FORSKNINGSFORMIDLINGENS NYE VEJE? - Forskning - IVA

Hazel Engelsmann, Bachelorprojekt, IVA 2011 18
videnskabelig indsats kan fortælle andre hvad der er rigtigt og forkert.[…]Rethaveren siger ”Hvis I
ikke kan forstå det, så må I gøre jeg større anstrengelser”(Holm 2006 s.18) Denne type vil jeg mene
falder godt ind i formidlingsparadigmet, for han er ikke interesseret i at indgå i en dialog på andres
eller fælles præmisser.
Den anden type forsker, som Garff repræsenterer er den pluralistiske forsker. Holm karakteriserer
ham, som en der har ”mistet forestillingen om, at han kan servicere brugerne ved at insistere på en
halvforståelig, halvbrugbar og videnskabelig korrekt viden.” Den pluralistiske forskers udsagn er:
”Hvis I ikke kan forstå det jeg siger, så skal jeg nok ændre det, så det giver mening for jer.”(Holm
2006 s.19). Denne forskertype, siger Holm videre, er klar over, at han har nogle kunder, som han ikke
udelukkende kan bruge sit fagsprog til at kommunikere med. Når jeg vil argumentere for, at denne
type hører til i dialogparadigmet, så er det bl.a. på baggrund af Holms beskrivelse af hans bevidsthed
om et ”brugerparlament”, som han i stigende grad skal legitimere sin forskning overfor, gennem
”samspil og dialog”(Holm 2006, s.19). Og her mener Holm i den offentlige debat, men også i forhold
til ansøgning om forskningsmidler.
I denne fejde, er det Tudvad a.k.a. den rethaveriske forsker der taber, og Holm argumenterer for, at
systemet nu er sådan indrettet, at det er den pluralistiske forskertype der vil få succes i fremtiden. Den
pluralistiske forskertype kalder Holm også for den fleksible generalist.
Konsekvenser
Et tema, som jeg mener er centralt her, i forhold til hvilke konsekvenser paradigmeskiftet har for
forskerrollen, er en ny rolle som kommentator i medierne, det som Holm kalder ”menere”. Holm taler
om forskere, der overtager politikernes rolle som meningsdannere, fordi politikeren er blevet
levebrødspolitiker, og derfor ikke længere har faste værdier. Denne nye rolle som den fleksible
generalist finder sig godt tilpas i, udspiller sig især i medierne. Holm spørger:
”Spørgsmålet er, om forskere risikerer at udtale sig om for meget, de ikke har forsket i og
på præmisser, som fremmer selvfremstillingen på bekostning af sagsfremstilling. Hvorfor
skulle de gøre det? For opmærksomhedens skyld. Kan de da ikke bare lade være med
det? Næe, en ny opmærksomheds- og legitimeringskamp har set dagens lys.”
(Holm 2006)
Det er vigtigt i forhold til min problemstillingen, fordi det indrammer nogle af de negative
konsekvenser af paradigmeskiftet. Og det påvirker forskerrollen, fordi den rethaveriske forskertype
taber denne kamp. Han siger hellere nej til at deltage, end at gå ud over grænserne på sine resultater,