Konflikten I Darfur – en analyse af det internationale samfunds ... - DIIS

Det internationale samfund valgte at prioritere fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan, som skulle
afslutte en af Afrikas længstvarende krige. Adskillige vestlige stater, særligt troikaens medlemmer,
havde været involveret i fredsprocessen, som de nødigt så sat over styr pga. fremkomsten af denne
nye konflikt. Fortalere for at afslutte forhandlingerne mellem nord og syd, uden nødvendigvis at
inddrage konflikten i Darfur, begrundede denne prioritering med, at kritik kunne få den sudanske
regering til at trække sig fra fredsforhandlingerne, hvilket Khartoum også truede med at gøre i
adskillige omgange. 256 Troikaens præferencer stred ikke imod den dominerende stemning i
Sikkerhedsrådet, der ligeledes prioriterede Nord/Syd-fredsaftalen over konflikten i Darfur med
følgende begrundelse:
“The successful conclusion of the Naivasha peace talks…would not only end one of Africa’s oldest
and bloodiest conflicts; it would also contribute to solving the other conflicts that continue to
plague the Sudan and its people.” 257
Det blev hævdet at fred mellem Nord- og Sydsudan ville kunne etablere en ramme, indenfor
hvilken konflikten i Darfur ville blive løst. Indsættelsen af SPLM/A lederen, John Garang, som
repræsentant for den afrikanske befolkning i Sydsudan, som vice-præsident i den sudanske
regering, skulle kunne få en positiv effekt for den afrikanske befolkning i Darfur. Dette argument
blev understøttet af, at Garang selv havde annonceret at han ville arbejde for at finde en løsning i
Darfur. 258 Det problematiske ved denne antagelse var, at Garang som vise-præsident og fred mellem
nord og syd ikke i sig selv bar en løsning på de underliggende årsager til konflikten i Darfur. 259
Desuden var repræsentanter fra Darfur som sagt blevet udelukket fra fredsforhandlingerne og
dermed fra indflydelse på landets politiske fremtid og fordeling af magt og ressourcer.
En anden del af forklaringen på denne prioritering er statsinteresser, der som tidligere nævnt skal
forstås i sammenhæng med magtstrukturer og konstellationer. Visse af Sikkerhedsrådets
indflydelsesrige stater, der advokerede for en politisk prioritering af Nord/Syd-fredsaftalen, havde
256
Reeves (18. juli 2005 – 22. juli 2005) og interview med Sam Totten (14. juli 2005).
257
S/PV.5082: FN SC møde nr. 5082 (19. november 2004). Udtalelse fra fru Müller, Tyskland. Se også udtalelser fra fx
Spanien, Chile, Pakistan, Romanien og Benin.
258
Kasfir (2005).
259
Williams & Bellamy (2005), s. 39. Det er vanskelig at vurdere om John Garang påtænkte at arbejde for en løsning af
konflikten i Darfur, eller om udtalelsen gik ud på at opnå det international samfunds støtte til genopbygning af
Sydsudan. Under alle omstændigheder har hverken haft John Garang eller hans efterfølger som sudansk vice-præsident
Salva Kiir hidtil haft beføjelser i forhold til afvæbningen af Janjaweed-militserne og de ville næppe kunne forhindre
samarbejdet mellem den sudanske regering og Janjaweed-militserne.
92