pdf-fil (9,5Mb) - Nordisk Konservatorforbund Danmark

løbende inspiceres visuelt for korrosion. Ligeledes
har brugen af forskellige fotografiske materialer,
der teoretisk set skulle udbleges ved påvirkning af
luftforurening været brugt. Men fælles for alle disse
simple metoder er, at de er meget usikre i brug, og
ikke særlig følsomme. De seneste år har ”dosimeter-tanken”
fået en genopblomstring. Et par EU
forskningsprojekter har arbejdet med udvikling af et
følsomt materiale, der udsat for et dårligt indeklima
vil nedbrydes så tilpas hurtigt, at det kan give en
hurtig advarsel til den som overvåger klimaet. Disse
dosimeter-materialer er dog stadig under udvikling,
og det vil vare nogen tid før de er klar til almindelig
brug (3). Også standardorganisationen ISO har en
standard under udvikling, der bruger metal-dosimetre
til bestemmelse af luftens korrosivitet (4).
For direkte bestemmelse af luftens koncentration af
et forureningsstof, bruges såkaldte ”passive samplers”.
Princippet i disse samplers er, at luft trænger
ind i sampleren ved diffusion, enten igennem et rør,
eller igennem en membran. Inde i sampleren ligger
et opsamlingsmateriale, der binder eventuelle
forureningsstoffer. Dette materiale kan f.eks. være
silica gel eller aktivt kul. Efter endt eksponering
proppes sampleren til, og sendes til analyse på et
laboratorie. Typisk er opsamlingstiden 2-4 uger.
Fordelen ved passiv sampling er, at metoden er
nem at udføre på målestedet, der er ingen behov
for netstrøm eller batterier, og samplers + analyse
er relativt billige. Afhængig af forureningsstof og
analysemetode, vil en enkelt måling typisk koste
omkring 50 Euro (2004 pris).
Det vil være for omfattende at gå videre i detalje
med målemetodikken her. I stedet henvises til publikationerne
Blades et al 2000, og Tétreault 2003,
der begge har udmærkede gennemgange af emnet.
MÅLE- OG ANALYSEMETODER FOR STØV
Når graden af støvbelastning skal bestemmes i
forhold til museumssamlinger (i modsætning til
menneskers helbred) er det først og fremmest interessant,
at kvantificere hvor meget støv der falder
på overflader, hellere end at bestemme koncentrationen
der svæver i luften. Til bestemmelse af støvfald
bruges typisk enten optiske metoder (måling af
densitet eller reflektans), eller opsamling af støv på
klæbende flader til videre analyse.
Støvbelastningen kan kvantificeres, som det procentvise
fald i reflektans en blank overflade opnår,
imens den ligger frit eksponeret. Støvet som lægger
sig på overfladen, gør den mere og mere mat,
hvilket kan registres med en såkaldt glansmåler. En
glansmåler bruges i industristandarder til kvalitetskontrol,
f.eks. for vurdering af lakeringers ensartet-
hed. Måleren kan udsende en veldefineret lysstråle i
en vinkel (eks. 45º) ned på underlaget. I reflektionsvinklen
er en detektor placeret, der registrere nedgangen
i lysets intensitet. En nærmere gennemgang
af glansmåling er givet af Kibrya 1999.
Opsamling af støvfald på en klæbende overflade
(”sticky sampling”) er en anden mulighed. Ved
udlægning af klæbemærker med limen eksponeret
frit opad, samles alt faldende støv, og pladen
kan efterfølgende tages til laboratorie tilj analyse.
Dette kan eksempelvis indebære indscanning af
”støv-billedet” til videre digital analyse, eller visuel
analyse under mikroskop. Mål for støvbelastningen
kan være antal partikler pr. areal, eller procentvis
areal dækket af støvpartikler. Adams et al 2001
sammenligner ”sticky sampling” med reflektionsmålemetoden.
Endelig kan støvbelægninger opsamles på klæbende
gelatinefilm (som også bruges til opsamling af
fingeraftryk), ligeledes for at hjembringes til laboratoriet
for videre analyse. Denne ”dust lifter” metode
kan – med omtanke – bruges direkte på museumsgenstande,
eller på inventar. Skal raten af støvfaldet
bestemmes, kan rene fliser eller glasplader udlægges
til regelmæssig opsamling af støvlag. Metoden
er kort beskrivet af Ryhl-Svendsen 2003.
GUIDELINES OG STANDARDER
Det må slås fast, at der pt. ikke eksisterer tilstrækkelig
viden eller enighed om præcise grænseværdier
for luftforurening i museer. Der findes således
i dag kun få officielle standarder på området, først
og fremmest for arkivalier. Der er dog i skrivende
stund igangsat udarbejdelse af standarder indenfor
konservering på europæisk plan (CEN), herunder
indenfor klima og miljø. Disse vil tidligst være tilgængelige
omkring 2008.
Der har i tidens løb været forskellige tilgange til
defination af et ”rent” eller ”uskadeligt” indemiljø
i museer. Disse har f.eks. været baseret på filteranlægs
effektivitet, hellere end på hvilke niveauer der
reelt kunne være en nedbrydningsmæssig trussel
for genstandene (”Use best control technology”).
Andre har været baseret på konceptet ”No Observabel
Adverse Effect Level” (NOAEL), hvor kriteriet
er, at opnå forureningsniveauer der er tilstrækkelig
lave til, at der ikke ses skadesvirkninger indenfor
en nærmere bestemt tidsperiode (f.eks. 10 år). Se
f.eks. Tétreault 2003 for en nærmere gennemgang
af NOAEL.
Det skal understreges, at ”Use best control technology”
konceptet almindeligvis afvises i dag som
værende ikke-brugbart, og at også NOAEL begrebet
stadigvæk er meget omdiskuteret.
57