Taxametersystemet for de videregående uddannelser

etning til en højere beliggende kurve. Dette kan ske ved effektiviseringer inden for de
givne ressourcemæssige rammer eller ved tilførsel af yderligere ressourcer. Ved øget
ressourceindsats kan der enten opnås markant højere kvalitet ved samme kvantitet (1),
moderat højere kvalitet og kvantitet (2) eller markant højere kvantitet ved samme kvalitet
(3).
Det er et tilbagevendende synspunkt i kvalitetsdebatten, at taxametersystemet principielt
rummer iboende incitamenter til kvalitetsforringelser, fordi STÅ-princippet, der fastlægger
institutionens bevillinger ud fra antal gennemførte prøver og eksaminer, motiverer den
enkelte lærer til at sænke eksamenskravene og det faglige niveau, så flere består og
institutionens indtægtsgrundlag dermed øges.
Samme tankegang ligger til grund for argumentet om, at uddannelser med vigende tilgang
har incitamenter til at nedsætte adgangskravene med henblik på at kunne optage flere
potentielt bevillingsudløsende elever og studerende. Denne adfærd rummer risikoen dels
for øget frafald, fordi nye ansøgere måske ikke er tilstrækkeligt motiverede eller har de rette
kvalifikationer, dels for et faldende fagligt niveau i uddannelserne for at forbedre de
studerendes muligheder for at gennemføre uddannelsen.
I praksis er denne adfærd dog ikke sandsynlig. På universitetsuddannelserne er det
studienævnenes ansvar at justere studieordningerne, og de vil i de fleste tilfælde konkret
finde sig på betydelig afstand af taxameterfinansieringen. Årsagen er den enkle, at
universitetsinstitutionerne og fakulteterne ikke entydigt fordeler midlerne internt til de
enkelte uddannelser i overensstemmelse med disses taxameterindtjening, jf. bilag 3. Denne
fordelingspolitik har som umiddelbar konsekvens, at enkeltuddannelsernes studienævn ikke
har nogen for dem synlig og selvstændig interesse i at justere på kvaliteten for at tilgodese
indtjeningen på institutionsniveau.
På korte og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, hvor der ikke findes
studienævn, modvirker en række andre mekanismer eventuelle incitamenter til
kvalitetssænkning. Fordi der er tale om mange institutioner, der udbyder relativt ensartede
uddannelser, vil der bl.a. være en langt større konkurrence institutionerne imellem, hvor
god kvalitet vil være et konkurrenceparameter og konkurrencen i sig selv vil synliggøre
kvalitetsforskelle. Da uddannelserne samtidig er professionsrettede, vil der også være fra
aftagerside være særlig opmærksomhed på uddannelsernes kvalitet.
Der kan også argumenteres for, at kvalitetsincitamenterne i lige så høj grad knytter sig til
fag som økonomi. Lærernes faglighed og de studerendes egeninteresser i og ambitioner om
at bestå eksaminer med et godt resultat vil derfor have stor indflydelse på uddannelsernes
kvalitet generelt betragtet og vil medvirke til at fastholde fokus på det fagligt relevante i
eksamenssituationen. Brugen af ekstern censur vil ligeledes sikre faglige hensyn.
Diskussionen om niveausænkning forudsætter også, at læreren, som er den eneste
institutionsrepræsentant i eksamenssituationen, der kan påvirke karaktergivningen, vil lade
hensynet til institutionens økonomi veje tungere end sin egen faglige integritet. Den
enkelte lærer skulle i så fald være både indstillet på og i stand til at få en ekstern censor med
til at gå på kompromis med fagligheden af hensyn til institutionens økonomi.
Erfaringerne viser endelig, at uddannelsesinstitutioner, der befinder sig i en ligevægtssituation,
hvor de ydre rammer er stabile og konflikter er fraværende, snarere udviser en
hovedinteresse i at fastholde stabile økonomiske, faglige og personalemæssige rammer. De
64