Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

En fl ygtning slår sig ned
Det var eftermiddag, da livet gik i stykker for Sumon Kuholo. Soldaterne
skød brutalt omkring sig, da de under borgerkrigen trængte ind i hendes
landsby i det nordlige Liberia. Hendes mand blev dræbt for øjnene af hende
selv og deres tre børn. En kugle ramte Sumon i benet, men det forhindrede
ikke oprørsstyrken i at binde og voldtage hende. Senere lykkedes det for
hende at fl ygte med sine børn til nabolandet Guinea og derfra til Liberias
hovedstad, Monrovia, hvor hun endte i en lejr for internt fordrevne.
Sumon boede i lejren med sine børn i en simpelt konstrueret lerhytte med
utæt tag. På det tidspunkt havde skæbnen slået endnu et skår i hendes liv,
for efter at være blevet alvorligt syg blev hun testet hiv-positiv.
- Jeg var meget nedtrykt og græd meget, men kirken havde en aids-rådgiver
i lejren, som hjalp og opmuntrede mig, fortæller hun.
I dag bor Sumon Kuholo stadig i en lerhytte, der ser skrøbelig ud, men nu
er den hendes egen. Den ligger i udkanten af Monrovia, og på et sumpet
stykke jord i nærheden dyrker hun grøntsager, som hun sælger på markedet.
- Da fl ygtningelejren blev opløst, og folk vendte hjem, besluttede jeg at
slå mig ned i nærheden af byen. Jeg var bange for at dø før tiden, hvis jeg
vendte hjem, fortæller hun med henvisning til, at hun ikke længere har
familie til at hjælpe sig, og at der i hendes hjemegn ikke er adgang til ARVmedicin.
- I lejren fi k vi lidt penge til genetablering, og jeg tjente også lidt ved at arbejde,
så derfor kunne jeg købe grunden og bygge et lille hus til os, fortæller
hun stolt og viser både det og grøntsagshaven frem. Hun viser også arret fra
skudsåret, men tænker ikke så meget tilbage på begivenhederne mere.
- Jeg er med i en støttegruppe med andre hiv-positive en gang om ugen, og
der snakker vi sammen. Det hjælper mig til ikke at føle mig alene. Alle kan
få aids, men hvis man bekymrer sig for meget, vil man dø før tiden, mener
Sumon Kuholo.
Hun har ikke fortalt andre, at hun er hiv-smittet, for hun er bange for deres
reaktioner. Børnene har hun dog fortalt det til. De er henholdsvis 9 og 14 år
Jeg var meget nedtrykt og græd
meget, men kirken havde en
aids-rådgiver i lejren, som hjalp
og opmuntrede mig.
Jeg er med i en støttegruppe med
andre hiv-positive, og der snakker
vi sammen. Det hjælper mig til
ikke at føle mig alene.
29