Bachelor - Forskning

Pernille Gade Nielsen 26/5-2010
6. Semester Bacheloropgave Danmarks Biblioteksskole, Aalborg
Disse punkter forholder sig til de deltagende egenskaber og læring, der foregår i de nye
digitale literacies, Lankshear & Knobel (2007) kom ind på. Participatory culture kan altså
sættes i kontrast til forbrugerkulturen, i og med at tilgangen til literacy skiftes fra at være ud
fra den individuelle (for)bruger og til at være på brugere involveret i fællesskaber (Jenkins,
2006; Nyboe, 2009; Lankshear & Knobel 2007)
Det første punkt i Jenkins (2006) definition af participatory culture kan oversat betyde, at
barriererne for kunstnerisk udfoldelse og medborgerligt engagement er forholdsvis lave Dette
kan relateres til Lanskear og Knobels (2007) argument omkring tilgængeligheden til de
digitale medier –de fleste folk har adgang til, og kan uden speciel megen erfaring inden for
digitale medier, selv skabe nyt indhold på tværs af medier. Altså en form for
mediekonvergens. Davies og Merchant (2009) kommenterer i denne sammenhæng
brugervenligheden ved Web 2.0 og forholder sig til nettet som værende ’the read-write web’.
Altså en formodning om, at internettet ikke længere kun ses som et sted man lagrer og har
tilgang til information, men i stedet fungerer som et interaktivt miljø, hvor man debatterer,
reagerer på andres ideer og information og tilføjer egen viden. (Davies & Merchant, 2009,
side 3).
I og med, at samarbejde, interaktion og deltagelse mellem brugere er blevet et af de
grundlæggende aspekter inden for den online kultur, så giver dette tanke for at bruge denne
participatory culture blandt børn og unge i en lærende sammenhæng. Dette er ud fra
formodningen om, at børn opnår ny viden og udvikler digitale dannelseskompetencer man kan
benytte senere hen i livet. Jenkins (2006) argumenterer i forlængelse af dette for, at den
samarbejdende kultur skal i fokus for børn og unge, da de uformelle læringprocesser kan
supplere de formelle. Han skriver:”Our goals should be to encourage youth to develop the
skills, knowledge, ethical frameworks and self-confidence needed to be full participants in
contemporary culture” (Jenkins, 2006, side 8). Han indikerer altså, at med fokus på læring, så
bør og kan børn og unge hjælpes til at videreudvikle deres færdigheder og viden inden for de
nye digitale literacies, som de allerede er en del af gennem deres anvendelse af digitale
medier.
Den form for læring, der finder sted i participatory culture, kan sammenholdes med ideen om
at der foregår uformel læring. Dette kan diskuteres ud fra begrebet affinity spaces.
Affinity Spaces
Affinity spaces er et af de punkter Jenkins (2006) tager op til debat, når det gælder
participatory culture i relation til læring. Han får sin inspiration fra forskeren James Paul Gee
(2004), der kalder de uformelle læringskulturer i paricipatory culture for affinity spaces. Han
funderer over hvorfor folk lærer mere, deltager mere aktivt, samt engagerer og fordyber sig
langt mere i populærkultur, end de gør ved formel læring ud fra tekstbøger i skolen. Affinity
spaces giver god mulighed for læring, mener han, da medlemmerne i communities ved at dele
fælles interesse og motivationen for at dyrke denne, er med til at bryde grænserne mellem
alder, klasse, race, køn og formel læring. Folk kan desuden deltage på flere måder alt efter
14