Taxametersystemet for de videregående uddannelser

ændringer i aktiviteten faktisk førte til bevillingsændringer afhang i høj grad af konkrete
forhandlinger mellem ministeriet og enkeltinstitutioner.
Taxametersystemets sammenkædning af aktivitet og bevillinger sikrer på den ene side, at
der dynamisk omfordeles midler mellem sektorer, hovedområder, uddannelser og
institutioner til fordel for områder i vækst. Derved undgås væsentlige forringelser af
uddannelsernes standard som følge af manglende finansiering, likviditetsproblemer og
kødannelser, der skyldes utilstrækkelig kapacitet. Systemerne sikrer på den anden side, at
der omvendt iværksættes udgiftstilpasninger på områder med faldende aktivitet. Der er dog
ikke fuld symmetri i bevillingsmodellen blandt andet som følge af periodiseringer af
tællegrundlaget, jf. afs. 5.3.2.
Set i forhold til ministeriets totalramme og det store antal af institutioner og enkeltuddannelser
vil stigende aktivitet på et område derfor ofte være ledsaget af faldende aktivitet
på andre områder. Det begrænser et ydre pres for aktivitetsbetingede besparelser, fordi disse
realiseres automatisk, men det udelukker ikke, at ministeriet ud fra centrale udgiftspolitiske
hensyn pålægges produktivitetsbesparelser via takstfastsættelsen.
Spørgsmålet om aktivitetsbetingede omfordelinger på sektor- og institutionsniveau er
tidligere belyst empirisk i publikationen ”Rapport om taxameterstyring” 11 , som der
henvises til.
Til illustration af omfordelinger mellem enkeltuddannelser gennemgås i det følgende
eksempler på udviklingen i optag, studieaktivitet og bevillinger på pædagoguddannelsen,
ingeniøruddannelserne på ingeniørhøjskolerne og naturvidenskab som hovedområde.
Uddannelserne er udvalgt som illustrationer af forskellige udviklingsveje, hvor
pædagoguddannelsen er eksempel på et område i stærk vækst, mens ingeniøruddannelserne
og naturvidenskab er eksempler på uddannelser i tilbagegang eller stagnation. Det er
samtidig et fællestræk ved uddannelserne, at de uddannelsespolitisk har stor bevågenhed.
Korte videregående uddannelser har i lighed med bl.a. pædagoguddannelsen oplevet en
meget kraftig vækst i de seneste år.
Pædagoguddannelsen (figur 8.2) udbydes alene af institutioner uden anden ordinær
uddannelsesaktivitet og illustrerer derfor samtidig betydningen af en sådan vækst på
monofaglige institutioner. En lignende udvikling har lærer-, håndarbejds- og husholdningsseminarierne
gennemgået i samme periode. Optaget på pædagoguddannelsen er på fem år
steget med 20 pct., mens studieaktivitet og bevilling er steget med henholdsvis ca. 75 pct.
og 60 pct. Stigningen i studieaktiviteten kan foruden stigningen i optaget tilskrives en
forbedret gennemførsel på uddannelsen, således at hver indskrevet studerende udløser flere
STÅ. Herudover har en forlængelse af uddannelsen med et halvt år fra studieåret
1992/1993 en effekt i starten af perioden.
11
Undervisningsministeriet, Finansministeriet og Arbejdsministeriet (1998): Rapport om taxameterstyring, afsnit 4.2.
78