Konflikten I Darfur – en analyse af det internationale samfunds ... - DIIS

på et retorisk plan, fordi de grundlæggende problemer med statssuverænitet og med hvem det
praktisk tilfalder at intervenere hverken blev adresseret eller løst. Topmødets beslutninger afspejler
den fortsatte debat mellem tilhængerne af ‘nye regler’ og ‘ny konsensus’, og at ICISS-
anbefalingerne ikke er irrelevante, trods krigen mod terror og det ændrede sikkerhedspolitiske
billede.
SAMMENFATNING
Ovenstående kapitel har redegjort for udviklingen og problematikken forbundet med konflikten
mellem statssuverænitet og doktrinen om beskyttelse af menneskerettigheder i international politik.
Som det fremgik, var den historiske og politiske kontekst som suverænitet blev etableret under en
anden end nutidens politiske virkelighed. Vedtagelsen af doktrinen om menneskerettigheder, samt
disses institutionalisering i bl.a. FN-pagten, menneskerettighedskonventionerne og domstolene har
anfægtet statssuverænitet som definerende faktor for forholdet mellem staterne.
Med andre ord fremstår staternes suveræne status på det konstitutionelle plan uændret, mens der er
tale om regulative brud, hvad angår normer og praksis for staternes indbyrdes handlen og ageren.
Det er via kapitel VII i FN-pagten, at det internationale samfund har mulighed for at håndhæve
menneskerettighederne, såfremt Sikkerhedsrådet vurderer at overgreb udgør en ‘trussel mod
freden’. Som det fremgik, var interventioner der blev betegnet som ‘humanitære’, iværksat i et
begrænset omfang mellem 1945-89.
I denne periode var fokus i højere grad på opretholdelsen af status quo mellem supermagterne,
hvilket indebar traditionelle perspektiver på statssuverænitet og princippet om ‘ikke-intervention’.
Siden afslutningen af den kolde krig, er der imidlertid sket en udvikling i Sikkerhedsrådets
fortolkninger af, hvad der udgør en ‘trussel mod freden’, og i 1999 vurderede DUPI- rapporten
vedrørende Sikkerhedsrådets praksis, at:
“Ved afgørelsen af, at der foreligger en trussel mod international fred og sikkerhed, synes
Sikkerhedsrådet i stigende grad at anse omfattende menneskelige lidelser for at være tilstrækkeligt i
sig selv, hvorimod de internationale følgevirkninger ikke længere er afgørende.” 180
180 DUPI (1999), s. 73.
70