Download PDF - WebProof

For et år siden sendte afdelings-
sygeplejerske Maryann Norup
og en kollega en anmodning
til nærmeste ledelse om
at få deres årlige lønsamtale.
Svaret var nedslående:
”Hvor i overenskomsten står der, at I
har ret til det?”
Maryann Norup fandt bestemmelserne
frem og svarede dermed på
spørgsmålet, men siden har hun ikke
hørt ét ord om lønforhandling.
”Når vi konfronterer lederne med
kravet, mumler de noget om manglende
penge, men jeg ved, at alle overlæger
for nylig fik et fastholdelsestillæg,
så må der da også være penge til
os?” undrer Maryann Norup sig.
Hun giver ikke op, men synes bestemt,
det er besværligt at komme til
forhandlingsbordet.
Mere i lønposen, tak
Alle ledere har ellers fået retten til en
årlig lønforhandling med deres arbejdsgiver.
En lønforhandling, hvor
der kan forhandles om højere grundløn,
resultatløn eller måske andre goder
som ekstra pension eller uddannelse.
Arbejdsgiverne er informeret
om, at forhandlingsretten er delvist
uddelegeret, og de kan ikke afvise
kravet. Men det er op til den enkelte
at kræve lønsamtalen.
”De individuelle lønforhandlinger
er starten på en stille revolution, der
skal påpege, at lønsystemet ikke fungerer
for de ledende sygeplejersker i
dag,” forklarer Irene Hesselberg, formand
for Lederforeningen i DSR.
Hun slår fast, at det er ret hardcore
ledelse, der bliver bedrevet af sygeplejersker
i sundhedsvæsenet, og det til
en latterlig lille løn.
Det kan Maryann Norup skrive
under på. Hun har alene det ledelsesmæssige
ansvar for sin afdeling, fordi
hospitalet ikke har kunnet fastansætte
en overlæge, men det har ikke givet
ekstra i lønningsposen.
”Når man er leder, er der ingen
tillæg eller overarbejdsbetaling at
hente, så hvis jeg skal have en højere
løn, skal jeg selv kunne forhandle
mig til resultatløn eller en højere
grundløn. Nu har jeg alene haft ansvaret
for afdelingens drift i et år, så
jeg synes faktisk, jeg har gode argumenter
for en lønstigning,” siger
Maryann Norup.
Gør fælles front
At læger i lederjob tjener væsentligt
mere end deres sygeplejerskekolleger,
er en tilbagevendende problematik
for Irene Hesselberg:
”Det værste eksempel, jeg er stødt
på, var en overlæge i Sønderjylland,
der tjente 1,1 million mere om året
end den oversygeplejerske, han delte
ledelsesansvaret med. Og her skal sygeplejerskerne
altså rette ryggen og
kræve en større del af lønkagen! Ledelsesopgaven
er den samme, hvad
enten du er læge eller sygeplejerske af
uddannelse, så skal det også belønnes
mere ens,” slår Irene Hesselberg fast.
Da sygeplejerskerne udgør langt
den største ledelsesgruppe i sundhedsvæsenet,
bør det give magt, hvis
alle står hårdt på deres ret til individuel
lønforhandling.
”Man skal ikke give op. Det her er
første generation af individuel lønforhandling,
og det kræver lidt tilvænning,
men det er vejen til en højere
og mere retfærdig løn for os,” mener
Irene Hesselberg.
På Maryann Norups arbejdsplads
har tanken om fælles front ikke helt
bundfældet sig:
”Sidst var der mange af de andre
afdelingssygeplejersker, der ikke ville
være med til at bede om lønsamtale.
TEMA
Vi var to ledere, der sendte en anmodning,
men nu forsøger vi at påvirke de
andre til også at sende én,” fortæller
Maryann, der er leder-TR på sin arbejdsplads.
”Afdelingssygeplejerskerne har
brugt foreningens elektroniske logbog
til at dokumentere deres resultater,
og til næste møde skal vi tale om,
hvad vi hver især kan holde lønsamtale
på. Og så håber jeg, alle vil sende
en anmodning.”
Pralelister virker
Og det er den rette vej at gå, fortæller
Susanne Kaas, der er ledelseskonsulent
i Lederforeningen. Hun rådgiver
dagligt medlemmer, der henvender
sig for at få sparring til lønforhandlingen.
”Det er heldigvis mit indtryk, at der
er flere og flere, der forhandler løn.
Og i forhandlingssituationen er det
vigtigt at have argumenterne for en
lønstigning på plads. Her kan de elektroniske
logbøger hjælpe, ligesom vi
sidder klar med gode råd på ledelsescenteret,”
fortæller Susanne Kaas.
Hun har hjulpet mange medlemmer
med lønforhandling og kan fortælle,
at der også er succeshistorier
fra forhandlingsbordet.
”En leder fra en mindre fynsk kommune
henvendte sig for nylig for at
få hjælp til sin lønforhandling. Hun
var ret pessimistisk i sine forventninger
til forhandlingen, men sammen
fandt vi gode argumenter, hun kunne
bruge. Og hun endte med at få en del
mere i lønningsposen,” fortæller Susanne
Kaas.
Lederen havde den indstilling, at
hun da ikke gjorde mere end så mange
andre, og hun var meget i tvivl om
sine egne kompetencer. Susanne Kaas
hjalp med at forberede forhandlingen
ved at bede hende pege på, hvilke pro-
FORKANT NR.4 2012 25