Konflikten I Darfur – en analyse af det internationale samfunds ... - DIIS

artikel 2(4), blev dette endvidere nedstemt med 12 stemmer mod 3 (Rusland, Kina og Namibia). 82
Hovedparten af de stater der stemte imod, var ikke NATO-medlemmer som alligevel valgte at støtte
aktionen, og fraværet af fordømmelse af NATO-aktionen indikerer Rådets stilling i sagen, samt at
det i visse tilfælde var blevet acceptabelt at handle udenom FN. 83
Efterfølgende accepterede både Rusland og Kina indirekte, at aktionen blev legitimeret i og med at
begge stater stemte for resolution 1244, der iværksatte FN’s mission i Kosovo (UNMIK). 84
Som det er fremgået muliggjorde afslutningen på den kolde krig operationer, som ikke havde
kunnet gennemføres tidligere. I 1990’erne blev adskillige ‘humanitære interventioner’ iværksat i
tilfælde hvor: “(...) a government has turned the machinery of the state against its own people, or
where the state has collapsed into lawlessness.” 85 Hverken accepten fra værtsstaten eller
bemyndigelsen fra Sikkerhedsrådet var et afgørende kriterium for at interventionen kunne
kategoriseres som ‘humanitær’. Det var dog i de fleste tilfælde Sikkerhedsrådet, som havde
iværksat operationerne, og trods den spirende tendens til at accept af visse ikke-autoriserede
interventioner, er der, jvf. den store debat som undtagelserne skabte, ikke noget der tyder på at disse
nu var generelt accepteret i det internationale samfund. Dog indikerer omfanget af staternes kritik at
være blevet mindre i de tilfælde, hvor en intervention var moralsk betinget, ligesom der i tilfældet
med Kosovo efterfølgende var støtte fra FN, fordi interventionen havde været af ‘humanitær’
karakter. Det var dog ikke ensbetydende med, at der nu i folkeretten var blevet etableret en ret til
‘humanitære interventioner’ uden Sikkerhedsrådets bemyndigelse. 86
DEN INTERVENTIONISTISKE ‘NORM’ OG ‘STATE LEAD’
De definitoriske variationer af ‘humanitære interventioner’ som er gennemgået i det ovenstående,
tegner sig imidlertid kun for en del af problemet. En anden del knytter sig til overvejelser
vedrørende den såkaldte interventionistiske ‘norm’ og praksis i forhold hertil.
82
UN Press Release SC/6659 (26. marts 1999).
83
Ikke NATO-landene var: Malaysia, Gambia, Gabon, Slovenien, Brasilien og Argentina.
84
SC Res 1244 (10. juni 1999). UNMIK: United Nations Interim Administration Mission in Kosovo.
85
Wheeler (2000), s. 27.
86
I en opfølgning på DUPI-rapporten fra 1999 “Nye trusler og militær magtanvendelse” er en af hovedkonklusionerne
netop, at det kun i exceptionelle tilfælde skal være muligt at gå uden om FN’s Sikkerhedsråd. DIIS (2005).
52