Konflikten I Darfur – en analyse af det internationale samfunds ... - DIIS

interventioner’ fremstilles jvf. diskussion om hvornår en militær aktion kan betegnes
‘humanitær’. 160
Krigen mod terror, krigene i Afghanistan og Irak samt karakteristikken af ‘slyngelstater’ har haft
konsekvenser for den konsensus, som ICISS-rapporten søgte at etablere om statssuverænitet og
beskyttelsen af menneskerettighederne. Med den unilaterale politik argumenterer USA for det
legitime i at krænke ‘slyngelstaters’ suverænitet, såfremt disse staters politik udgør en trussel mod
USA og USA’s allierede. Det problematiske ved at krænke de såkaldte ‘slyngelstaters’ suverænitet
er, at de i henhold til folkeretten, netop er suveræne samt at der under international lov ikke
foreligger beviser for, at de udgør en enestående trussel i forhold til andre stater. 161 Når USA
krænker ‘slyngelstaternes’ suverænitet, divergerer den amerikanske politik i forhold til den retning,
ICISS-kommissionens anbefaler.
‘NYE REGLER’ OG ‘NY KONSENSUS’
Når USA opererer i overensstemmelse med en strategi som den præsenteret i NSS, læner de sig op
af ‘nye regler’ skolen, en retning inden for international politik som argumenterer for, at de nye
trusler verden står overfor i dag fordrer nye regler. 162 Opbygningen af Sikkerhedsrådet er
omdrejningspunkt for en del af debatten, fordi Rådet som det fungerer i dag, ifølge ‘nye regler’
skolen, ikke vil være i stand til at afværge at angreb med masseødelæggelsesvåben. Det er på denne
baggrund, at Bush administrationen argumenterer for at forsvarskrig kan være nødvendig.
“In the [Bush] administration’s thinking, if maintaining the status quo means enduring more
catastrophic terrorist attacks, change is clearly called for. This could – and in the current
administration’s view clearly should – entail switching to a more proactive use of U.S. military
force in order to eliminate emerging threats. If the law of war stands in the way of that approach, it
will have to be changed, or it will be ignored.” 163
Krigen mod terror signalerer en udvikling i de regulative aspekter af statssuverænitet lige såvel som
interventionismen i 1990’erne gjorde det. I modsætning til 1990’erne hersker der imidlertid i dette
160 HRW (2004) (B).
161 Bellamy (2004), s. 135.
162 DIIS (2005), s. 17.
163 Valasek (2003), s. 20.
66