis ikke de kender
sandheden? Som det er nu, tror de jo, at paracetamol er tilstrækkeligt mod
hendes hovedpine og diarré. Så hun har brug for, at de ved besked.
Hun overvejer igen, hvad hun skal sige om lidt, på talerstolen. Hvor ærlig
kan hun være? Fristelsen til at opfi nde en uscreenet blodtransfusion i Guinea
ligger nær, men hun har aldrig fået blod. Hun er smittet af uvidenhed og
gennem de forhold, som hun levede i for at klare tilværelsen.
Hun husker den muslimske familie, hvor hun i tre år var kæreste med en af
sønnerne, men hvor hun efterhånden mere fi k status af en slave, der blev
udnyttet og måtte klare alt familiens husarbejde. Det var prisen for at få lov
at bo der. Hun mindes, hvordan hun havde planlagt fl ugten og stak af fra
byen en tidlig morgen, da moskeens højtalere havde kaldt de andre i huset
til bøn.