Konflikten I Darfur – en analyse af det internationale samfunds ... - DIIS

sammen og endnu en voldelig periode i Sudans historie begyndte, hvilket frem til 2005 kom til at
koste mere end to millioner mennesker livet og drev endnu flere på flugt. 190
I 1989 blev den sudanske regering væltet ved et militærkup, anført af general Umar Hasan Ahmad
al-Bashir og støttet af Den Nationale Islamiske Front (NIF). 191 Den gældende forfatning blev
erklæret ugyldig, samtlige fagforeninger og politiske partier blev forbudt, og der blev indledt
offensiver mod oprørsgrupper i det sydlige Sudan.
En lang periode med oprør og uroligheder fulgte, og der skulle gå helt frem til januar 2005 førend
Sudans vice-præsident Ali Uthman Mohammed Taha og SPLM/A’s leder John Garang underskrev
en ny fredsaftale. 192
FREDSSLUTNING MELLEM NORD- OG SYDSUDAN
Siden Sudan opnåede selvstændighed i 1956 har landet svinget mellem at være ledet af demokratisk
valgte regeringer og militærregimer. Sudan har oplevet demokratisk styreform i sammenlagt ca. ti
år: Fra 1956-58, fra 1965-69 og fra 1985-89. I den resterende tid har landet været styret af
forskellige militære regimer, der alle er kommet til magten ved statskup og har undermineret
demokratiske reformer. 193
Fredsaftalen der blev indgået i januar 2005, markerede ikke blot afslutningen på mere end toethalvt
års forhandlinger mellem Nord- og Sydsudan, men også en potentiel begyndelse på en mere
demokratisk styreform. Det første store skridt i forhandlingerne blev markeret med underskrivelsen
af Machakos Protokollen i juli 2002, som skabte fundamentet for den fremtidige politiske struktur.
Forhandlingerne var sponsoreret af Intergovernmental Authority for Development (IGAD) med
støtte fra troikaen bestående af USA, Storbritannien og Norge og fortsatte med Naivasha-
forhandlingerne i Kenya, der 9. januar 2005 mundede ud i underskrivelsen af den endelige
fredsaftale. 194
Aftalen er en ramme for fred, herunder magt- og ressourcefordeling mellem regeringen i Nordsudan
og oprørsgruppen i Sydsudan. Kernepunkterne i aftalen indebærer selvstyre til det sydlige Sudan de
190 EIU (2005), s. 13.
191 Johnson (2004), s. 84-85.
192 EIU (2005), s. 13.
193 FN (2005) (B), s. 18.
194 “The Comprehensive Peace Agreement between The Government of The Republic of The Sudan and The Sudan
People’s Liberation Movement/Sudan People’s Liberation Army” (9. januar 2005).
Fredsaftalen kaldes både IGAD (Intergovernmental Authority for Development ), CAP (Comprehensive Peace
Agreement) og Naivasha-aftalen, efter byen i Kenya hvor sidste del af aftalen blev forhandlet på plads.
77