Indsatsen over for børn med handicap og træningsbehov - SFI

Interviewer: Føler I, at I har nogle klart definerede metoder, hver
gang I står over for et nyt barn og skal beslutte: Hvordan tackler
vi det her?
Faglig vejleder: Det synes jeg bestemt ikke, vi har, for så tror jeg
også, at vi glemmer at kigge på barnet. Vi har en grundholdning,
der siger, at vi har et barn med handicap. Men barnet kommer altså
først. Er det et barn med autisme – hvis vi har tre af dem – så
er de ikke ens, vel. Altså, vi fokuserer meget på barnet og dets
specielle behov, og derfor gør vi også det i starten, at vi kigger
meget på: Hvad er det for nogle problemer, ressourcer og behov,
det her barn har? Og når vi så har gjort det, så snakker vi
sammen og siger: Jamen, vi skal have lavet en handleplan, og
hvad er det, vi skal tage afsæt i – vi tager som regel afsæt i alle
barnets ressourcer – men hvad er det for nogen problemer, der
fylder mest, og som vi gerne vil have minimeret? Og det gør vi
ud fra vores egne iagttagelser i en tre-måneders periode. Og så
kan man så sige – også ud fra alle de papirer, der ligger omkring
barnet.
Pædagog: Men så synes jeg alligevel, at man kan sige, at ’Tegn til
tale’ 11 og visualiserende støttesystemer er nogle af de metoder,
der går meget igen, og som vi i nogen grad bruger hos mange
børn.
Interviewer: Så der er en filosofi bag?
Pædagog: Ja. Og der er en erfaring med, at det hjælper rigtigt meget
hos mange børn. Også vores almindelige børn, tænker jeg.
Faglig vejleder: (…) Så vi starter jo ikke med den dybe tallerken
hver gang, men vi skal bare huske at have den respekt at kigge
på barnet: Hvad er det her for et barn, og hvad er det for nogen
behov, barnet har?
11. ’Tegn til tale’ er et redskab, der letter kommunikationen med børn og voksne uden et fuldt
udviklet talesprog. (http://www.tegntiltale.dk/) 15.10.2008.
54