Taxametersystemet for de videregående uddannelser

der efterfølgende nedbrydes i ministerfordelte driftsrammer, ligger en vurdering af de
samlede offentlige udgifter set i forhold til de økonomiske konjunkturer. Udgiftsniveauet er
dels bestemt af det underliggende udgiftspres som følge af bl.a. demografiske ændringer,
dels af politiske målsætninger om serviceforbedringer m.v.
Som led i den overordnede udgiftspolitiske prioritering udmeldes sædvanligvis også krav til
produktivitets- eller effektivitetstiltag, der skal stimulere til fortsat rationalisering og give
mulighed for finansiering af nye initiativer inden for driftsrammen.
Med reformen af det statslige budget- og bevillingssystem og indførelsen af totalrammesystemet
i midten af 1980’erne blev ansvaret for ministerområdets udgiftsramme forankret
i det pågældende ressortministerium, således at eventuelle merudgifter som følge af bl.a.
nye lovinitiativer som udgangspunkt skal finansieres ved intern omprioritering inden for
ministeriets egen ramme. Det gælder principielt både de lovbundne og rammestyrede
udgiftsområder.
På visse punkter har taxameterstyrede bevillinger dog lighedstræk med lovbundne udgifter,
idet budgetteringen foretages på grundlag af konkrete aktivitetsskøn, der danner grundlag
for et bevillingsskøn på finansloven. Mer- eller mindreudgifter som følge af aktivitetsændringer
i finansåret kan herefter optages på tillægsbevillingsloven eller i statsregnskabet.
Virkningerne af aktivitetsstigninger i efterfølgende år medfører ikke automatisk rammeforhøjelse,
men indgår i den samlede prioritering inden for Undervisningsministeriets
budgetramme eller som led i regeringens samlede prioritering.
Siden 1995 har Undervisningsministeriet haft særlig hjemmel ved tekstanmærkning på
finansloven til at optage mer- eller mindreudgifter på forslaget til tillægsbevillingslov, hvis
aktiviteten afviger fra forudsætningerne i anmærkningerne til finansloven. Med baggrund i
et ønske om at øge den centrale budgetsikkerhed blev tekstanmærkningen fra 1999 dog
ændret således, at der herefter kun kan optages en begrænset årlig nettomerudgift på i alt
210 mio. kr. (2001-priser) uden særskilt aktstykke.
Taxametersystemet er udviklet i overensstemmelse med de krav om sammenhængende
prioriteringer inden for ministeriets totalramme og forudsætningerne om produktivitetsfremmende
bevillingssystemer, der ligger til grund for rammeprincippet. Det er således en
ambition for ministeriets bevillingsmodel, at den automatisk og effektivt kan sikre
omprioriteringer fra uddannelsesområder med faldende aktivitet til vækstområder, uden at
dette fører til standardglidninger og deraf følgende budgetpres. Modsat skal systemerne
også sikre institutionerne, at deres faktiske aktivitet bliver finansieret i overensstemmelse
med de formål, som er angivet på finansloven. Bevillingsmodellen må desuden fremme en
optimal ressourceudnyttelse lokalt gennem incitamenter til økonomisering til fordel for
institutionerne og uddannelserne, men også for at institutionerne derved kan realisere
tilbagevendende krav om produktivitetsforbedringer.
4.4 Samspil til eksterne interessenter
Undervisningsministeriets økonomistyring kan ikke opfattes som en afgrænset eller
selvstændig del af den samlede styring i den offentlige sektor, men indgår som en integreret
del og er derfor også underlagt en række generelle og ufravigelige krav, der udgør
rammebetingelserne for ministeriets styring i forhold til institutionerne.
På det overordnede plan skal økonomistyringen kunne understøtte Folketingets og
regeringens politiske prioriteringer både i forhold til den samlede offentlige udgiftspolitik
og specifikt i forhold til de uddannelsespolitiske målsætninger. Samordningen af
39