74 Hun genkalder sig deres smil, deres tårer, deres gensynsglæde og taknemmelighed, da hun pludselig dukker op efter fem lange år. De levede med symptomerne, smerterne, usikkerheden og angsten for en snarlig død. til forældrene, når hun mødte andre liberianske fl ygtninge. I fem år havde hun levet med uvisheden om deres skæbne, og det havde tynget hende. Der var da også fl ere, som mente, at det måske var savnet af familien, der havde gjort hende syg. For syg var hun, da hun sammen med andre hjemvendte fl ygtninge endelig en dag sejlede ind i havnen i Monrovia. Her fandt hun en kusine, som fortalte, at familien boede i udkanten af hovedstaden. Igen dvæler hun lidt ved billedet af forældrene. Hun genkalder sig deres smil, deres tårer, deres gensynsglæde og taknemmelighed, da hun pludselig dukker op efter fem lange år. Samtidig klemmer det i brystet ved tanken om, at de få trin op til talerstolen <strong>på</strong> podiet ikke bare er uigenkaldelige skridt for hende selv, men også vil ramme hendes forældre. På konferencen er der mange kirkefolk, også fra den lutherske kirke, som hendes far er engageret i som leder. Og i Liberia løber rygterne stærkt <strong>–</strong> også blandt kirkens folk. Hun har ikke fortalt dem noget <strong>på</strong> forhånd, har ikke rådspurgt andre end Gud. De var to, der mødte op for at sætte ansigt <strong>på</strong> sygdommen. Hvordan kan man bekæmpe en sygdom, som er usynlig? Der kan advares og undervises nok så meget i medierne, men hvis ingen lider af sygdommen, hvorfor skulle man så tage den alvorligt? Og fi ndes den så i det hele taget? De to var ikke i tvivl. De levede med symptomerne, smerterne, usikkerheden og angsten for en snarlig død. Og de gennemlevede det i al hemmelighed. Indtil nu var ingen hiv-smittet trådt offentligt frem i Liberia, men FN’s nationale aids-konference var en anledning. Så medarbejdere fra Det Nationale Aids Kontrol-Program søgte frivillige, og de var som sagt to, der mødte op for at høre nærmere. Den anden sprang af forskellige grunde fra, så i dag sad hun der helt alene. Men hun havde besluttet sig. Hun huskede stadig ordvekslingen <strong>på</strong> Aids-Programmets kontor, da hun gav besked to dage før konferencen. ”Er du nu sikker?” ”….Ja, jeg er sikker!” ” Er du nu helt sikker? ”…Ja, jeg er helt sikker!”. Og nu var det alvor. Hun sad her. Rystende, men parat. Det fi k hende til at tænke <strong>på</strong>, hvor lang tid, hun havde tilbage af sit liv. Det spørgsmål var blevet mere og mere nærgående, siden hun fi k diagnosen stillet. Lægen havde taget en blodprøve uden at fortælle hende, at det var en aids-test, han fore-
Der blev sat ansigt <strong>på</strong> sygdommen, da hiv-smittede Kpannah Jallah som den første trådte offentligt frem. I dag råder hun hivsmittede til at bryde fordommene og træde frem. 75