Beretning i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

Frit valg 

Uddannelse 

Specialbørnehaver 

Voksne med ADHD 

Status over udviklingen 

i ligebehandlingen af 

handicappede 

Statusberetning 2005 | Center for Ligebehandling af Handicappede

Udgiver: 

Center for Ligebehandling 

af Handicappede 

Bredgade 25, opg. F, 4. sal 

1260 København K 

Tlf.: 33 11 10 44 

Fax: 33 11 10 82 

Teksttelefon: 33 11 10 81 

Mail: clh@clh.dk 

Hjemmeside: www.clh.dk 

Layout og redaktionel bearbejdelse: 

Kommunikationsmedarbejder Kasper 

Egeberg 

Ansvarshavende: 

Centerleder Mogens Wiederholt 

Forsidefoto: Scanpix / Stockbyte 

Udgivelsesdato: Januar 2006 

Oplag: 2000 

Tryk: Scanprint a/s 

ISBN 87-91223-84-9 

ISSN 1395-215X 

Beretningen udgives også på bånd og 

diskette, og den kan desuden hentes på 

Center for Ligebehandling af Handicappedes 

hjemmeside. 

Hel eller delvis gengivelse er tilladt med 

kildeangivelse.

Center for Ligebehandling af Handicappede 

Statusberetning 2005

INDHOLD 

Forord: Frit valg – ja naturligvis! ........................... 7 

Frit valg af serviceydelser .................................... 10 

Antidiskriminationslovgivning ............................. 13 

Kommunernes hjælp til voksne med ADHD ........ 17 

Uddannelse ............................................................ 21 

• En rummelig og inkluderende skole ............................ 23 

• Overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse for 

bevægehandicappede ................................................. 28 

• Magtanvendelse i folkeskolen ..................................... 33 

Beskæftigelse ........................................................ 36 

Specialbørnehaver ................................................ 40 

Sundhedsydelser i udlandet ................................. 43 

Boligændringer og parkeringsmuligheder ........... 46 

Informationsaktiviteter ......................................... 49 

Bestyrelse .............................................................. 56 

Medarbejdere ........................................................ 57

Forord 

Frit valg – ja naturligvis! 

Regering har siden sin tiltræden lagt afgørende vægt på at modernisere og forny 

produktionen og distributionen af velfærdsydelser. Det gælder også de ydelser, 

der henvender sig til mennesker med en funktionsnedsættelse. Et af midlerne i 

denne moderniserings- og fornyelsesproces er „frit valg“. 

Frit valg dækker ikke over én bestemt organiseringsform. Det frie valg kommer 

meget forskelligt til udtryk afhængigt af, hvilket område der refereres til. Alt 

afhængig af rammebetingelserne spænder det frie valg fra en-pose-penge-princippet, 

hvor borgeren på grundlag af en konkret visitation får tildelt dispositionsretten 

over et bestemt beløb, til muligheden for at kunne vælge mellem et udvalg af 

personer på en liste over kommunale ledsagere. Variationen er dels et udtryk for, 

at fritvalgsprincippet endnu er ret nyt og ikke færdigudviklet som organisationsprincip, 

dels et udtryk for, at der vil være ret store variationer i, hvor frit valget 

reelt kan blive – selv når det frie valg er fuldt udbygget. Det sidste blandt andet 

som en følge af visitationen. 

Set fra et ligebehandlingsperspektiv er der meget at vinde ved et udviklet og 

udbygget frit valg. Enhver, der har beskæftiget sig med handicappolitik, ved, at 

netop fraværet af og begrænsninger i valgmuligheder i den grad er med til at 

sætte snærende rammer for handicappede personers livsudfoldelse. De fleste mennesker 

med et handicap eller forældre til et handicappet barn har oplevet situationer, 

hvor stive og rigoristiske tilbud rammer helt ved siden af de faktiske behov. 

Eksemplerne er mange: Tilbud og aktiviteter man ikke kan deltage i, fordi tilgængeligheden 

ikke er i orden, ferier der skal holdes i Danmark, fordi man ikke kan få 

Statusberetning 2005 7

sin hjælp med til udlandet, og unge der får deres hverdag gennemorganiseret og 

styret af forskellige hjælpeforanstaltninger, som er knyttet til skolen, fritidshjemmet, 

klubben eller hjemmet, men som ikke kan bruges på tværs. Tilsvarende er 

der forældre til handicappede børn, som må tage til takke med det andet eller 

tredje bedste tilbud, fordi det gode tilbud ligger for langt væk eller lige om hjørnet 

– men i en anden kommune. Eksemplerne på sådanne take-it-or-leave-it-tilbud er 

uendelige. Men der er heldigvis også eksempler på det modsatte. Mange har således 

rigtig gode erfaringer med den frihed, der for eksempel ligger i den personlige 

hjælperordning, hvor brugeren selv ansætter og administrerer sine hjælpere. 

Vi må se i øjnene, at vi lever i en verden, hvor vi som borgere generelt stiller 

stadig stigende krav til den offentlige service. Vi møder ikke længere den offentlige 

sektor med spørgsmålet: „Hvad har I, jeg kan få?“ Vi formulerer tværtimod 

aktivt vores behov: „Min forventning er, at I kan hjælpe mig sådan og sådan!“ Ikke 

som udtryk for en kræve-ind-mentalitet, men som udtryk for, at vi i stigende omfang 

forventer, at det offentlige – ligesom enhver anden tjenesteleverandør – leverer 

ydelser og tilbud, som er af høj kvalitet og skræddersyet lige nøjagtig til mig og 

mine behov. 

Vores attitude til den offentlige service er i højere og højere grad forbrugerens 

attitude snarere end den ydmyge klients. Forestillingen om det offentlige som 

leverandør af ensartede masseproducerede og standardiserede stangvarer er erstattet 

af en forventning om langt større individualisering, selvinddragelse og valgfrihed. 

Den udvikling omfatter selvfølgelig også handicapområdet. Voksne handicappede 

og forældre til handicappede børn henvender sig ikke underdanigt til det 

offentlige for at få leveret den standardvare, der tilfældigvis ligger på hylde fire. 

Den, der henvender sig, har typisk selv en lang række forestillinger om og ideer til, 

hvad der vil være gode løsninger lige netop for mig eller mit barn. Vi forventer, at 

de gode ord om brugerinddragelse, selvforvaltning og ligebehandling også har en 

praktisk konsekvens for den måde, de offentlige myndigheder stiller service til 

rådighed på. Men når rapport efter rapport dokumenterer, at mødet mellem borgeren 

og systemet ofte løber af sporet, skyldes det netop, at borgeren og systemet 

møder hinanden med helt forskellige forventnings-billeder. Når borgeren møder 

systemet med én forventning, mens systemet tilbyder noget ud fra en helt anden 

forventningshorisont, så ender det i frustration og vrede. 

I det omfang det frie valg indebærer, at systemet magter at sætte den handicappede 

brugers behov i centrum og lade individets behovsopfyldelse gå frem for 

systemlogikken og undlader at insistere på, at individet skal passe til systemet – så 

ja tak til meget mere frit valg. 

Et langt friere valg giver som udgangspunkt langt større ligebehandling. Men 

der er naturligvis nogle nøglebetingelser, som man ikke må gå på kompromis 

med: 

For det første er det selvfølgelig helt afgørende, at udviklingen af modeller for 

frit valg aldrig kompromitterer forsyningssikkerheden. 

Det er en del af frit valg-modellen, at der skabes en situation, hvor flere aktører 

– herunder også private aktører – leverer ydelser på områder, som vi hidtil har 

8 Center for Ligebehandling af Handicappede

etragtet som naturlige offentlige monopoler. Dermed opstår der også en risiko 

for, at en leverandør svigter sine forpligtelser. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, 

at en borger for eksempel ikke får sin personlige hjælp og pleje, blot fordi en 

virksomhed svigter. Derfor stiller frit valg meget store krav om et helt nødvendigt 

nødberedskab. 

For det andet må nogles frie valg naturligvis ikke ske på bekostning af andres. 

Vi har i udformningen af den danske handicappolitik traditionelt været gode til at 

undgå de store skævvridninger i forholdet mellem de enkelte handicapgrupper. 

Lovgivningen har – ved at fokusere på de behov funktionsnedsættelsen afsætter, 

frem for den specifikke diagnose – givet mulighed for at tilgodese alle grupper 

ligeligt. 

Det er vigtigt, at et øget frit valg ikke fører til, at såvel de økonomiske ressourcer 

som den faglige og politiske opmærksomhed flytter sig over på de områder, 

hvor de stærke handicapgrupper er, og hvor der – i kraft af den dynamik det frie 

valg kan skabe – er udvikling og nytænkning. Det vil kunne igangsætte en meget 

uheldig sneboldeffekt. 

Og for det tredje må det sikres, at de borgere, som på grund af deres funktionsnedsættelse 

ikke er i stand til at vælge, får mulighed for, at andre kan vælge på 

deres vegne. Det må aldrig blive sådan, at dem, der ikke kan vælge frit, overses og 

tildeles det dårligste tilbud. Derfor må man i takt med udviklingen af frit valgmodellerne 

udvikle parallelle strategier for, hvordan man sikrer udvikling, dynamik 

og nytænkning i de tilbud, der gives til de svageste og mest udsatte grupper. 

Med det udgangspunkt ser Center for Ligebehandling af Handicappede gerne, 

at der tages initiativ til en åben drøftelse mellem de implicerede ministre, embedsmænd 

og handicaporganisationer om udvikling af frit valg-modellen inden for 

handicapområdet. 

Ester Larsen 

Bestyrelsesformand 

Mogens Wiederholt 

Centerleder 


Frit valg af serviceydelser 

Gennem de seneste tre-fire år har der med stigende 

styrke været fokuseret på mulighederne 

for at indføre mere frit valg i den offentlige 

sektor. 

I 2002 lancerede regeringen således reformprogrammet 

Velfærd og Valgfrihed, der indeholder 

en række forslag til områder, hvor 

valgfriheden skal øges. Øget valgfrihed indgår 

som et centralt element i regeringens moderniseringsprogram 

for den offentlige sektor, 

og det har konkret ført til valgfrihed på en 

række nye områder, som for eksempel dagtilbud 

til børn og valg af leverandører i hjemmeplejen. 

I december 2004 blev lov om fremme af 

frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser 

i kommuner og amter vedtaget. Loven 

forpligter kommuner og amter til at informere 

deres borgere om mulighederne for 

frit valg. Herudover forpligter loven kommuner 

og amter til inden for hver valgperiode at 

vurdere, hvor det er muligt – inden for lovgivningens 

rammer – at udvide allerede eksisterende 

frit valg-ordninger. Kommuner og 

amter skal også vurdere, om der kan indføres 

frit valg inden for andre områder, hvor det 

ikke allerede er sket. 

Frit valg – et ligebehandlingsinstrument? 

Selvom der på nogle områder længe har 

eksisteret frit valg, for eksempel på folkeskoleområdet, 

så repræsenterer frit valg på mange 

måder et paradigmeskifte i forhold til den 

måde, hvorpå velfærdsydelser traditionelt er 

blevet distribueret til borgerne. Men frit valg 

kommer ikke af sig selv og opstår ikke ud af 

den blå luft. Frit valg forudsætter, at der er 

noget at vælge mellem, og det indebærer i en 

lang række situationer, at det frie valg må 

kobles sammen med skabelse af et marked for 

sociale og handicaprelaterede serviceydelser 

og leverandørdannelse. Den sammenhæng 

fremgår tydelig af reformprogrammet Velfærd 

og Valgfrihed. 


Frit valg er, som det beskrives i forordet, ikke 

en ideologisk trækfugl. Frit valg i den offentlige 

sektor er kommet for at blive. Derfor har 

centret under arbejdstitlen Frit valg et ligebehandlingsinstrument? 

sat et udredningsarbejde 

i gang, hvor vi de kommende år dels vil 

opkvalificere os selv, dels behandle frit valgtemaer 

ud fra en række forskellige vinkler, 

herunder også de internationale erfaringer der 

er gjort på området. Vi har i første omgang 

fokuseret på i hvilket omfang, der er frit valg 

i forbindelse med handicapkompensation, om 

frit valg kan hæmme eller fremme ligebehandling, 

samt hvor der konkret er indført frit valg 

i Danmark anno 2005. 

Hvad er frit valg? 

Der er ikke tale om en bestemt ordning, men 

flere forskellige organiserede frit valg-ordninger. 

Frit valg kan udformes, så elementet af 

faktisk valgfrihed er større eller mindre. Der 

er forskel på, om man kan vælge mellem én 

kommunes tilbud på tværs af kommunegrænser 

eller mellem kommunale og private tilbud. 

Der er også forskel på, i hvilket omfang indholdet 

af selve tilbuddet kan vælges. Indholdet 

af tilbuddet kan være knyttet til en bestemt 

visitation, sådan at borgeren ikke kan 

ændre indholdet af tilbuddet, men alene vælge, 

hvem der udfører den. Indholdet af tilbuddet 

kan også være givet mere frit, sådan at 

borgeren har mulighed for at substituere et 

tilbud med et andet. Frit valg kan også organiseres 

sådan, at borgeren får udbetalt en kontantydelse 

i stedet for en serviceydelse. Med 

kontantydelsen i hånden skal borgeren efterfølgende 

selv indkøbe den fastsatte serviceydelse 

hos den ønskede leverandør. Der kan 

dog være knyttet mere eller mindre styring 

til, hvordan midlerne anvendes. Ifølge regeringens 

publikation Frihed til at vælge fra 2004 

vil regeringen udbygge områderne for frit valg 

blandt andet gennem forsøg med ordninger 

med personlige budgetter på hjemmehjælpsområdet. 

Barrierer for frit valg i relation til 

handicappede 

I regeringens publikation Tid til status – erfaringer 

med frit valg opregnes en række områder, 

hvor regeringen enten har indført frit valg 

eller planlægger at gøre det. En række nye 

områder har fået indført frit valg. Det gælder 

for eksempel på børnepasningsområdet, hvor 

man nu har mulighed for frit valg af daginstitutioner 

og klubber på tværs af kommunegrænser, 

eller forældrene kan vælge at få tilskud 

til privat pasning. På andre områder er 

de ordninger, hvor der allerede fandtes en vis 

grad af frit valg, blevet udvidet, for eksempel 

er det frie valg på sygehusområdet blevet udvidet, 

så det nu også gælder private hospitaler 

og visse udenlandske hospitaler. 

Som udgangspunkt har alle borgere samme 

frie valg, når de benytter et tilbud, hvor 

der er indført frit valg. I forhold til mennesker 

med funktionsnedsættelser kan der dog være 

nogle særlige barrierer. En af de ting, der 

meget ofte står i vejen for et reelt frit valg, er 

tilgængelighed. Mange skoler, daginstitutioner, 

sygehuse, sundhedsklinikker og fritidsklubber 

er ikke tilgængelige. Det betyder, at 

for mange mennesker med funktionsnedsættelser 

er det frie valg i realiteten meget begrænset. 

På de forskellige områder, hvor der er indført 

frit valg, kan der også være andre og helt 

eksplicitte barrierer, der begrænser det frie 

valg. Et eksempel er daginstitutionsområdet, 

hvor der er indført frit valg af dagog klubtilbud 

til børn på tværs af kommunegrænserne, 

men special dagog klubtilbud er ikke omfattet 

af denne mulighed for frit valg. 

En gennemgang af barrierer i forhold til 

frit valg for mennesker med funktionsnedsættelser 

kan læses på centrets hjemmeside 

www.clh.dk under publikationer. 

Frit valg i relation til kompensation for en 

funktionsnedsættelse 

Også på området for handicapkompensation 


er der på visse felter indført en øget grad af 

frit valg. Et af de områder, der har været særlig 

høj fokus på, er personlig hjælp og pleje. 

Her er det blevet muligt for brugerne at vælge 

mellem forskellige leverandører. Markedet for 

personlig hjælp og pleje er også blevet åbnet 

op for private firmaer, og brugerne kan derfor 

vælge mellem en offentlig (kommunal) og 

en privat leverandør. 

I forhold til frit valg og handicapkompensation 

er det interessant, at der i lovgivningen 

findes flere ikke-nye ordninger, som kan karakteriseres 

som frit valg-ordninger. Hjælperordninger 

er et eksempel på en sådan ordning. 

Her får en person, der er visiteret til ordningen, 

udbetalt en kontantydelse i stedet for at 

modtage service. Brugeren indkøber herefter 

selv sin hjælp ved at ansætte de hjælpere, vedkommende 

har brug for. Det er et krav, at 

brugeren selv kan administrere ordningen og 

kan fungere som arbejdsgiver. Hjælperordningen 

har eksisteret siden sidst i 1970’erne og 

har ikke rod i den diskurs om frit valg, som 

knytter det frie valg til markedsgørelse og leverandørdannelse. 

Hjælperordningen har snarere 

sine rødder i 60’ernes og 70’ernes afinstitutionalisering 

og normaliseringsbevægelse. 

Formålet med ordningen er ifølge vejledningen, 

at mennesker med betydelig og varigt 

nedsat funktionsevne kan leve så almindeligt 

som muligt og blandt andet deltage i aktiviteter 

på samme måde som andre borgere. 

Centret har produceret et arbejdspapir, 

hvor det diskuteres, hvilke konsekvenser indførelsen 

af frit valg kan have i forhold til mennesker 

med funktionsnedsættelser. På den ene 

side opstiller arbejdspapiret med udgangspunkt 

i hjælperordningen den tese, at frit valg 

kan føre til øget ligebehandling. Diskussionen 

tager udgangspunkt i, at ligebehandling i høj 

grad kan defineres som friheden til selv at 

vælge. På den anden side forholder arbejdspapiret 

sig til kritikken af frit valg ved at se 

på, om frit valg potentielt kan føre til øget uligebehandling 

af mennesker med funktionsnedsættelser. 

Arbejdspapiret kan læses på centrets hjemmeside 

www.clh.dk 


Antidiskriminationslovgivning 

Handicappolitikkens målsætninger er sjældent 

til debat. Dem er vi langt hen ad vejen enige 

om uanset, hvor i det handicappolitiske felt vi 

befinder os. Ligebehandling og lige muligheder 

har siden FN’s Standardregler og folketingsbeslutningen 

om ligestilling mellem handicappede 

og ikke-handicappede fra 1993 

været det underforståede og accepterede mål 

for handicappolitikken. Midlerne har imidlertid 

ofte givet anledning til diskussion. Hvordan 

sikrer vi bedst, at handicappedes vilkår 

tilgodeses i samfundet? 

Er antidiskriminationslovgivning vejen 

frem i den handicappolitiske udvikling? Det 

spørgsmål rejses efterhånden flere og flere steder 

både i indland og udland. USA og England 

har i en årrække haft lovgivning, der forbyder 

diskrimination på baggrund af handicap, 

og har efter sigende opnået positive resultater 

– måske først og fremmest i forhold 

til en forbedret tilgængelighed. 

Danmark er allerede i kraft af vores EU-medlemskab 

del af en proces, hvor antidiskriminationslovgivning 

anvendes som redskab i den 

handicappolitiske udvikling. Og vender vi blikket 

mod vores nordiske naboer, er der i Sverige 

i 2003 indført lovgivning, som forbyder 

diskrimination mod en række grupper, herunder 

handicappede. I Norge har det såkaldte 

Syse-udvalg udarbejdet en udredning om 

Likeverd og tilgjengelighed og på denne baggrund 

fremlagt et udkast til en lov om forbud 

mod diskrimination af mennesker med funktionsevnenedsættelse. 

Centrets undersøgelse og perspektiv 

Centret igangsatte i 2004 et flerårigt projekt 

med fokus på antidiskriminationslovgivning. 

Undersøgelsen omfatter i første omgang en 

udredning af lovgivningen i USA, England, 

Sverige og Irland. De foreløbige resultater af 

denne udredning blev beskrevet i centrets beretning 

for 2004. 


I 2005 har centret gransket problemstillingen 

yderligere. Det er sket på baggrund af det analysemateriale, 

der blev affødt af den norske 

udredning om Likeverd og tilgjengelighet, som 

blev offentliggjort maj 2005. Udredningen 

bygger på en meget bred analyse af international 

ret, EU-ret og udvalgte landes antidiskriminationslovgivning. 

Udredningen er baseret 

på litteraturstudier og studiebesøg i Sverige, 

Finland, Irland, England, USA, Canada og 

Australien, samt besøg i internationale organisationer 

og møder med interesseorganisationer 

og andre interessenter. 

Centret har i sin gennemlæsning af den 

norske udredning søgt at perspektivere spørgsmålet 

om antidiskriminationslovgivning i lyset 

af andre handicappolitiske redskaber. Formålet 

har været at lægge op til drøftelser i Det 

Centrale Handicapråd om, hvorvidt et forbud 

mod diskrimination skal gennemføres i dansk 

ret, eller om der i Danmark kan opnås tilsvarende 

resultater ved at intensivere ligebehandlingsarbejdet 

ved brug af andre handicappolitiske 

redskaber. 

Internationale tendenser 

Forbud mod diskrimination på grund af nedsat 

funktionsevne er i de omtalte lande gennemført 

via forskellige retslige reguleringsformer. 

Der kan skelnes mellem beskyttelse, som 

gives i strafferetslig lovgivning, konstitutionelle 

regler og civilretslig lovgivning. 

Fælles for landene er, at de har valgt civilretslig 

lovgivning som den primære reguleringsform. 

De lande, som også har strafferetslige 

regler, har erfaring for, at disse sjældent 

anvendes i praksis og ingen betydning har. 

Konstitutionelle regler giver en stor signaleffekt, 

men vurderes at have mindre gennemslagskraft 

i praksis, fordi formuleringerne ofte 

er vage og ikke giver grundlag for individuelle 

rettigheder. Dog anlægger de rammerne 

inden for hvilke, de underordnede regler skal 

tolkes. 

Inden for den civilretslige lovgivning er der 

tre forskellige hovedtendenser: 

• En indgangsvinkel til denne type lovgivning 

er den menneskeretslige, som beskytter 

mod diskrimination på flere samfundsområder, 

og forbuddet dækker flere diskriminationsgrunde. 

Denne tilgang signalerer, 

at fravær af diskrimination er en 

generel menneskeret. 

• En anden tilgang er den borgerretslige eller 

gruppe-tilgangen, hvor kravet om beskyttelse 

typisk er knyttet til et bestemt diskriminationsgrundlag. 

USA’s ADA-lovgivning 

(Americans with Disabilities Act) og 

Englands DDA-lov (Disability Discrimination 

Act) er eksempler på lovgivninger, der 

forbyder diskrimination mod mennesker 

med nedsat funktionsevne, og som gælder 

på en række samfundsområder. Disse 

former for lovgivninger er typisk indført 

efter politisk pres fra handicaporganisationerne 

i de pågældende lande. 

• En tredje tilgang er den EU-retslige, som 

forbyder diskrimination på et særskilt område 

– arbejdsmarkedet, og som kræver 

national lovgivning. Som eksempel har 

Finland initieret en ny lovgivning om ligebehandling, 

som i hovedsagen går ud på 

at opfylde de EU-retslige forpligtelser igennem 

en national lov. Grundlaget for denne 

tilgang findes i rammedirektivet om 

forbud mod forskelsbehandling i arbejdslivet, 

2000/78/EF. 

Antidiskriminationslovgivning i praksis 

Der er selvsagt mange forskelle mellem de forskellige 

landes lovgivninger, men også en række 

lighedspunkter. 

Et lighedspunkt er, at lovene alle definerer 

diskrimination både som direkte og indirekte 

diskrimination. Et andet lighedspunkt er, 

at lovgivningen pålægger private og offentlige 

aktører en vis forpligtelse til at tilrettelæg- 


ge forholdene over for mennesker med nedsat 

funktionsevne, hvorimod omfanget af pligten 

varierer en del. 

Diskrimination og manglende tilrettelæggelse 

udløser sanktioner, for eksempel erstatning, 

ligesom visse landes lovgivning pålægger 

den ansvarlige at gennemføre konkrete 

tiltag for at forhindre fremtidig diskrimination. 

Der er også oprettet selvstændige organer 

til håndhævelse af lovgivningen i en række af 

landene, hvoraf nogle har kompetence til at 

afgøre sager, mens andre blot har en rådgivende 

funktion. 

Handicapbegrebet og diskrimination 

Grundlaget for, hvordan diskrimination forstås, 

varierer en del mellem landene. Fælles 

er, at beskyttelsen mod diskrimination gælder 

for både fysiske, psykiske og kognitive 

funktionsevnenedsættelser. 

I Sverige og Finland anvendes termen funktionshinder, 

men denne term er ikke nærmere 

defineret. Begrebet synes at ligge nært op ad 

det danske begreb handicappet. 

Blandt de engelsksprogede lande anvendes 

termen disability eller handicap, hvor disability 

enten defineres i en bred eller i en mere 

snæver forståelse. I den snævre forståelse defineres 

disability ved, at funktionsevnenedsættelsen 

medfører væsentlig begrænsning for 

individets livsudfoldelse. En begrænsning som 

ligeledes skal være varig. 

Den snævre definition af handicapbegrebet 

kan bevirke, at mennesker med nedsat 

funktionsevne kan falde uden for retsbeskyttelsen. 

Det er der eksempler på fra retspraksis 

i USA og England. Spørgsmålet om, hvorvidt 

personen falder ind under retsbeskyttelsen, 

fylder meget i processen og flytter i det hele 

taget fokus fra det, der er det essentielle: integration 

af mennesker med nedsat funktionsevne. 

I Canada, Irland og Australien opereres 

med den brede definition, hvorved forstås, at 

begrebet enten ikke er defineret nærmere eller 

defineres som funktionsevnenedsættelse, 

der beskriver individuelle egenskaber, som 

enten eksisterer, har eksisteret eller vil opstå i 

fremtiden. Retspraksis viser, at denne brede 

forståelse af disability ikke giver problemer i 

afgrænsningen af personkredsen, som i USA 

og England. 

Individuel eller generel lovgivning 

Blandt de andre forskelle og ligheder, der kan 

trækkes frem, er pligten til at tilrettelægge 

forholdene tilgængeligt for mennesker med 

nedsat funktionsevne. Der er store forskelle 

på, hvor vidtrækkende denne pligt er, og dermed 

hvorvidt lovgivningen bidrager til at øge 

tilgængeligheden i samfundet. 

Eksempelvis er der forskel på, om pligten 

til at tilrettelægge forholdene for mennesker 

med nedsat funktionsevne gælder i individuelle 

tilfælde, eller om denne pligt har en mere 

generel karakter. Det vil sige uafhængigt af, 

om en person med nedsat funktionsevne for 

eksempel bruger den pågældende tjeneste. 

I de lande, hvor lovgivningen har mere generel 

karakter, er lovens effekt knyttet til andre 

tiltag, eksempelvis generelle bestemmelser 

og standarder som for eksempel Codes of 

Practice (Australien). Også tilgængelighedsstandarder 

og offentlige myndigheders håndhævelse 

af disse standarder har betydning. 

Det norske Syse-udvalg vurderer, at de 

lande, som har en mere generel pligt, og hvor 

loven håndhæves gennem standarder og opfølgning, 

fremstår som de mest tilgængelige. 

Dermed er det de lande, hvor forbuddet mod 

diskrimination har haft størst effekt på tilgængelighedsområdet. 

Antidiskriminationslovgivning og andre 

handicappolitiske redskaber 

Konklusionen i den norske udredning peger i 

retning af, at et forbud mod diskrimination er 

vejen frem i den handicappolitiske udvikling. 

Men her er det vigtigt at opholde sig lidt ved 


udvalgets metode og de begrænsninger, det 

giver for konklusionens rækkevidde. 

Syse-udvalget blev netop sat i verden for 

at forberede et udkast til en antidiskriminationslov 

og har derfor alene undersøgt lovgivning 

og erfaringer på dette område. Med denne 

metode ligger det lige for at fremkomme 

med en positiv vurdering af antidiskriminationslovgivning 

som det lyksaliggørende handicappolitiske 

redskab. Udvalget har derimod 

ikke sammenlignet effekterne af antidiskriminationslovgivning 

med effekterne af andre 

handicappolitiske redskaber, for eksempel sektoransvar 

og sektor-handlingsplaner. Udvalget 

når dog frem til, at antidiskriminationslovgivningen 

har størst effekt i de lande, hvor 

lovgivningen følges op af standarder og normer 

for god praksis. 

På Det Centrale Handicapråds møde den 

14. september 2005 blev udredningen drøftet 

med et af udvalgsmedlemmerne, jurist og patientombud 

Atle Larsen. Det blev der en god 

diskussion ud af, som viste, at Det Centrale 

Handicapråd ikke i øjeblikket mener, at en lov, 

som den foreslået i Norge, er det rette redskab 

i den danske strategi. 


Kommunernes hjælp til voksne 

med ADHD 


satte i 2004 fokus på kompensation til voksne 

med ADHD. Undersøgelsen viste blandt andet, 

at der er et behov for formidling af viden om 

ADHD til kommunerne. 

„Hvis man ser pæn ud og er 

velformuleret, så tror de ikke, I 2005 har centret 

at man har noget handicap. fulgt op på undersøgelsen 

fra 2004, blandt 

Jamen, du er jo intelligent – 

så tag dig dog sammen.“ (Citat 

fra mand med ADHD) 

andet for at finde ud 

af om voksne med AD- 

HD oplever, at de får 

den hjælp fra kommunen, som de har behov 

for. 

I forbindelse med undersøgelsen har vi interviewet 

ti voksne med ADHD. Kontakten til 

interviewpersonerne er formidlet enten gennem 

ADHD-foreningens hjemmeside eller gennem 

flyverprojektet. Herudover har vi mødtes 

med en gruppe voksne med ADHD hovedsagelig 

i alderen 20-30 år. ADHD-foreningens 

flyverprojekt og Den Uvildige Konsulentordning 

på Handicapområdet har endvidere givet 

os adgang til anonymiserede sager om 

voksne med ADHD. 

Deltagerne i undersøgelsen fortæller, at det 

er svært at få kompensation for deres handicap, 

så de kan klare sig i hverdagen på lige 

fod med andre. Undersøgelserne i 2005 og 

2004 peger samtidig på, at mange har glæde 

af en støttekontaktperson, der kan hjælpe med 

at få styr på et til tider kaotisk liv. Dette understøttes 

desuden af arbejdet i ADHD-foreningens 

flyverprojekt. 

Fakta: flyverprojektet 

ADHD-foreningen har med midler fra satspuljen i årene 

2003-2005 oprettet et landsdækkende flyverprojekt, der 

er et tilbud til voksne med ADHD/DAMP, deres familier 

samt amter, kommuner, uddannelsesinstitutioner m.fl. Flyverprojektet 

har blandt andet hjulpet voksne med ADHD 

med at navigere i det sociale system og med at få struktur 

på livet. Flyverprojektet har også arbejdet med at formidle 

viden om voksne med ADHD blandt andet til landets 

kommuner og amter. Da ADHD foreningen ikke har 

modtaget midler fra satspuljen til at forsætte projektet 

lukkes det ned med udgangen af 2005. 


Voksne med ADHD 

ADHD står for Attention Deficit / Hyperactivity 

Disorder – hvilket betyder forstyrrelser af 

opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. I 

Danmark brugte man tidligere betegnelsen 

DAMP, der stort set svarer til ADHD. Tidligere 

troede man, at børn med DAMP/ADHD voksede 

fra deres vanskeligheder, men det har vist 

sig langt fra at være tilfældet for alle. 

Personer med ADHD har forstyrret udvikling 

på enkelte afgrænsede områder og normal 

udvikling på andre. Når det fastlægges, 

om en person har ADHD, sker det ud fra en 

vurdering af den adfærd, personen har. 

Forstyrrelsen kommer til udtryk gennem 

uopmærksomhed, hyperaktivitet eller inaktivitet, 

impulsivitet og klodsethed. Det er dog 

vigtigt at være opmærksom på, at symptomerne 

kan variere meget fra person til person. Reaktionsmønstrene 

viser sig tydeligst i situationer 

med ustrukturerede aktiviteter og rutineopgaver. 

I en-til-en-situationer, hvor der er 

kontakt med autoritetspersoner, og i forbindelse 

med spændende strukturerede opgaver, 

hvor der er tilbagevendende kontakt med andre, 

skiller mennesker med denne form for 

funktionsnedsættelse sig ofte ikke ud fra 

mængden. 

Ved en funktionsnedsættelse som ADHD 

er symptomerne i meget høj grad noget, som 

stort set alle mennesker oplever i form af mindre 

betydningsfulde 

„Kommunen sagde: Når du uvaner. Men hos personer 

med ADHD bli- 

bliver 18 år, så har du ikke 

ADHD mere.“ (Citat fra kvinde 

med ADHD) 

den og inaktiviteten 

ver uopmærksomhe- 

eller overaktiviteten 

en tilstand, som dominerer tilværelsen og fungerer 

som en uoverstigelig forhindring for at 

kunne deltage i socialt samvær, uddannelse, 

arbejde mv. Der kan være tale om betydelige 

funktionsnedsættelser i hverdagen og derfor 

behov for hjælp. 

Hjælp fra kommunen 

Tre af undersøgelsens ti interviewpersoner får 

på nuværende tidspunkt støtte eller praktisk 

hjælp fra kommunen i forbindelse med deres 

ADHD. Hjælpen består 

hovedsagelig i „Jeg klarer mig selv med uddannelse 

og arbejde, derfor 

støttekontaktpersoner 

og praktisk hjælp i har de svært ved at acceptere, 

at jeg har brug for hjælp.“ (Citat 

fra kvinde med ADHD) 

hjemmet. En fjerde er 

blevet lovet hjælp til 

at få orden i sine papirer. 

En af deltagerne er tilknyttet ungdomspsykiatrien 

og modtager herigennem støtte og 

vejledning. 

Fire af de syv interviewpersoner, der ikke 

på nuværende tidspunkt får støtte eller praktisk 

hjælp, oplever, at de mangler hjælp for at 

få styr på tingene og få overblik over systemet. 

De oplever, at de mangler en, der kan 

guide dem i svære situationer i hjemmet, under 

uddannelsen eller på arbejdet. De ønsker 

en coach, der kan hjælpe med at strukturere 

hverdagen og samle op på de ting, der ikke 

bliver gjort. Der kan desuden være brug for 

hjælp til at få styr på økonomien og til at komme 

ud af gældsstiftelser. Én mangler hjælp til 

at kunne komme til at tale med en psykiater 

eller en psykolog. To af de deltagere, der modtager 

hjælp i form af støtte i hjemmet, oplever 

at have brug for anden eller mere hjælp, end 

den de får. 

Flere af undersøgelsens deltagere modtager 

økonomisk hjælp fra kommunen. En af undersøgelsens 

deltagere er således under revalidering, 

to er på førtidspension og tre er på 

kontanthjælp. En er visiteret til fleksjob. Tre 

deltagere er i arbejde eller under uddannelse 

på almene vilkår. 

En af de ting, der kommer frem under 

mødet med voksengruppen, er oplevelsen af 

at have svært ved at forklare over for kommunen, 

hvad deres problemer er, og hvilken 

form for hjælp de har behov for. Det opleves 

som om, man for at opnå kompensation skal 

gøre mange ting, som man netop ikke kan 


magte på grund af sin funktionsnedsættelse. 

For eksempel at have overblik over og kunne 

gøre rede for, hvilken hjælp man har brug for, 

at udfylde et ansøgningsskema og at deltage i 

nogle gange langvarige møder med sagsbehandleren. 

Den samme oplevelse har en af interviewpersonerne 

haft – hun forklarer det 

sådan: „Jeg synes nogle gange, at det er mere 

ressourcekrævende at få hjælp end ikke at få 

det.“ 

Undersøgelsen peger også på, at det kan 

være svært, at få kommunen til at tro på, at 

man reelt set har brug for hjælp. Deltagerne i 

mødet med voksengruppen beskriver, at de 

føler, at kommunen ser dem som bedre fungerende, 

end de er, fordi man ikke kan se på 

dem, at de har en funktionsnedsættelse. En af 

deltagerne i mødet med voksengruppen forklarer 

det med, at ADHD ikke er accepteret 

som et handicap. En anden har følgende oplevelse: 

„De sidder og stirrer på mig med mistro, 

fordi jeg ikke har ADHD stemplet i panden.“ 

Seks interviewpersoner har haft en bisidder 

med til møder ved kommunen, og de oplever 

generelt, at det er en stor fordel at have 

en med, der kan hjælpe med at forklare tingene. 

Som en af de interviewede forklarer det: 

„Jeg slapper mere af, når jeg ved, der er en med, 

som ligesom kan gå ind og forklare, hvis jeg 

pludselig taber tråden.“ Deltagerne i mødet 

med voksengruppen har også erfaring for, at 

det er en god ide at have en bisidder med til 

møder i kommunen. 

De fire interviewpersoner, der enten allerede 

modtager hjælp eller er blevet lovet hjælp 

fra kommunen på grund af deres ADHD, har 

alle modtaget assistance fra ADHD-foreningens 

flyverprojekt og har haft en fra flyverprojektet 

med til et eller flere møder på kommunen. 

Dette vurderes at have gjort en stor 

forskel. En udtrykker det således: „Men nu, 

fordi flyveren var med og kunne tale sagen der, 

så var det ikke noget problem.“ 

Undersøgelsen peger endvidere på, at der 

er behov for, at kommunen udfylder en mere 

aktiv rolle. Der er behov for, at kommunen 

følger op på, hvordan man har det. På mødet 

med voksengruppen fremgår det, at det ville 

være en stor hjælp, hvis kommunen var mere 

opsøgende, fordi det kan være svært selv at få 

taget kontakt til kommunen. 

På mødet med voksengruppen peges der 

også på, at nogle af problemerne med at opnå 

hjælp bunder i, at kommunen ikke informerer 

om, hvilke rettigheder man har, og at kommunen 

ingen eller dårlig rådgivning giver. En 

udtrykker det således: „Man skal selv komme 

og vide, hvor man kan få hjælp og efter hvilke 

paragraffer.“ 

Kommunernes viden om ADHD 

Alle ti interviewpersoner og deltagerne i mødet 

med voksengruppen oplever, at kommunerne 

generelt ved for lidt om ADHD eller slet 

ingen viden har. To 

interviewpersoner oplever, 

at deres nuvæ- 

ikke helt kan sætte sig ind i, 

„Man kan også føle lidt, at de 

rende sagsbehandler hvad det er, der foregår. Der 

har skaffet sig den er også nogle gange, hvor de 

nødvendige viden om virker ignorerende over for det 

ADHD, og én pointerer, 

at han oplever, at 

eller ikke vil forstå det.“ (Citat 

fra mand med ADHD) 

sagsbehandleren faktisk 

går op i, at han skal få det bedre. De, der 

har oplevet, at deres sagsbehandler har sat sig 

ind i, hvad det vil sige at have ADHD, oplever, 

at det gør en stor forskel: „Han har virkelig sat 

sig ind i, hvad det vil sige. Og det er også derfor, 

at han kan hjælpe mig så godt og finder måske 

det rigtige arbejde til mig.“ 

En af interviewpersonerne påpeger, at det 

er vigtigt, at kommunen ikke bare ved, hvad 

ADHD er, men også forstår, hvad den enkeltes 

problemer er i forhold til ADHD. Voksengruppen 

siger ligeledes, at ADHD viser sig forskelligt 

fra person til person, og at det derfor 

er vigtigt, at kommunen er god til at tænke i 

fleksible løsninger tilpasset den enkelte. 

Deltagernes opfattelse af, at kommunen 

ved for lidt om ADHD, understøtter sidste års 


undersøgelse, der netop viste, at der generelt 

kun er få kommunale afdelinger, der har en 

stor viden om vanskelighederne og kompensationsbehovet 

hos normalt begavede voksne 

med udviklingsforstyrrelser. 

En ting, der for nogle af deltagerne i undersøgelsen 

var med til at forstærke problematikken 

om manglende viden, var hyppige 

sagsbehandlerskift. Det giver den oplevelse, at 

når man lige har fået forklaret, hvad ADHD 

er, hvem man selv er, og hvad man har brug 

for, så får man en ny sagsbehandler. På den 

måde skal man fortælle sin historie og sætte 

nye sagsbehandlere ind i, hvad det vil sige at 

have ADHD igen og igen. En af de interviewede 

forklarer det således: „Så starter det bare 

forfra, så skal jeg fortælle hele historien en gang 

til, så når det er sagt, så går der tre måneder, så 

får jeg ny sagsbehandler igen, så starter jeg forfra.“ 

Konklusioner og anbefalinger 

Undersøgelsens resultater peger på: 

• at der mangler viden om ADHD i kommunerne 

• at det kan være svært for voksne med ADHD at få kompensation for deres handicap 

• at det kan være svært at få kommunen til at tro på, at der er brug for hjælp, fordi man 

ikke kan se på mennesker med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse 

• at det er svært for voksne med ADHD at forklare kommunen, hvilken form for hjælp 

der er brug for 

• at der er behov for en mere aktiv rolle fra kommunernes side, at der følges op, og at 

der vejledes og rådgives om rettigheder og muligheder 

• at det er vigtigt, at kommunerne ved sagsbehandlerskift er opmærksomme på, at 

relevant viden bliver givet videre 

• at det er vigtigt, at kommunerne holder sig for øje, at voksne med ADHD er meget 

forskellige og har forskellige behov. Der skal derfor tænkes i at skabe fleksible løsninger, 

der passer til den enkelte 

• at det er afgørende at have en god sagsbehandler, der ved noget om ADHD 

• at mange voksne med ADHD har brug for en coach, der kan hjælpe med at få struktur 

på livet og fungere som bindeled til kommunen. 

På baggrund af undersøgelsens resultater anbefaler centret derfor: 

• at der tages initiativ til en oplysningskampagne og et uddannelsesinitiativ om voksne 

med ADHD målrettet kommunale sagsbehandlere 

• at der igangsættes en uddannelsesindsats af kommunale coaches og støttekontaktpersoner 

• at der tages initiativ til en systematisk indsamling, bearbejdning og formidling af 

viden om voksne med ADHD og kompensationsmuligheder, f.eks. forankret i VISO. 


Uddannelse 

Centret har i 2005 fokuseret ganske kraftigt 

på handicappede og uddannelse. I øvrigt i tæt 

samarbejde med Det Centrale Handicapråd. 

Det har vi gjort, fordi vi gennem de seneste år 

har set en række undersøgelser og analyser, 

som ret entydigt peger på, at handicappede 

er i risiko for at blive sat af i kapløbet om uddannelse. 

Vores bekymring kommer blandt 

andet fra Socialforskningsinstituttets store 

undersøgelse om Funktionshæmning i 90’erne, 

fra regeringens egen handicap-benchmarkanalyse 

fra sommeren 2005, og fra de konklusioner, 

vi i centret selv når frem til i tre 

analyser, vi har lavet om unge handicappedes 

overgang fra grundskolen til ungdomsuddannelsessystemet. 

Det er i sig selv bekymrende og et stort 

ligebehandlingsproblem, at handicappede generelt 

er dårligere uddannet end ikke-handicappede. 

Men alvoren aktualiseres yderligere 

af den galopperende globaliserings konsekvenser 

for det danske arbejdsmarked. Dårlig uddannelse 

til handicappede er ikke kun et ligebehandlingsproblem 

i uddannelsessystemet. 

Det er kilden til en livslang negativ forskelsbehandling 

på kanten af arbejdsmarkedet, 

med lav indkomst, de dårligste boliger og en 

generel dårlig social integration. Her er der 

ikke tale om at bryde med den sociale arv i 

traditionel forstand, men i den forstand, at 

man som handicappet skal bryde med den 

determinisme, som man arver i kraft af sin 

funktionsnedsættelse. 

Den øgede internationale arbejdsdeling betyder, 

at jobs med et lavt vidensindhold forsvinder 

fra det danske arbejdsmarked, mens 

kvalifikationskravene til nye og eksisterende 

jobs tilsvarende bliver højere. Hvis mennesker 

med en funktionsnedsættelse ikke skal blive 

de ultimative tabere i den proces, er vi nødsaget 

til at udbygge og forbedre handicappedes 

muligheder i uddannelsessystemet væsentligt. 

Vi kan ikke udelukkende adressere handicappedes 

beskæftigelsesproblemer fra arbejds- 


markedssiden. Handicappede vil med tiden 

blive yderligere marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet, 

hvis ikke de får mulighed for 

at uddanne sig på mindst samme niveau som 

ikke-handicappede. Hvis uddannelsesniveauet 

ikke hæves, vil de beskæftigelsesproblemer, 

vi kender i dag blive ved med at reproducere 

sig selv i det uendelige. 

Centret har derfor i 2005 gennemført tre analyser med relation til uddannelsesområdet: 

• Centret har forsøgt at få styr på debatten om den rummelige og inkluderende folkeskole – 

og ikke mindst forsøgt at få et billede af, hvad kommunerne forstår ved en rummelig 

folkeskole. 

• Centret har ligeledes gennemført tredje og foreløbig sidste del af det, vi har kaldt overgangsprojektet, 

hvor vi har set på unge handicappedes overgang fra grundskolen til ungdomsuddannelsessystemet. 

I 2003 fokuserede vi på unge døves problemer, i 2004 fokuserede 

vi på unge synshandicappede, og i 2005 har vi så koncentreret os om unge med et 

bevægelseshandicap. 

• Endelig har vi fulgt op på sidste års analyse af magtanvendelse i folkeskolen. Opfølgningen 

har været fokuseret på at få debatten om magtanvendelse løftet ud af mørket og op på 

bordet på den enkelte skole. Opfølgningen har vi lavet i samarbejde med Børnerådet. 


En rummelig og inkluderende 

skole 

Den rummelige folkeskole er et af de nøglebegreber, 

som har præget den skolepolitiske debat 

de sidste mange år. Både på internationalt, 

nationalt og lokalt plan er der blevet og 

bliver der fortsat arbejdet på at gøre folkeskolen 

rummelig og inkluderende. 

Men hvad er en rummelig folkeskole? 

Hvad vil det sige, at folkeskolen er inkluderende? 

Hvordan udmønter 

det sig på skolerne, 

og hvilken be- 

„De enkelte lande bør anerkende 

princippet om lige uddannelsesmuligheder 

og integration 

i grundskole, ungdomsud- 

børn med funktionstydning 

har det for 

dannelse og højere uddannelse 

for handicappede børn, un- 

spørgsmål har Center 

nedsættelser? Disse 

ge og voksne. De bør sikre, at for Ligebehandling af 

uddannelse af mennesker med 

Handicappede set 

handicap er en integreret del 

nærmere på i 2005 

af uddannelsessystemet.“ 

ved at spørge landets 

(FN’s Standardregler. Regel 6.) 

kommuner om, hvordan 

de arbejder med 

rummelighed og inklusion på kommunens skoler. 

Vi har spurgt samtlige kommuner og fået svar 

fra 143. Ni af disse kommuner har vi efterfølgende 

kontaktet telefonisk for at få uddybet 

deres besvarelser. 

Svarene viser, at langt de fleste af alle de 

kommuner, der har svaret, har gjort sig tanker 

om inklusion under en eller anden form. 

Men der er også kommuner, der oplyser, at 

de overordnet ikke arbejder med rummelighed. 

Af de kommuner, som arbejder med rummelighed, 

har mange enten rummelighed eller 

inklusion indskrevet i skolepolitikken eller 

vedtaget som politisk fokusområde. I mange 

kommuner har arbejdet med rummelighed 

også ført til konkrete projekter på de lokale 

skoler. 

Rummelighed eller inklusion 

Det er ikke entydigt, hvordan begreberne inklusion 

og rummelighed skal forstås. Blandt 

nogle fagpersoner opfattes inklusion som et 

bedre dækkende begreb end rummelighed. 

Center for Inklusion forklarer det således: „At 


inkludere betyder at medregne og er et mere 

vidtrækkende begreb end rummelighed og social 

integration. Rummelighed kan optræde 

uden social integration som en fysisk eller funktionel 

integration. Eksempelvis kan børn og unge 

med særlige behov være placeret i normale skoler 

eller normale daginstitutioner i form af knaster 

eller specialklasser uden kontakt til børnene 

eller de unge i det normale system.“ 

Vi har brugt denne begrebsafklaring og 

tager derfor udgangspunkt i, at ordene inklusion 

og rummelighed har hver deres betydning. 

Inklusion indebærer ikke alene fysisk 

integration, men også social og læringsmæssig 

integration. Inklusion kan kun være „et 

sammen“ og aldrig „et ved siden af“. 

De kommuner, der har svaret på vores henvendelse, 

anvender i overvejende grad ordet 

rummelighed, når de beskriver deres arbejde. 

Det fremgår dog, at ordene rummelighed og 

inklusion til tider forstås synonymt, og ofte er 

det ikke helt klart, hvad kommunerne mener 

med begreberne. Følgende citat er formentlig 

dækkende for mange kommuners forståelse 

af, hvad rummelighed vil sige: „Rummelighed 

handler om, at der er plads til og accept af den 

enkelte.“ 

Regler og konventioner 

Ifølge folkeskolelovens § 2 har kommunalbestyrelsen 

ansvaret for, at alle børn sikres vederlagsfri 

undervisningen i folkeskolen. Undervisningen 

gives normalt i den lokale folkeskole, 

medmindre barnet har behov for særlig 

hensyntagen eller støtte. I disse tilfælde kan 

kommunalbestyrelsen indstille til amtsrådet, 

at det skal overtage forpligtelsen til at sørge 

for undervisningen. 

Folketinget vedtog i maj 2000 en ændring 

af folkeskoleloven. De politiske intentioner bag 

loven var blandt andet, at specialundervisning 

skal ske så tæt på den enkelte elevs nærmiljø 

som muligt, at kvaliteten i specialundervisningen 

skal fastholdes, og at eleven så vidt muligt 

skal blive i det almene skolesystem. 

Som følge af ændringen af folkeskoleloven 

iværksatte Undervisningsministeriet KVIS-programmet, 

som står for kvalitet i specialundervisningen. 

I 2003 blev KVIS-programmet midtvejsevalueret 

af Danmarks Evalueringsinstitut. 

De konkluderede, at KVIS har været med til 

at sætte fokus på kvalitet i specialundervisningen 

og på rummelighedsbegrebet, men at henvisningsfrekvensen 

til specialundervisningen 

ikke var faldet. Som et led i overgangen til en 

ny kommunal struktur har undervisningsministeren 

besluttet, at KVIS forlænges til januar 

2007. 

Internationalt set har man også diskuteret, 

hvordan uddannelse kan blive en mulighed 

for alle, og med Salamanca Erklæringen, 

som Danmark har underskrevet, har man fastslået, 

at alle børn har en grundlæggende ret 

til uddannelse i de almene skoler. 

Fakta: Salamanca Erklæringen 

De, der har særlige uddannelsesmæssige behov, 

skal have adgang til almindelige skoler, som skal 

være i stand til at imødekomme deres behov ved 

at anvende en pædagogik, der er centreret omkring 

det enkelte barn, almindelige skoler, som 

har denne inklusive orientering, er det mest effektive 

middel til at bekæmpe diskrimination, skabe 

trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund 

og opnå uddannelse for alle; desuden giver 

de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse 

og forøger dermed hele uddannelsessystemets 

effektivitet og ressourceudnyttelse. (Uddrag af Salamanca 

Erklæringens art. 2) 

Bliver der plads til alle i den inklusive 

skoleklasse 

En af intentionerne bag de fleste kommuners 

arbejde med rummelighed og inklusion er at 

bryde henvisningskurven til specialundervisningen 

og sørge for, at flere børn kan få et 

kvalificeret undervisningstilbud i den kommunale 

folkeskole. 

På trods kommunernes intentioner og på 

trods af, at den skolepolitiske debat i det hele 


taget har været præget af tanker om rummelighed 

og inklusion, undervises et stigende 

antal elever uden for distriktsskolen. 

Fakta: elever i den vidtgående 

specialundervisning 

Fra 1995 til 2003 er antallet af elever i den vidtgående 

specialundervisning steget med knap 

40%. Det er særligt antallet af elever med svære 

adfærds/psykiske vanskeligheder, der er steget. 

Andelen af elever med generelle indlæringsvanskeligheder 

har været nogenlunde konstant og 

udgør ca. 45% af eleverne i den vidtgående specialundervisning. 

Andelen af elever, der i statistikken 

karakteriseres som andet, hvilket i de fleste 

tilfælde dækker over elever med autisme eller 

ADHD, udgør ca. 8% af eleverne i den vidtgående 

specialundervisning. Det er ca. samme andel 

som i 1991/92. Andelen af elever med læsesprog-tale-vanskeligheder 

er faldet meget og udgør 

nu mindre end en tiendedel af det samlede 

antal elever i den vidtgående specialundervisning. 

Andelen af elever med bevæge-, syns- og hørevanskeligheder 

er også alle faldende. (Statistik 

fra Folkeskolens vidtgående specialundervisning 

1991/92 – 2003/04 Undervisningsministeriet) 

En del kommuner arbejder med overskrifter 

som skolen for alle. Det kan dog læses i svarene 

og materialet fra kommunerne, at det nok 

snarere er skolen for så mange som muligt, 

man arbejder hen imod. En kommune forklarer 

det sådan: „Rummelighed er det forhold 

mellem individ og fællesskab, hvor problemer 

i forholdet først og fremmest søges løst gennem 

forandringer i fællesskabet, men hvor 

individet har ret til at blive involveret i et andet 

fællesskab, hvis dette vurderes at være det 

bedste for hende/ham.“ 

Det er i reglen barnets bedste, kommunerne 

tager udgangspunkt i, når de forklarer, 

hvorfor ikke alle børn kan være i almenskolen. 

Nogle vil have behov, som simpelthen ikke 

kan opfyldes i almentilbuddene. Enkelte 

kommuner definerer rummelighed primært 

som et spørgsmål om, at børnene skal kunne 

rummes lokalt i kommunen snarere end at 

skulle kunne rummes i almenklasserne. 

Samlet peger materialet på, at de fleste 

kommuner har en trinvis tilgang til skoletilbud. 

Der tages udgangspunkt i, at børn skal 

undervises i almentilbuddene. Nogle børn vil 

dog have behov for et specialundervisningstilbud. 

Disse børn skal så vidt muligt have et lokalt 

tilbud. Kan det ikke lade sig gøre, må man 

visitere til et tilbud uden for kommunen. Denne 

tilgang er i overensstemmelse med intentionerne 

bag folkeskolelovsændringen fra 2000, 

hvor der lægges op til, at eleven så vidt muligt 

skal blive i det almene skolesystem, og at specialundervisning 

skal ske så tæt på den enkelte 

elevs nærmiljø som muligt. 

Mange kommuner har i tilrettelæggelsen 

af deres arbejde med rummelighed og inklusion 

haft udgangspunkt i børn med problemer 

i relation til adfærd, kontakt og trivsel, de såkaldte 

AKT-børn. Som det forklares af en kommune: 

„man har i arbejdet haft udgangspunkt 

i AKT-børn, fordi man her har kunnet se et 

problem, og fordi der er ganske mange AKTbørn.“ 

Dette skal givetvis ses i sammenhæng 

med, at det er for denne gruppe af børn, henvisningsprocenten 

er steget mest. Kommunerne 

har dog ikke afgrænset AKT-børn som arbejdets 

eneste målgruppe. I nogle kommuner 

er der også iværksat projekter, der kommer 

børn med andre former for funktionsnedsættelser 

til gode. Følgende uddybning er formentlig 

rammende for tankerne i mange kommuner: 

„efterhånden som arbejdet leder til en 

kulturændring, vil det komme alle børn til 

gode. Arbejdet skal jo lede til, at man ikke 

længere tænker i at finde tilbud uden for lokalmiljøet, 

men tænker i, hvordan løses situationen 

for barnet i lokalmiljøet.“ 

Hvordan skaber man en rummelig og 

inkluderende skole 

Der er mange tilgange til arbejdet med rummelighed 

og inklusion; mange mål og mange 

metoder. Der er dog flere ting, der går igen i 

kommunerne. 


Nogle kommuner har organiseret arbejdet 

med rummelighed og inklusion tværfagligt. 

Der arbejdes både med skoleområdet, daginstitutionsområdet 

og fritidstilbudsområdet, og 

instanserne samarbejder om at skabe mere 

rummelige og inklusive miljøer i kommunen. 

Andre har forankret arbejdet i det forebyggende 

arbejde og fokuserer på at bryde den 

negative sociale arv. 

Mange kommuner taler om omstrukturering 

af klasseundervisningen, implementering 

af nye læringsstile og efteruddannelse af personalet 

som redskaber til at skabe øget rummelighed 

og inklusion. En del har også planer 

om at omstrukturere PPR og den kommunale 

specialundervisning, så PPR får en konsultativ 

rolle for lærere, pædagoger og det øvrige 

personale. Mange vil også indføre nye organisationsformer, 

for eksempel i form af selvstyrende 

teams. 

En del kommuner har desuden fokus på 

økonomiske incitamenter. Nogle oplyser, at 

midlerne skal overflyttes fra specialområdet 

til almenområdet; andre har indført nye resursestyringsmodeller, 

hvor pengene enten følger 

barnet, eller hvor det økonomiske ansvar 

for specialundervisningen er udlagt til skolerne. 

Der er mange kommuner, der sætter ind i 

forhold til bygninger og lokaler. En omorganisering 

af klasseundervisningen stiller krav 

om en ændret arkitektur, der i højere grad understøtter 

differentieret undervisning og nye 

former for holddannelser. Det ser ikke ud til, 

at det at sikre fysisk tilgængelighed for børn 

med funktionsnedsættelser er en del af rummelighedsprojekterne. 

Dog har nogle kommuner 

også medsendt deres handicappolitik, 

hvoraf det fremgår, at man stræber efter fuld 

tilgængelighed på skoleområdet. 

Det fremgår af materialet, at en del af arbejdet 

med rummelighed handler om kulturændringer. 

Der er generelt meget fokus på at 

ændre begreber, tænkemåder, børnesyn og 

pædagogiske praksisser. En kommune forklarer: 

„Der arbejdes på at ændre begrebssættet 

om almen undervisning og specialundervisning, 

så de to begreber smelter sammen i et 

fælles syn på læring og udvikling. I stedet for 

at bygge undervisningen på mangler hos personen 

skal dennes udviklingsmuligheder i fokus, 

og blandt andet skal specialundervisningen 

i stadig højere grad tilpasses de almindelige 

undervisningsmiljøer.“ 

Meget af kommunernes arbejde tager som 

nævnt udgangspunkt i AKT-børn, og de har 

derfor udviklet tiltag, der specifikt er målrettet 

AKT-børn. Der er for eksempel uddannet 

AKT-ressourcelærere, oprettet AKT-støtteenheder, 

og afholdt AKT-kurser for pædagoger 

og lærere. 


Konklusioner og anbefalinger 

Det er meget varierende, hvor længe kommunerne har arbejdet med inklusion, hvordan 

de præsenterer arbejdet, og hvilke forventninger de selv har til det. Det er derfor svært at 

sige noget generelt om kommunernes arbejde med inklusion, og hvilken betydning dette 

arbejde på sigt får for børn med funktionsnedsættelser. Overordnet kan man sige, at 

rigtig mange kommuner er meget fokuserede på at skabe skoler, der bliver bedre til at 

hindre, at børn udskilles fra almenmiljøet. Samtidig er der enighed om, at nogle børn 

skal have et andet tilbud end distriktsskolen. Der er en tydelig tendens til, at der har 

været en høj grad af fokus på AKT-børn i arbejdet med rummelighed. 

På baggrund af centrets indsamling af viden anbefaler vi: 

• At der centralt udarbejdes et inspirationsmateriale, som kan påvirke definitionen af, 

hvad man mener rummelighed og inklusion betyder. Materialet skal ligeledes understrege, 

at kommuner og skoler bør arbejde med inklusion i betydningen såvel fysisk 

som pædagogisk som social rummelighed. 

• At der tilvejebringes et solidt forskningsbaseret materiale, som afdækker, hvorfor 

valget mellem specialtilbud og almentilbud falder ud, som det gør. Hvilke faktorer, 

aktører og argumentationer trækker i henholdsvis den ene og den anden retning? 

• At det sikres, at der genereres viden om, hvordan børn med funktionsnedsættelser 

bedst inkluderes på distriktsskolerne. Der skal være viden, der dækker alle handicapgrupper. 

Dette kan eventuelt ske ved, at man opretter en vidensbank i VISO, hvor 

skolerne kan henvende sig, når et barn med en funktionsnedsættelse skrives ind. 

• At man har fokus på, hvem der ikke inkluderes i almentilbuddene og kontinuerligt 

diskuterer afgrænsningen mellem almen- og specialtilbud. Der bør iværksættes danske 

undersøgelser, herunder effektundersøgelser af specialundervisningen kontra almenundervisningen. 

• At fysisk tilgængelighed indarbejdes i rummelighedsprojekterne. 

Den fulde analyse findes i rapportform på centrets hjemmeside www.clh.dk 


Overgang fra grundskole til 

ungdomsuddannelse for 

bevægehandicappede 

Hvordan former overgangen fra grundskole 

til ungdomsuddannelse sig for unge med et 

bevægehandicap? Det er hovedspørgsmålet i 

denne tredje del af undersøgelsen om unge 

handicappedes overgang fra grundskole til 

ungdomsuddannelse, som centret har gennemført 

siden 2002. 

Undersøgelsen viser, at der er flere faktorer 

på spil, når unge med et bevægehandicap 

skal vælge uddannelse efter grundskolen. Det 

er ikke muligt at udpege én enkelt udslagsgivende 

faktor – for eksempel uddannelsesog 

erhvervsvejledning – som afgørende i overgangsprocessen 

fra grundskole til ungdomsuddannelse. 

Vores undersøgelse peger dog på 

følgende problemstillinger: 

• Mange unge med et bevægehandicap afslutter 

grundskolen uden at aflægge afgangsprøve 

i alle fag 

• Mange unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse, 

der giver adgang til en 

kompetencegivende uddannelse, ser ikke 

ud til at fortsætte i uddannelsessystemet, 

men ansættes i stedet i job med løntilskud 

• Der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til 

funktionsnedsættelsen i uddannelsesog 

erhvervsvejledningen 

• De unge har ikke overblik over deres uddannelsesmuligheder 

• Forældrene har væsentlig indflydelse på 

de unges valg af uddannelse. 

Undersøgelsen om unge med et bevægehandicap 

er en del af et flerårigt projekt om unge 

handicappedes overgang fra grundskole til 

ungdomsuddannelse. Centret har i de foregående 

år set på problemerne for unge døve/ 

hørehæmmede og unge med synshandicap i 

forbindelse med overgangen fra grundskole til 

ungdomsuddannelse. Disse undersøgelser er 

beskrevet i statusberetningerne 2002 og 2004. 

Den gennemgående problemstilling for alle 


undersøgelserne har været at få større viden 

om, hvad der dels kan fremme og dels hæmme 

en god overgang for unge handicappede. 

Centrets undersøgelse – unge 

bevægehandicappede 

Centrets undersøgelse bygger på en spørgeskemaundersøgelse 

blandt 621 unge bevægehandicappede 

i alderen 16-25 år. 165 unge 

besvarede det fremsendte spørgeskema. Det 

betyder, at konklusionerne fra den kvantitative 

del af undersøgelsen baseres på en relativ 

lille mængde data. Undersøgelsen er derfor 

ikke statistisk valid og repræsentativ. Når det 

er sagt, så repræsenterer undersøgelsen en 

værdifuld viden og indsigt i 165 unges erfaring 

med overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. 

Ud over spørgeskemaundersøgelsen er der 

gennemført interview med uddannelsesog 

erhvervsvejledere, ressourcepersoner fra forskellige 

videnscentre og handicaporganisationer 

samt med unge fra målgruppen. 

Grundskolen 

93% af de unge har gennemført grundskolen. 

Til sammenligning kan nævnes, at gennemførelsesprocenten 

på landsplan er 95. 

• 71% har gået i en almindelig folkeskole 

• 12% har gået i en centerklasse 

• 10% har gået i en specialskole 

• 7% har gået i en privatskole. 

I undersøgelsen spørges de unge, om de har 

taget afgangsprøve i alle fag, som det er muligt 

at aflægge prøve i. 60% af de unge svarer 

ja til dette spørgsmål. Tal fra Undervisningsministeriet 

viser, at 96% af 9. klasseeleverne i 

grundskolen aflægger prøve i dansk, matematik 

og engelsk. Selvom der ikke er tale om helt 

sammenlignelige tal, peger undersøgelsen på, 

at unge med et bevægehandicap forlader folkeskolen 

med et grundlag, der ikke alene betyder, 

at de kommer til at stå dårligt i uddannelseskapløbet, 

men også i forhold til at få 

fodfæste på arbejdsmarkedet. 

Centrets to tidligere analyser af døve/hørehæmmedes 

og synshandicappedes overgang 

bekræfter billedet af, at mange unge handicappede 

afslutter folkeskolen uden en fuld 

afgangsprøve. De unge med bevægehandicap 

oplyser i denne undersøgelse, 

at det primært 

er fagene fysisk/kemi, 

matematik samt sprog, 

der fravælges. Som 

begrundelse for fravalget 

angiver den unge 

manglende psykisk og 

socialt overskud, talebesvær 

og koncentrationsbesvær, 

eller at 

det generelt er svært at 

være studerende med 

handicap. 

Fra foråret 2007 indføres obligatoriske afgangsprøver 

i folkeskolen. Som reglerne er i 

dag, kan eleverne indstille sig til afgangsprøven, 

men fra foråret 2007 skal eleverne gå til 

prøve i dansk, matematik, engelsk og fysisk/ 

kemi. En del af de unge angiver funktionsnedsættelsen 

som forklaring på, at de ikke har 

taget en fuld afgangsprøve, men spørgsmålet 

er, om der findes tilstrækkelig med kompensationsmuligheder, 

som vil gøre flere i stand 

til at tage folkeskolens afgangsprøve. 

Er 10. klasse spild af de unges tid, eller 

kan den være med til at fremme unge bevægehandicappedes 

motivation 

og modenhed 

til at gennemføre en 

ungdomsuddannelse? 

Noget tyder på, at 10 

års skolegang har en 

betydning for gennemførelsen 

af en ungdomsuddannelse. 

46% 

af de unge, som allerede 

har afsluttet en 

„Med mit skema i 9. klasse 

havde jeg ikke overskud til tysk 

og fysik, hvis jeg også skulle 

lave kreative ting og være social.“ 

„Havde kun to afgangsprøvefag, 

da skolen mente, at der 

var to fag, der havde relevans 

for mig. Tog afgangsprøve i 

dansk og matematik.“ 

(Interview med unge bevægehandicappede) 

„Min sygdom begrænser jo min 

modenhed, eller også gør den 

det stik modsatte. Den styrker 

min modenhed. Men under alle 

omstændigheder bliver der 

ret hurtig en ubalance i det 

sociale (…) og da jeg gennemførte 

3. g var det nærmest fordi, 

jeg kæmpede og havde det 

her eksistensproblem, som kørte 

de der to til tre år, til jeg 

blev færdig.“ (Interview med 

ung bevægehandicappede) 


ungdomsuddannelse, har 10 års skolegang, 

mens henholdsvis 29% har 9 års skolegang, 

og 25% har 11 års skolegang. 

Hvor går de unge hen efter grundskolen? 

Hvis vi ser på unge generelt, er det 80% af en 

årgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse. 

Centrets undersøgelse viser, at 50% af 

de unge bevægehandicappede har gennemført 

en ungdomsuddannelse, mens 27% er i gang 

med en ungdomsuddannelse. De resterende 

angiver at være i gang med blandt andet ikkekompetencegivende 

uddannelser. Om denne 

uddannelsesfrekvens adskiller sig væsentligt 

fra landsgennemsnittet, er det ikke muligt at 

sige noget om. Vi kan blot konstatere, at flertallet 

af de unge i undersøgelsen har været 

eller er i gang med en ungdomsuddannelse. 

Mange unge i job med løntilskud 

44% af de unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse, 

fortsætter ikke i uddannelsessystemet, 

men bliver ansat i et job med løntilskud. 

Noget tyder derfor på, at de unge ikke 

kommer videre i uddannelsessystemet. En 

forklaring kan være, at nogle af ungdomsuddannelserne 

ikke er kompetencegivende i forhold 

til de videregående uddannelser. Noget 

taler imidlertid imod dette, idet 28% har afsluttet 

en af de gymnasiale ungdomsuddannelser. 

Det rejser spørgsmålet: Hvorfor er der 

tilsyneladende så mange unge, der ikke fortsætter 

med en kompetencegivende uddannelse? 

Mange fortsætter ikke med en 

kompetencegivende uddannelse 

En række af de unge, som er i gang med et 

uddannelsesforløb på revalidering, peger på, 

at det er et pres, at de skal være færdig på 

normeret tid. Det giver anledning til at overveje, 

om vores uddannelsessystem er tilstrækkeligt 

fleksibelt. Der er implicit i uddannelsesog 

forsørgelsessystemet indbygget en forventning 

om, at de studerende gennemfører uddannelsen 

på normeret tid. Men når de unge 

vælger et job med løntilskud frem for videreuddannelse, 

så er det måske en indikation på, 

at arbejdsmarkedets kompensationsordninger 

er bedre end uddannelsessystemet. De fleste 

uddannelsesinstitutioner er ydermere koncentreret 

omkring de store byer, hvilket kan være 

et problem, da de unge ofte er hæmmede i 

deres mobilitet. Det kan for eksempel være 

svært at finde en egnet bolig, opstarte en hjælperordning 

og flytte fra en kommune til en 

anden. 

Det er også vigtigt at være opmærksom 

på, at unge med bevægehandicap kan have 

andre funktionsnedsættelser end selve bevægehandicappet. 

10% oplyser eksempelvis at 

have svært ved at kommunikere verbalt, mens 

12% har smerter i sådan en grad, at det påvirker 

deres funktionsevne. Hvis vi ser på, hvilke 

hjælpemidler de unge har brug for, får vi også 

her et indtryk af, at der er tale om komplekse 

handicap. 

Fysisk tilgængelighed – tilsyneladende 

ikke et problem 

Når de unge bliver spurgt, om de kunne færdes 

på grundskole og ungdomsuddannelsesinstitutionen, 

svarer flertallet, at det ikke gav 

anledning til problemer. Det kan virke overraskende, 

at netop unge med et bevægehandicap 

tilsyneladende ikke oplever den fysiske 

tilgængelighed som et problem. 

Centrets tidligere undersøgelser af tilgængeligheden 

til folkeskolerne har vist endog store 

problemer. Det er dog vigtigt at pointere, 

at vi ikke har spurgt de unge – som ikke er 

forsat med en ungdomsuddannelse – om deres 

fravalg af ungdomsuddannelse er begrundet 

i eventuelle problemer med skolens fysiske 

tilgængelighed. 

Undersøgelsen kommer heller ikke ind på, 

om de unge i forbindelse med grundskolen 

eller ungdomsuddannelse har måtte vælge en 

anden uddannelsesinstitution end den naturlige 

i forhold til deres bolig. Undersøgelsen 


udelukker derfor ikke, at dårlig fysisk tilgængelighed 

for den enkelte kan udgøre et problem 

og være en hindring for, at unge med 

bevægehandicap får en ungdomsuddannelse. 

Oplevelse af uddannelsesog 

erhvervsvejledningen 

Generelt mener over halvdelen, at de ikke 

havde overblik over uddannelsesmuligheder. 

Den samme problematik gør sig gældende i 

undersøgelserne af døve/hørehæmmede og 

synshandicappede. Det er problematisk, at så 

mange unge ikke er godt nok rustet til at træffe 

deres valg. Hvis uddannelsesog erhvervsvejledningen 

i uddannelsessystemet ikke formår 

at ruste de unge bedre, risikerer man måske, 

at de mister lysten til fortsat uddannelse på 

grund af fejlvalg og personlige nederlag. 

I undersøgelsen spørger vi de unge, i hvor 

høj grad de mener, at funktionsnedsættelsen 

har været et tema, der er taget nok hensyn til 

i vejledningssituationen. 54% er overvejende 

positive i deres vurdering, mens 27% er negative, 

og 19% svarer ved ikke på spørgsmålet. 

Centrets undersøgelse viser, at desto større 

hensyn der tages til funktionsnedsættelsen i 

vejledningen, desto større er sandsynligheden 

for, at uddannelsesplanen følges. Ud af de 86 

unge, som angiver, at funktionsnedsættelse 

har været et vigtigt tema i vejledningen, er 

der 83%, der gennemfører deres uddannelsesplan. 

Det synes derfor vigtigt, at funktionsnedsættelsen 

indgår som tema i vejledningen. 

Det kan formentlig ikke overraske, at det 

er nemmere at gennemføre en plan, hvis den 

er veltilrettelagt. Det er dog forventningen, at 

der vil ske en ændring af vejledningen i mere 

positiv retning, fordi vejledningsreformen fra 

2004 netop har til formål at sætte mere fokus 

på den gruppe unge, der har behov for særlig 

vejledning om valg af uddannelse og erhverv. 

Hvem har indflydelse på valget? 

Råd og vejledning og de forventninger, omgivelserne 

stiller til de unge, har en væsentlig 

indflydelse på uddannelsesvalget. Det er ikke 

muligt at udpege en bestemt udslagsgivende 

person, men derimod er der tale om en række 

forskellige personer, der alle på hver deres 

måde har betydning for den unges valg. 

Ifølge de unge er det primært dem selv, der 

har indflydelse på, hvilke uddannelser de har 

valgt efter grundskolen. Spørges de unge mere 

indgående om valget, peger 53% dernæst 

på forældrene som deres vigtigste rådgivere i 

overgangsprocessen. De unges besvarelser viser 

et tvetydigt billede af samspillet og betydningen 

af andres rådgivning i overgangsprocessen. 

På den ene side føler de unge, at de i 

overgangen selv måtte vælge, mens de på den 

anden side gør det klart, at forældrene er centrale, 

når overvejelserne 

og beslutningen 

„Det kan godt være, at vores 

skal tages. Nogle unge forældre gør det i den bedste 

giver samtidig udtryk mening og passer på os og sådan 

noget, men det kan bare 

for, at forældrenes indflydelse 

måske ikke altid 

fører til det „bed- 

bliver voksne.“ (Interview med 

ikke bruges til noget, når vi 

ste valg“, fordi forældrene 

kan være nervø- 

ung bevægehandicappede) 

se for, om den unge kan klare uddannelseskravene. 

Andre undersøgelser viser, at tendensen 

ikke er væsentlig forskellig fra andre grupper 

af unge. Men når vi taler om forældre til unge 

med handicap, er det måske mere markant, 

fordi funktionsnedsættelse kan fremme beskyttelsen 

af den unge. De unge er mere fysisk afhængige 

af deres forældre, og det kan nogle 

gange komplicere frigørelsen fra familien. Som 

forældre vil man gerne have, at det går ens 

barn godt, men nogle gange kan deres bekymring 

– i stedet for frigørelse – hæmme de unge 

i deres personlige valgmuligheder. Det er dog 

en balancegang for mange forældre, fordi unge 

med et handicap skal træffe svære beslutninger 

om, hvilke uddannelser og erhverv der kan 

kombineres med en funktionsnedsættelse. En 

overvejelsesproces som mange unge vil have 

behov for at drøfte med deres forældre, og 


det kan nogle gange virke overbeskyttende i 

omgivelsernes øjne. 

Hovedparten af de unge, der har gået i den 

almindelige folkeskole og i specialskoler føler, 

at grundskolen havde en positiv forventning 

om, at de fortsatte med en ungdomsuddannelse. 

Forventningen til de elever, der har 

gået i centerklasser, er derimod mindre. Tallene 

i undersøgelsen for de elever, der har gået 

i specialskole og centerklasse, er ganske vist 

små, men de giver alligevel anledning til en 

vis undren, idet besvarelserne viser en forskellighed 

i grundskolernes forventninger til de 

unges videre uddannelse. 

På baggrund af undersøgelsen har centret 

udarbejdet en række anbefalinger for den 

fremtidige indsats på uddannelsesområdet. 

Anbefalinger 

• At vejlederne sikres bedst mulig viden om, hvilken betydning/hvilke konsekvenser 

funktionsnedsættelsen kan have for de unge. Denne viden kan for eksempel sikres via 

efteruddannelsesprogrammer, som øger deres viden om unge med et handicap. 

• At der skabes bedre overblik over uddannelsesmulighederne, så de unge får et reelt 

billede af valgmulighederne. Undersøgelsen peger på, at de unge ikke føler, at de har 

et klart billede af deres uddannelsesmuligheder. 

• At der ses nærmere på årsagen til, hvorfor unge med en adgangsgivende ungdomsuddannelse 

tilsyneladende ikke fortsætter med en kompetencegivende uddannelse efter 

endt ungdomsuddannelse. 

• At fremme udviklingen af nye pædagogiske metoder, så man i langt højere grad, end 

tilfældet er i dag, sikrer, at flere unge med et handicap forlader grundskolen med en 

fuld afgangsprøve. Dette skal ses i lyset af, at folkeskolens afgangsprøver gøres obligatoriske 

med virkning fra foråret 2007. 

Den fulde analyse findes i rapportform på centrets hjemmeside www.clh.dk 


Magtanvendelse i folkeskolen 

I 2004 lavede centret et projekt om magtanvendelse 

i landets specialskoler og folkeskoler 

med centerklasser, hvor der gives vidtgående 

specialundervisning. Undersøgelsen viste, at 

mange lærere og skoleledere i den vidtgående 

specialundervisning oplever brug af magt 

som en del af hverdagen. Centret har i 2005 

holdt fokus på problemstillingen med to seminarer 

om magtanvendelse og et hæfte til 

inspiration for lærere, forældre og andre involverede. 

Både undersøgelsen i 2004 og initiativerne 

i 2005 har centret lavet i samarbejde med 

Børnerådet. 

Seminar om magtanvendelse 

For at fremme den åbne diskussion af magtanvendelse 

i folkeskolen, og hvordan det 

håndteres, arrangerede centret og Børnerådet 

i samarbejde med Undervisningsministeriet i 

foråret 2005 et seminar for lærere, pædagoger, 

ledere, politikere og forældre i den vidtgående 

specialundervisning. Seminaret bød på 

oplæg, som tog fat om de forskellige vinkler, 

der er på problemstillingen om magtanvendelse 

i skolen. Undervisningsministeren deltog 

og gav tilsagn om at se nærmere på det 

regelsæt, der gælder, og overveje, om der er 

behov for ændringer. 

På seminaret holdt lektor lic.jur. Jørn Vestergaard 

et oplæg om de juridiske aspekter. 

Han foreslog at lave en ny formulering af de 

eksisterende regler, som vil præcisere, at der 

ikke er en særlig adgang til at udøve magt over 

for eleverne i folkeskolen, heller ikke i specialklasser. 

Samtidig anbefalede Jørn Vestergaard, 

at magtanvendelse skal registreres, og 

registreringerne indleveres til anden myndighed, 

for eksempel kommuner og amter. 

Psykolog Bo Hejlskov Jørgensen deltog i 

seminaret med et oplæg om de pædagogiske 

udfordringer. Her var der konkrete forslag til, 

hvordan man kan opfange en konfliktsituation, 

inden den har foldet sig ud, ligesom der 


var råd at hente med hensyn til, hvad man 

gør, når det alligevel er gået galt. Det handler 

blandt andet om at stille krav, som passer til 

elevens formåen, at tænke i at aflede elevens 

opmærksomhed, hvis der er en konfliktsituation 

på vej. Hvis konflikten ikke kan undgås, 

er det vigtigt, at den voksne giver plads til elevens 

reaktioner, og samtidig hele tiden er til 

stede for eleven uden at trænge sig på. 

Endelig pegede skoleleder Lone Beyer på 

skolelederens forpligtelse til at gå foran. Hun 

gav også råd om, hvordan man afbalancerer 

hensynet til elevernes undervisningsmiljø og 

lærernes arbejdsmiljø, når disse hensyn virker 

til at trække i hver sin retning. I den sammenhæng 

talte Lone Beyer for at registrere og 

holde løbende øje med magtanvendelse i skolen. 

Det giver mulighed for at finde ud af, om 

nogle situationer har større tendens til at udvikle 

sig til magtanvendelsessituationer end 

andre. Dermed er der mulighed for at overveje 

ændringer i elevens miljø, som kan give 

mere ro, men også at se på, om nogle lærere 

eller lærergrupper er særligt udsatte og måske 

har brug for hjælp i form af supervision 

udefra for at kunne undervise bestemte elever. 

Lone Beyer lagde ligeledes vægt på, at man 

som skole har brug for et tæt samarbejde med 

forældre og klare aftaler om gensidig orientering 

om de ting, der kan have betydning for 

elevens velbefindende og adfærd. Forældrenes 

tips om, hvilke reaktionsmønstre der virker, 

når en elev nærmer sig en konflikt, er vigtig 

viden for skolen. 

Fakta: konklusioner fra undersøgelsen om magtanvendelse 

Undersøgelsen er refereret i centrets beretning for 2004, som findes på www.clh.dk 

Hovedkonklusionerne fra analysen var: 

Fastsættelse af indberetningspligt 

Undervisningsministeren opfordres til at udnytte bemyndigelsen i § 52 i lov om folkeskolen 

til i bekendtgørelsen om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen at 

fastsætte en indberetningspligt. Indberetningspligten skal sikre, at læreren, hver gang 

der har været anvendt magt over for en elev, indberetter magtanvendelsen til skolelederen. 

Fastsættelse af skriftlige procedureregler for indberetning af magtanvendelse 

Undervisningsministeren opfordres til samtidig at fastsætte skriftlige procedureregler 

for indberetningerne. I disse procedureregler skal blandt andet indgå en orientering til 

skolelederen samt til forældrene. Der skal være regler om skolelederens pligt til at sørge 

for: 

1. En konkret stillingtagen til de enkelte magtanvendelsessituationer 

2. En generel drøftelse af magtanvendelse på skolen. 

Kommuner og amter skal orienteres om registreringerne 

Derved får de et grundlag for at udøve tilsyn og et grundlag for som ansvarlige myndigheder 

at skabe de bedste undervisningsrammer. Kommuner og amter kan endvidere 

tage initiativ til generelle drøftelser om magtanvendelse på tværs af skole-, kommuneog/eller 

amtsgrænser. 

Der skal afsættes midler til uddannelse og supervision af lærerne 

I forbindelse med supervision er det vigtigt, at forældrene inddrages, da forældrene ofte 

kender eleven og dennes funktionsnedsættelse bedst. 


Debatten på dagen foregik i grupper blandt 

deltagerne, hvor der var lejlighed til at komme 

med overvejelser om, hvornår der er tale 

om magtanvendelse, og hvad man kan gøre 

for at begrænse eller undgå det. Men der var 

også lejlighed til at drøfte, hvordan man tackler 

det forhold, at magtanvendelsen nogle 

gange ikke kan undgås. Det er et stort ansvar 

at have som lærer og pædagog, og også af den 

grund holder centret fast i problemstillingen. 

Inspirationshæfte 

Som opfølgning på seminarerne er der udgivet 

et inspirationshæfte, som viderebringer 

essensen af oplæg og diskussion fra seminarerne. 

Formålet er at inspirere til åbne drøftelser 

af magtanvendelse på skolerne. Hæftet 

udkom i efteråret 2005 og ser allerede ud til 

at blive brugt som et generelt redskab til at 

tage hul på diskussionen om, hvornår og hvordan 

man kan, skal og må gøre hvad i forhold 

til eleverne, så brugen af magt minimeres. Det 

er et område med dilemmaer, og dilemmaerne 

findes ikke kun i den vidtgående specialundervisning 

for elever med handicap – derfor 

kan inspirationshæftet også bruges i andre 

skoler og fritidsordninger. 

Undervisningsministeriet 

Undervisningsministeren har gennem hele forløbet 

været positivt indstillet og lyttet til de 

forslag, der er kommet fra centret og Børnerådet 

på baggrund af undersøgelsen fra 2004. 

Ministeren har dog ikke umiddelbart været 

helt enig i centrets og Børnerådets vurdering 

af behovet for centrale regler om registrering 

af magtanvendelse. I juni 2005 nedsatte ministeren 

et udvalg, som skal være med til at udarbejde 

en vejledning om disciplin og god 

adfærd i folkeskolen. Ministeren samt centret 

og Børnerådet har gjort udvalget opmærksom 

på problemstillingen om magtanvendelse i 

folkeskolen og opfordret til, at dette aspekt 

også tages med i de løsningsforslag, udvalget 

finder frem til. Det forventes, at udvalget afslutter 

sit arbejde inden udgangen af 2005. 

Centret vil, i fortsat samarbejde med 

Børnerådet, følge udvalgets konklusioner på 

problemstillingen og ministeriets videre arbejde 

med at afklare behovet for regelændringer. 


Beskæftigelse 

Handicappedes adgang til arbejdsmarkedet 

har længe været og er fortsat et af de væsentligste 

ligebehandlingsproblemer. Derfor har 

handicappedes beskæftigelsessituation også 

altid stået meget højt på centrets dagsorden. 

Det gælder naturligvis først og fremmest bestræbelserne 

på at skabe rum for ansættelse 

af mennesker med handicap på det ordinære 

arbejdsmarked. Det er vigtigt, at der vedholdende 

arbejdes for at afkoble den næsten refleksmæssige 

sammenkobling af mennesker 

med handicap og job på særlige vilkår. En 

funktionsnedsættelse er ikke det samme som 

en nedsat arbejdsevne. Rigtig mange mennesker 

med et handicap vil med den nødvendige 

kompensation og tilgængelige arbejdspladser 

kunne indgå i job på helt lige vilkår med 

alle andre. 

At mange handicappede kan gå ind på det 

ordinære arbejdsmarked på lige vilkår ændrer 

imidlertid ikke ved, at der også er en stor gruppe 

handicappede, hvis funktionsnedsættelser 

er så omfattende eller af en sådan karakter, at 

det påvirker deres arbejdsevne. Derfor er det 

af stor betydning, at vi har løntilskudsordninger, 

som kan kompensere virksomhederne 

økonomisk, når de ansætter medarbejdere, 

som ikke fuldt ud kan honorere de krav, der 

er forudsat i den overenskomstmæssige løn. 

Fleksjobordningen er uden sammenligning 

verdens bedste kompensationsordning. Med 

den er der skabt en enestående ordning, som 

kombinerer virksomhedernes legitime behov 

for at blive kompenseret for en medarbejders 

nedsatte arbejdsevne med lønmodtagerens ligeså 

legitime behov for at have et forsørgelsesgrundlag, 

de kan leve af. Den ordning skal 

vi for alt i verden værne om. 


har ikke gennemført egne selvstændige undersøgelser 

eller analyser på beskæftigelsesområdet 

i 2005. Det skyldes først og fremmest, 

at regeringen i slutningen af 2004 søsatte en 

meget omfattende beskæftigelsesplan på han- 


dicapområdet. Planen indeholder et omfattende 

katalog over initiativer, som sigter mod det 

ambitiøse mål at skabe 2.000 nye job til mennesker 

med handicap om året. Den plan skal 

have tid til at virke og vise sin effekt. 

Regeringens beskæftigelsesstrategi for 

personer med handicap 

I december 2004 fremlagde social- og beskæftigelsesministrene 

regeringens beskæftigelsesstrategi 

for personer med handicap. Strategien 

har følgende tre formål: 

• Antallet af beskæftigede personer med en 

nedsat funktionsevne skal stige med 2.000 

personer pr. år 

• Andelen af virksomheder, der har medarbejdere 

med handicap ansat, skal stige 

med et procentpoint pr. år 

• Virksomheder og personer med nedsat 

funktionsevne skal have bedre kendskab 

til beskæftigelsesmuligheder og muligheder 

for at få støtte eller hjælpemidler, der 

kan kompensere for handicappet. 

Samtidig med fremlæggelsen af strategien 

fremlagde regeringen 12 konkrete initiativer, 

som grundlæggende skal adressere tre overordnede 

mål: 

• Vi skal vide mere om handicap og job 

• Vi skal ændre holdning til handicap og job 

• Vi skal gøre det nemmere at kombinere 

handicap og job. 

Efter planen vil regeringen følge op på målsætningerne 

i 2006. Centret ser meget positivt 

på planen og afventer spændt, om strategien 

har den ønskede effekt. 

Lov om forbud mod forskelsbehandling på 

arbejdsmarkedet 

Et af de markante nybrud på arbejdsmarkedsområdet 

i 2005 var vedtagelsen af diskriminationsforbuddet 

i lov om forbud mod forskelsbehandling 

på arbejdsmarkedet. I december 

2004 blev EU-forbuddet mod diskrimination 

i forhold til alder og handicap implementeret 

i lov om forbud mod forskelsbehandling 

på arbejdsmarkedet. 

Hvor vidtrækkende konsekvenser loven får 

for handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet, 

er det generelt for tidligt og for svært 

at sige noget om. Mange af lovens bestemmelser 

er meget åbne, og derfor vil praksis få stor 

betydning for fortolkningen af mange af bestemmelserne. 

Centret har siden loven trådte i kraft fået 

flere henvendelser fra personer, som har ønsket 

at gøre brug af loven. Men så vidt centret 

er orienteret, er der endnu ikke truffet afgørelser 

på baggrund af loven. Netop lov om forbud 

mod forskelsbehandling adskiller sig fra 

den praksis, vi normalt kender inden for handicapområdet, 

hvor der oftest er mulighed for 

administrativ klageadgang. Centret har i forbindelse 

med implementeringen af loven argumenteret 

for en sådan administrativ klageadgang, 

men det var ikke muligt at få gennemført. 

Senest ved høringen af lovforslag i 

forbindelse med strukturreformen har centret 

anbefalet, at der i tilknytning til de kommende 

beskæftigelsesankenævn åbnes mulighed 

for at klage over overtrædelser af lov om forbud 

mod forskelsbehandling. 

Fleksjob 

Som allerede nævnt betragter centret fleksjobordningen 

som en af de mest vellykkede og 

helstøbte kompensationsordninger, der kendes 

fra arbejdsmarkedsområdet. Ikke bare i 

Danmark, men også internationalt. OECD har 

således ved flere lejligheder fremhævet fleksjobordningen 

som arbejdsmarkedspolitisk instrument. 

At fleksjobordningen er en succes, 

vidner også antallet af etablerede job om. I 

efteråret 2005 er der således etableret knap 

36.500 fleksjob. 

Men der er også slanger i paradis. Sideløbende 

med den positive udvikling kan det kon- 


stateres, at ca. 11.000 personer er visiteret til 

et fleksjob uden at have fået et. Hovedparten 

af de 11.000 er på ledighedsydelse. Der er med 

andre ord opstået et ganske omfattende køproblem. 

Problemet har været kendt og erkendt 

et stykke tid, men det har knebet med 

at finde en effektiv løsning på problemet. De 

store uafklarede spørgsmål har været: hvem 

er de personer, der befinder sig i fleksjobkøen, 

og hvordan fungerer fleksjobordningen i 

praksis? For så vidt angår det sidste, har især 

visitationen og frygten for misbrug af ordningen 

været i fokus. Misbrug handler bl.a. om, 

at nogle personer på fleksjob i virkeligheden 

godt kan klare sig i et ordinært job, og at nogle 

arbejdsgivere modtager for meget i økonomisk 

støtte til personen i fleksjob. 

Forskellige rapporter, bl.a. fra Finansministeriet 

og Discus som er et rådgivningsfirma, 

der beskæftiger sig med de menneskelige 

ressourcer på arbejdsmarkedet, har i løbet af 

2005 set nærmere på problemerne med fleksjob. 

Rapporterne viser, at virksomheder, kommuner 

og borgerne selv oplever fleksjob som 

det centrale værktøj til at fastholde personer 

med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet. 

Rapporterne viser også: 

• at kvinder udgør den store gruppe af ledige 

på ledighedsydelse 

• at godt halvdelen af de fleksjobvisiterede 

i ledighedskøen er ufaglærte 

• at 55% af de visiterede kommer fra sygedagpenge 

• at hovedparten ikke har fået tilbudt et revalideringsforløb, 

jobtræning eller aktivering 

forud for visiteringen 

• at halvdelen af alle kvinder på ledighedsydelse 

ikke har deltaget i kommunale tilbud, 

mens de har været på ledighedsydelse, 

og at deltagelsesfrekvensen er faldende 

• at jo længere en person har været på ledighedsydelse, 

jo mere daler motivationen 

for et fleksjob. 

I forbindelse med offentliggørelsen af Finansministeriets 

rapport om udviklingen i fleksjobordningen 

blev der fra politisk hold givet 

udtryk for, at der kunne være behov for at se 

ordningen efter i sømmene. Centret er enig i, 

at der er behov for at se på ordningen – og 

ikke mindst på visitationen til ordningen og 

det helt uacceptable kø-problem. Men det er 

vigtigt at pointere, at man ved en gennemgang 

af ordningen må fastholde formålet med 

ordningen: at give personer, der har en nedsat 

arbejdsevne, reel mulighed for at bruge sig 

selv og sine ressourcer gennem et arbejde. 

Men der er også brug for mindre justeringer. 

Således bør kommunernes muligheder for 

at forbedre og vedligeholde arbejdsløse fleksjobberes 

kompetencer i forhold til at matche 

arbejdsmarkedets behov forbedres. Man bør 

desuden overveje en aftrapningsmodel, hvor 

den statslige refusion til ledighedsydelsen aftrappes, 

jo længere ledighedsperioden har 

været, så kommunerne får et incitament til at 

skaffe flere ledige i fleksjob. 

Centret har udarbejdet et notat om, hvilke 

problemstillinger vi mener, man bør overveje 

i forbindelse med en revision af fleksjobordningen. 

Notatet findes på www.clh.dk 

Andre kompensationsordninger på 

arbejdsmarkedet 

Nu er fleksjobordningen jo heldigvis ikke den 

eneste kompensationsordning, vi har. I lov om 

aktiv beskæftigelsesindsats og i lov om kompensation 

til handicappede i erhverv m.v. findes 

mange gode ordninger. Af Arbejdsmarkedsstyrelsens 

redegørelse om handicapindsatsen 

i arbejdsformidlingen i 2004 fremgår 

det, at antallet af tilskud til hjælpemidler og 

mindre arbejdspladsændringer har været stigende. 

Også brugen af personlig assistance for 

personer i erhverv med et fysisk handicap er 

steget. Det fremgår af redegørelsen, at „enkelte 

regioner har observeret, at der i takt med 

den teknologiske udvikling er en svag tendens 


til, at effektiviteten i hjælpemidler gør, at hjælpemidlet 

i nogle tilfælde kan erstatte brugen 

af en personlig assistent“. Det er en udvikling, 

som centret vil følge. 

Personlig assistance til personer med psykiske 

handicap er et andet område, som centret 

følger nøje. Der er stadig tale om uligebehandling, 

når vi fortsat må konstatere, at personlig 

assistance til personer med psykiske 

handicap ikke er en mulighed. Centret forventer 

derfor, at forsøgsordningen med mulighed 

for bevilling af personlig assistance til psykisk 

syge i fire AF-regioner lovfæstes i den nuværende 

folketingssamling. 

Muligheden for at give personlig assistance 

ved efter- og videreuddannelse bruges stadig 

i langt mindre grad end personlig assistance 

i erhverv, og der er en meget ulige fordeling 

regionerne imellem i brugen af denne ordning. 

Det er især hørehandicappede, der benytter 

ordningen. 

Endelig er der for førtidspensionister mulighed 

for at søge et job med løntilskud. Centret 

får ofte henvendelser, der tyder på, at det 

kan være svært for en person at få bevilget et 

sådan job. Ser man på antallet af personer, 

der er ansat i job med løntilskud for førtidspensionister, 

var der i 2. kvartal 2005 ansat 

6.020 personer, og 2. kvartal 2004 ansat 6.022 

personer. Der er altså på ingen måde tale om 

en udvikling i denne ordning. Centret opfordrer 

derfor til, at der kommer mere fokus på 

denne mulighed for løntilskudsjob. Netop førtidspensionister 

var nævnt i regeringens beskæftigelsesstrategi 

for personer med handicap, 

som blev offentliggjort i december 2004. 

Her fremgår det: „Det vurderes, at der er ca. 

50.000 førtidspensionister med både lyst og 

mulighed for at varetage et job i et varierende 

antal timer om ugen. Eventuelt med løntilskud. 

(…) Det kan for eksempel ske ved at 

styrke både kommunernes og førtidspensionisternes 

egne incitamenter til og muligheder 

for at finde job. Udgangspunktet er, at en lille 

tilknytning til arbejdsmarkedet er bedre end 

slet ingen.“ Men meget tyder altså på, at denne 

del af beskæftigelsesstrategien endnu ikke 

er slået igennem. 


Specialbørnehaver 

Centret har i 2005 lavet en undersøgelse af 

forholdene i de amtslige specialbørnehaver. 

Vi har blandt andet undersøgt åbningstider, 

transporttider og forholdene under befordringen. 

Undersøgelsen viser, at der siden 1997/ 

98 er sket et fald i antallet af børn, der går i 

en specialbørnehave med kort åbningstid. 

Samtidig står det klart, at der fortsat er stor 

forskel fra amt til amt på åbningstiderne, men 

også på transporttiderne og kravene til vognmændene. 

I 1997/98 gennemførte centret en tilsvarende 

undersøgelse, hvor vi kritiserede en del 

amter og institutioner for at have meget korte 

åbningstider. Centret er efterfølgende blevet 

kontaktet af flere forældre, som har klaget 

over korte åbningstider og meget lang 

transporttid til specialbørnehaver. 

Efter servicelovens § 16 skal amtet sørge 

for, at der er det nødvendige antal pladser i 

særlige dagtilbud til børn med betydelig eller 

varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 

Børn med funktionsnedsættelse, der har 

et særligt behov for støtte, behandling mv., 

som ikke kan dækkes i et almindeligt dagtilbud, 

skal derfor tilbydes plads i en specialbørnehave. 

Ligeledes er det amtet, der er ansvarlig 

for transport til og fra institutionerne. 

Åbningstider 

I dag går 15 procent af de børn, der går i specialbørnehave, 

i en institution med kort åbningstid. 

• 49% er i en institution med åbningstid på 

45 timer eller mere pr. uge 

• 36% er i en institution med åbningstid 

mellem 35 timer og 45 timer pr. uge 

• 15% er i en institution med åbningstid på 

35 timer eller mindre pr. uge. 

I forhold til undersøgelsen i 1997 er der sket 

et fald fra 25 til 15 procent i antallet af børn, 

der går i en institution med kort åbningstid. 


Ændringen skal ses i forhold til, at der i dag 

alt i alt er flere børn, der går i specialbørnehaver 

end i 1997. Ligeledes skal det nævnes, at 

Frederiksberg Kommune ikke har besvaret 

vores henvendelse i 2005 og derfor ikke indgår 

i statistikken. I 1997 og i 1998 havde alle 

institutioner i Frederiksberg Kommune dog 

lange åbningstider. 

Undersøgelsen viser desuden, at der er stor 

forskel fra amt til amt på, hvor mange timer 

specialbørnehaverne har åbent: 

• i tre amter har alle institutioner korte åbningstider 

(Bornholm, Storstrøm og Sønderjylland) 

• i to amter har alle mellemlange åbningstider 

(Frederiksborg og Fyn) 

• i fem amter har alle institutionerne lange 

åbningstider (Nordjylland, Ringkøbing, 

Roskilde, Vejle og Viborg) 

• i de resterende amter har specialbørnehaverne 

forskellige åbningstider, og i nogle 

institutioner er der deltidspladser og fuldtidspladser 

i samme institution. 

Siden den første undersøgelse i 1997 kan man 

se, at det er de samme tre amter (Bornholm, 

Storstrøm og Sønderjylland), der kun har korte 

åbningstider. For børnene i disse amter er 

der således ingen ændringer sket, selvom der 

på landsplan er sket et fald i institutionspladser 

med korte åbningstider. 

Som begrundelse for korte åbningstider 

siger nogle amter, at der med specialbørnehaver 

er tale om et behandlingstilbud og ikke 

et pasningstilbud. Derudover siger nogle amter, 

at transporttiden skal lægges til åbningstiden. 

Andre amter påpeger, at forældrene 

ønsker at være mere sammen med deres børn, 

og at de får kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. 

I ét amt får forældre med pasningsproblemer 

tilbudt pasning hos en dagplejemor 

eller i daginstitution som supplement til specialbørnehaven. 

I forhold til lange åbningstider har et amt svaret, 

at dette kan være med til at sikre, at forældrene 

kan passe et almindeligt arbejde; især 

hvis der er tale om enlige forældre. Der kan 

desuden blive plads og overskud i hjemmet til 

andre søskende og den øvrige familie, hvis 

børnene en gang imellem kan være længere 

tid i institutionen. Det samme amt siger ligeledes, 

at børn i specialbørnehaver ofte ikke har 

mange legekammerater derhjemme, og at institutionen 

derfor kan være et sted, hvor børnene 

kan lege med andre børn i fritiden. 

Et amt har svaret, at åbningstiderne er tilrettelagt 

under hensyntagen til børnenes særlige 

vanskeligheder og behov. Et eksempel på 

dette er, at der i amtets institutioner både er 

deltidspladser og heldagspladser. 

Transporttider 

Den reelle transporttid til specialbørnehaven 

for det enkelte barn varierer meget, hvilket 

blandt andet skyldes den fysiske afstand til 

institutionerne, men også samkørselsordninger. 

Amterne oplyser, at den gennemsnitlige 

reelle transporttid er fra 25 minutter pr. vej 

og op til 60 minutter pr. vej. Enkelte amter 

har ikke opgjort børnenes reelle transporttid. 

Næsten alle amter har fra politisk side fastsat 

regler for, hvor lang børnenes transporttid 

til specialbørnehaven maksimalt må være. 

Retningslinjerne svinger fra maksimalt 45 minutter 

pr. vej og op til 90 minutter pr. vej. 

Dette betyder, at nogle børn må acceptere en 

transporttid på op til tre timer pr. dag. 

Krav i forbindelse med transporten 

Amterne er blevet spurgt, om der er pædagoger, 

hjælpere eller andre personer til stede ud 

over chaufføren under kørslen til og fra specialbørnehaven. 

Seks amter har svaret, at der 

kan være ledsagere med i særlige situationer. 

Et af de seks amter har oplyst, at der aktuelt 

er enkelte børn, som har en sådan ledsagelse. 

Et syvende amt har oplyst, at der vil være ledsagelse 

med, hvis det er lægeordineret. 


Under selve transporten er der altså som regel 

ingen voksne til stede ud over chaufføren, 

der skal koncentrere sig om kørslen, og som 

udgangspunkt ikke har pædagogiske forudsætninger 

for at løse eventuelle problemer. 

Vi har desuden spurgt ind til, hvilke krav 

der stilles til de vognmænd, som kører børnene. 

Kravene kan eksempelvis være sikkerhedskrav 

til materiellet og krav til chaufførens kunnen 

og adfærd mv. En del amter har vedlagt 

materiale fra udbud af kørselsopgaven eller 

servicedeklarationer fra institutionerne, hvor 

der nævnes krav i forbindelse med kørsel. 

De fleste amter har oplyst konkrete krav 

til sikkerheden under kørslen i form af korrekt 

fastspænding mv. Enkelte amter lægger 

meget vægt på arbejdsmiljøet og knytter dette 

sammen med sikkerheden ved at understrege, 

at vognmanden skal sikre et arbejdsmiljø, 

der gør det muligt for chaufførerne at overholde 

sikkerhedskravene på forsvarlig vis. Et 

andet væsentligt aspekt i denne sammenhæng 

er, hvilke krav om kvalifikationer og adfærd 

der i øvrigt stilles til chaufførerne. Helt generelt 

stilles der krav om, at det skal være den 

samme chauffør, der kører på samme rute, og 

at der bruges faste afløsere. Fem amter stiller 

krav om bestemte personlighedstræk ved 

chaufføren og beskriver konkret nødvendigheden 

af, at der udvises fleksibilitet og forståelse 

for børnenes og forældrenes situation. 

Endelig har fire amter oplyst, at der kan 

stilles krav om, at chaufførerne deltager i kurser 

om de funktionsnedsættelser, børnene har, 

mens enkelte andre oplyser, at chaufføren skal 

deltage i møder med institutionen og forældrene 

for at fastlægge vilkårene for kørslen 

eller for at afklare eventuelle problemer. 

Det materiale, centret har modtaget, nævner 

i forskelligt omfang konkrete krav til chaufføren 

i form af forbud mod fysisk magtanvendelse, 

krav om førstehjælpskurser, tavshedspligt, 

straffeattest mv. Alle disse forhold er 

grundlæggende og yderst relevante og bør 

indgå i enhver aftale om kørsel med børn med 

betydelige funktionsnedsættelser. 

Anbefalinger 

Der er stor forskel fra amt til amt på, hvordan forholdene omkring specialbørnehaverne er. Centret har 

derfor, på baggrund af undersøgelsen, følgende anbefalinger: 

• at åbningstiderne tilrettelægges med udgangspunkt i børnenes særlige behov og med størst mulig 

fleksibilitet så også forældrenes mulighed for at opretholde kontakt til arbejdsmarkedet kan tilgodeses. 

• at der bør være fokus på transporttidernes længde. Der bør i den forbindelse være et særligt fokus på 

om ønsket om samkørsel fører til urimeligt lange transporttider for den enkelte. 

• at der bør tages tydelig stilling til, om der er behov for ledsagelse under kørslen, enten af hensyn til 

et enkelt barns behov eller af hensyn til gruppen som helhed. Hvis der er børn i køretøjet, som har 

ekstraordinær lang transporttid, så bør der ud over chaufføren også være pædagogisk personale i 

køretøjet. 

• at der bør stilles krav om arbejdsvilkår for chaufførerne, som sikrer, at alle sikkerhedskrav kan opfyldes 

inden for tidsrammen, samtidig med at chaufføren kan bevare overskuddet til at reagere hensynsfuldt. 

• at der bør stilles krav om, at chauffører skal deltage i kurser i nødvendigt omfang, som for eksempel 

førstehjælpekursus, information om tavshedspligt og forbud mod magtanvendelse. 

Den fulde rapport kan læses på centrets hjemmeside www.clh.dk 


Sundhedsydelser i udlandet 

Det er i dag mere og mere almindeligt, at vi i 

kortere eller længere perioder opholder os 

uden for Danmarks grænser. Vi arbejder på 

tværs af landegrænserne, vi tager uddannelse 

i udlandet, og vi rejser på flere og længere ferier 

væk fra Danmark. Derfor er det over de 

seneste år blevet et stadigt mere påtrængende 

problem – både praktisk og ligebehandlingsmæssigt 

– hvorvidt handicappede har de 

samme muligheder som ikke-handicappede for 

i kortere eller længere perioder at rejse udenlands. 

Centret har i 2005 undersøgt handicappedes 

muligheder for at modtage sundhedsydelser 

og medicin ved udlandsrejser og ophold i 

forbindelse med arbejde, uddannelse og ferie. 

Undersøgelsen viser, at det kan være meget 

svært og problemfyldt at rejse til udlandet i 

kortere eller længere tid for handicappede, 

som er afhængige af medicin og sundhedsydelser. 

Sundhedsydelser kan for eksempel være 

at kunne komme i dialyse eller få fysioterapeutisk 

behandling. Undersøgelsen efterlader 

det indtryk, at med den nuværende situationen 

har mange handicappede ikke de samme 

muligheder som ikke-handicappede for arbejde, 

uddannelse og ferieophold i udlandet. 

Centret har i to tidligere undersøgelser set 

på mulighederne for i kortere eller længere 

tid at medtage handicapkompenserende ydelser 

inden for social-, uddannelsesog arbejdsmarkedsområdet 

til udlandet. Disse to undersøgelser 

samt denne nye undersøgelse er beskrevet 

mere uddybende i notater, som findes 

på centrets hjemmeside www.clh.dk 

Sådan opleves problemerne 

Gennem en forespørgsel til 15 forskellige handicaporganisationer 

og to videnscentre har vi 

konstateret tre umiddelbare problemstillinger. 

Mange organisationer har oplyst, at de ikke 

har erfaringer med, om det er problemer med 

at få sundhedsydelser og medicin med ud af 

landet. Flere har forklaret dette med, at ser- 


vicelovens kompensationsordninger, som for 

eksempel det at få praktisk hjælp, er svære at 

få med ud af landet. Dette betyder, at personer 

med handicap aldrig når til de eventuelle 

problemer med sundhedsydelserne. 

Den anden problemstilling relaterer sig til 

EU-sygesikringskortet. EU-reglerne giver mulighed 

for at få den behandling, som gives i 

det land, hvor man opholder sig. Det kan give 

problemer, hvis der ikke tilbydes den samme 

behandling i det land, man opholder sig i, som 

man normalt modtager i Danmark. 

Den tredje problemstilling vedrører privattegnede 

rejsesygeforsikringer. Gælder den offentlige 

sygesikring eller EU-sygesikringsbeviset 

ikke, kan man tegne en privat rejsesygeforsikring. 

Men personer med handicap kan 

have svært ved at tegne en sådan forsikring 

eller også tilbydes forsikringen til forhøjet præmie 

eller med klausuler, idet forsikringsselskabet 

tager forbehold for dækning af en eksisterende 

lidelse/sygdom. 

Sådan er reglerne 

Den offentlige sygesikring (det gule sygesikringskort) 

dækker under ferieophold og studierejser 

inden for Europa mv., hvis rejsen er 

under en måneds varighed. Det gule sygesikringskort 

dækker akut opstået sygdom og udgifter 

i forbindelse med kronisk sygdom eller 

sygdom, man havde før afrejsen fra Danmark. 

Kravet i forhold til den kroniske sygdom eller 

sygdom, man havde før afrejsen fra Danmark, 

er dog, at man ikke med rimelighed på afrejsetidspunktet 

kunne forvente, at der ville opstå 

behov for behandling i udlandet. Det betyder, 

at der normalt ikke vil være dækning 

for udgifter til behandling af en sygdom eller 

en kronisk lidelse, hvis sygdommen inden for 

to måneder før afrejsen har medført hospitalsbehandling 

eller ændret medicinering. Der er 

ikke mulighed for: 

• at få kontrol, behandling eller medicin til 

at holde en sygdom stabil på samme betingelser 

som i Danmark 

• at få behandling i udlandet, hvis behandlingsbehovet 

var kendt før afrejsen. 

EU-sygesikringsbeviset bruges under ophold 

uden for Danmark i op til et år, hvor man ikke 

er dækket af den offentlige rejsesygesikring. 

EU-sygesikringsbeviset anvendes især ved forretningsrejser 

og udstationering i op til et år, 

ved ferie og studierejser med en varighed på 

over en måned, samt hvis man er grænsearbejder. 

EU-sygesikringsbeviset giver ret til offentlig 

sygehjælp i EU-/EØS-lande og Schweiz. 

Man kan få et EU-sygesikringsbevis, hvis man 

er sygesikret i Danmark efter EF-reglerne, og 

man er dansk statsborger eller statsborger i et 

EU-/EØS-land eller Schweiz, eller familiemedlem 

til en af disse borgere. Efter EF-reglerne 

dækkes læge- og hospitalsbehandling, medicin 

mv., der bliver nødvendig under opholdet. 

Behovet vurderes i forhold til, hvilken 

behandling der er tale om og opholdets varighed. 

Behandlingen gives på de vilkår, der gælder 

for offentligt sikrede i det pågældende 

land. Det er den behandlende læge, der afgør, 

om det er nødvendigt at give behandlingen 

under opholdet. 

I de tilfælde, hvor den offentlige rejsesygesikring 

eller EU-sygesikringsbeviset ikke 

dækker, og hvor der ikke er anden offentlig 

dækning, kan der tegnes en privat rejseforsikring. 

Uden for Europa er det kun den private 

rejseforsikring, der kan dække lægeregninger, 

hospitalsophold, hjemtransport mv. 

Det betyder 

at den offentlige sygesikring dækker i forbindelse 

med ferie og studierejser under en måneds 

varighed, når man rejser inden for Europa 

mv. Men det kan føles usikkert, om man er 

omfattet af den offentlige sygesikring, idet der 

normalt ikke vil være dækning for udgifter til 

behandling af en sygdom eller en kronisk lidelse, 

hvis sygdommen inden for to måneder 

før afrejsen har medført hospitalsbehandling 

eller ændret medicinering. Set ud fra et lige- 


ehandlingssynspunkt berører denne undtagelse 

især handicappede, fordi det kan være 

svært at skelne mellem, hvornår en lidelse har 

været til stede før afrejsen, og om den med 

rimelighed har kunnet forventes at kræve behandling 

under udlandsopholdet. Der er dog 

mulighed for at få en vurdering – i form af et 

bindende forhåndstilsagn – af, om man er 

omfattet af sygesikringen. Den offentlige sygesikring 

dækker ikke kontrol og behandling, 

herunder medicin til at holde en kronisk lidelse 

stabil eller velreguleret samt et behandlingsbehov, 

som man kendte før afrejsen. 

Ved ferie, erhvervsrejser og udstationering, 

ved arbejdssøgning, ulønnet praktikophold, 

studieophold i op til et år, samt ved grænsearbejde 

anvendes EU-sygesikringskortet. Med 

EU-sygesikringskortet er der mulighed for at 

få dækket læge- og hospitalsbehandling, medicin 

mv., der bliver nødvendig under opholdet. 

Men behovet vurderes i forhold til, hvilken 

behandling der er tale om og opholdets 

varighed. Behandlingen gives på de vilkår, det 

gælder for offentligt sikrede i det pågældende 

land. Dette kan i forhold til nogle handicapgrupper 

give problemer, hvis den bestemte 

form for behandling/medicin, som de modtager 

i Danmark, ikke tilbydes eller ikke er identisk 

med den, der tilbydes i opholdslandet 

Hvis man rejser til områder, hvor den offentlige 

sygesikring eller EU-reglerne ikke dækker, 

har man mulighed for at tegne en privat 

rejsesygeforsikring hos et forsikringsselskab. 

I disse situationer foretager forsikringsselskabet 

en individuel bedømmelse af risikoen. 

Dette betyder, at forsikringstageren eventuelt 

tilbydes dækning mod for eksempel forhøjet 

præmie eller klausuler, idet forsikringsselskabet 

tager forbehold for dækning af en eksisterende 

lidelse/sygdom. Der kan også være situationer, 

hvor det ikke er muligt at foretage 

en afgrænsning, og hvor man må konstatere, 

at noget ikke er muligt at forsikre. 

Herudover peger undersøgelsen på, at 

mange handicappede, endnu før de kommer 

til spørgsmålet, om det er muligt at medtage 

sundhedsydelser og medicin til udlandet, har 

problemer med at få lov til at medtage eller at 

få bevilget kompensationsordninger, som for 

eksempel praktisk hjælp efter servicelovens 

bestemmelser. 

Hvis man rejser til Schengen-landene og 

medbringer medicin, som er euforiserende, 

skal man medbringe en medicinattest (pillepas). 

Det gælder for 30 dage. Hvis man opholder 

sig længere tid i udlandet, skal man 

have udstedt en recept i det pågældende land. 

Det kan give problemer for personer, som skal 

være ude af landet i mere end 30 dage, hvis 

den pågældende medicin ikke forhandles i opholdslandet. 

Anbefalinger 

På baggrund af undersøgelsen opfordrer centret til: 

• At det bliver muligt for personer, der er afhængige af en bestemt form for behandling eller medicin at 

medtage denne til udlandet under hele opholdets varighed, hvis behandlingen eller en identisk behandling/medicin 

ikke tilbydes i opholdslandet. 

• At bekendtgørelse nr. 113 af 20. februar 2004 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov 

om social service under midlertidigt ophold i udlandet ændres. Der skal åbnes mulighed for, at personer 

med handicap, som har brug for ydelser efter servicelovens bestemmelser, får de samme muligheder 

for ophold i udlandet som ikke-handicappede. 

Det fulde notat om at medtage sundhedsydelser til udlandet kan findes på centrets hjemmeside www.clh.dk 


Boligændringer og 

parkeringsmuligheder 

Handicappede har ikke ret til handicapkompenserende 

boligændringer i andels- og ejerboliger. 

Og retten til en personlig reserveret 

parkeringsplads eksisterer heller ikke. Som 

lovgivningen er formuleret, har mennesker 

med handicap ikke sikkerhed for at blive kompenseret 

i forhold til boligændring i enhver 

boligtype. Ligeledes giver det store problemer 

i praksis, at behovet for en personlig reserveret 

parkeringsplads må vige for andre handicappedes 

behov for parkering samme sted. 

Det er konklusionerne på centrets analyse 

af handicappedes muligheder for at foretage 

handicapkompenserende boligændringer i såvel 

lejeboliger som andels- og ejerboliger. 

Analysen beskriver også problemerne med at 

få oprettet, afmærket og reserveret en personlig 

parkeringsplads på offentlig vej, privat fællesvej 

og privat område. 

Boligændringer 


modtog gennem 2004 en række henvendelser 

fra mennesker med handicap om problemer 

med at få lov til at gøre boligen tilgængelig 

eller med at få lov til at reservere en parkeringsplads 

i tilknytning til boligen. På den baggrund 

har centret lavet en undersøgelse. 

Eksempler på henvendelserne: 

• En person i kørestol, bosiddende i en andelsboligforening, 

havde af kommunen fået 

bevilget en ny havedør, som kunne betjenes 

fra kørestolen. Foreningen tillod 

ikke udskiftningen, da den stred mod foreningens 

krav til bygningens ydre udseende. 

• En person i kørestol, bosiddende i en andelsboligforening, 

ønskede bygget en rampe 

til at kunne komme ind i en nybygget 

andelslejlighed, men foreningen afviste anmodningen. 


• En person med et fysisk handicap, bosiddende 

i en ejerforening, ønskede at få trukket 

strøm til udendørs opladning af sit elkøretøj, 

men foreningen afviste ønsket, da 

strømenheden ville blive for synlig. 

Lovgivningen for lejeboliger giver mennesker 

med handicap ret til handicapkompenserende 

boligændringer under forudsætning af, at 

boligændringen er bevilget af kommunen efter 

servicelovens § 102, og at kommunen også 

stiller retableringsgaranti. Handicappede 

lejere kan således gennemtrumfe et krav om 

boligændring bevilget efter servicelovens § 102 

over for udlejer, hvis kommunen stiller garanti. 

Det betyder, at mennesker med handicap 

på lejeområdet har ret til boligændringer. 

Anderledes ringere stiller situationen sig, 

hvis personen bor i en andels- eller ejerbolig. 

Her tænkes kun på de boliger, som er omfattet 

af andelsbolig- og ejerlejlighedslovgivningen. 

Her har den respektive boligforening ret 

til at bestemme, hvad der er tilladt, uanset om 

kommunen har bevilget ændringer og stillet 

retableringsgaranti. 

Centrets analyse af lovgivningen på området 

viste, at problemerne kan opstå, fordi 

handicappede andelshavere og ejere ikke har 

samme ret som lejere. 

Konsekvensen er, at mennesker med handicap 

ikke som andre kan vælge frit mellem 

boligerne inden for andels- og ejerboligmarkedet. 

Hvis man har brug for boligændringer, 

er det nemlig særligt vigtigt at tage hensyn til 

og kende den pågældende boligforenings vedtægter 

og i nogle tilfælde holdninger til handicappede 

for ikke senere at løbe ind i problematiske 

situationer. 

Der er ingen saglig grund til, at andelshavere 

og ejere skal stilles dårligere end lejerne. 

Derfor kan ligebehandling med hensyn til valg 

inden for og mellem boligtyperne kun sikres, 

hvis den relevante andels- og ejerlovgivning 

sikrer handicappede boligændringsret uanset 

boligforeningernes holdning eller vedtægter. 

Parkeringsmuligheder 

I lighed med området for boligændringer 

modtog Center for Ligebehandling af Handicappede 

også en række henvendelser vedrørende 

bevilling af parkeringspladser. 

Eksempler på henvendelserne: 

• En person med nedsat fysisk funktionsevne, 

bosiddende i en andelsboligforening, 

havde fået opbakning fra kommunen til 

en handicapparkeringsplads på foreningens 

område, men foreningen nægtede 

oprettelsen, da området ønskedes friholdt 

for biler. 

• En person i kørestol ønskede en parkeringsplads 

personligt reserveret i tilknytning 

til sit arbejde placeret på offentlig vej, 

men kommunen afslog med den begrundelse, 

at andre handicappede også skulle 

have adgang til samme parkeringsmulighed. 

• En person i kørestol ønskede oprettet og 

afmærket en parkeringsplads på privat fællesvej, 

men kommunen afslog med den begrundelse, 

at der var tale om en privat vej. 

I stedet ville de anlægge den på en nærliggende 

offentlig vej, hvilket ville medføre 

en urimelig lang gangafstand for personen 

til sin bolig. 

Som eksemplerne viser, har mennesker med 

handicap ikke sikkerhed for at få en personlig 

reserveret parkeringsplads, og i nogle tilfælde 

ikke engang en parkeringsplads i tilknytning 

til bolig og arbejde. Hertil kommer, at handicappede 

selv har måttet betale for skiltningen. 

Centret fandt i sin analyse frem til, at lovgivningsbilledet 

her er mere end uigennemskueligt. 

På offentlig vej har kommunen oprettelses-, 

afmærknings- og vedligeholdelsespligten 

i forhold til en handicapparkeringsplads. 

Men kommunen må ifølge Justitsministeriets 

fortolkning af færdselsloven ikke gøre 

pladsen personlig, da kompensationsbehovet 


Anbefalinger 

for mennesker med handicap ikke overtrumfer 

almenvellets uhindrede adgang til vejen. 

Dog har man givet handicappede som en gruppe 

lov til at få parkeringspladser, blot alle handicappede 

(med parkeringsskilt) har mulighed 

for at benytte samme parkeringsplads. 

På privat fællesvej er det den pågældende 

private vejbestyrelse, der har ovennævnte pligter. 

Kommunens rolle er kun at give tilladelse 

til pladsen. Også på privat fællesvej gælder 

ministeriets tolkning, og det er derfor heller 

ikke muligt at få en personlig reservation her. 

Endelig er det ene og alene områdeejerens 

ansvar på en boligforenings private område 

at afgøre, om der må oprettes en handicapparkeringsplads 

og i givet fald, om den må 

reserveres personligt. Også udgiftsdækningen 

er op til områdeejeren. 

Ved tydelig mangel på sikkerhed for at 

kunne parkere i tilknytning til bolig og arbejde 

mister mennesker med handicap muligheden 

for at kunne deltage på lige fod med andre 

i samfundet. Handicappede (med parkeringsskilt) 

har et køretøj for at blive kompenseret 

for den nedsatte gangevne, hvilket implicit 

nødvendiggør en nært liggende parkeringsplads. 

Vel at mærke en personlig reserveret 

plads, idet en ikke-personlig plads kan 

benyttes af andre med den konsekvens, at samfundsdeltagelsen 

og dermed ligebehandlingen 

gøres illusorisk. 

Centret mener, at der kan sikres fuld ligebehandling 

ved at placere ansvaret for oprettelse, 

afmærkning og vedligeholdelse af handicapparkeringspladser 

hos kommunen. I 

overensstemmelse med kompensationsprincippet 

skal kommunen således også forpligtes til 

at betale alle relaterede udgifter. 

En personlig reserveret plads en uomgængelig 

konsekvens af kompensations- og ligebehandlingsprincipperne, 

men for parkeringspladser 

i tilknytning til arbejde kan disse gøres 

tidsmæssigt begrænsede til brugerens arbejdstider. 

Dermed kan andre benytte pladsen 

uden for arbejdstid, hvilket særligt i større 

byer kan have stor betydning. 

• At økonomi- og erhvervsministeren sikrer mennesker med handicap mulighed for at kunne foretage 

handicapkompenserende boligændringer såvel inde som ude uanset boligtype. Det kan gøres ved at 

ændre lovgivningen, så andels- og ejerboligforeningerne skal give tilladelse til boligændringer, hvis 

kommunen stiller retableringsgaranti. 

• At økonomi- og erhvervsministeren sikrer, at kommunen har ret til, og som konsekvens heraf, forpligtes 

til at oprette og afmærke en personlig reserveret parkeringsplads på privat område i tilknytning 

til bolig og arbejde. Udgifterne skal i overensstemmelse med kompensationsprincippet dækkes 

af kommunen. 

• At justitsministeren sikrer mennesker med handicap mulighed for at få oprettet og afmærket en 

personlig reserveret parkeringsplads på offentlig vej i tilknytning til bolig og arbejde. Udgifterne skal 

i overensstemmelse med kompensationsprincippet dækkes af kommunen. 

• At transport- og energiministeren eller justitsministeren sikrer mennesker med handicap mulighed 

for at få oprettet og afmærket en personlig reserveret parkeringsplads på privat fællesvej i tilknytning 

til bolig og arbejde. Udgifterne skal i overensstemmelse med kompensationsprincippet dækkes af 

kommunen. 

Det Centrale Handicapråd valgte på sit møde den 14. september 2005 at rette henvendelse til de nævnte 

ministre med henblik på implementering af centrets anbefalinger. 

Det fulde notat kan læses på centrets hjemmeside www.clh.dk 


Informationsaktiviteter 

Centrets arbejdsgrundlag er folketingsbeslutning 

B43 om ligestilling og ligebehandling 

mellem handicappede og ikke-handicappede. 

Det fremgår af folketingsbeslutningen, at centret 

har to hovedopgaver: at dokumentere og 

informere. 

Det betyder, at centret skal være opmærksom 

på tilfælde, hvor der sker diskrimination 

af mennesker med handicap, så centret over 

for Det Centrale Handicapråd kan dokumentere 

områder og situationer, hvor handicappede 

diskrimineres. Samtidig skal centret også 

indsamle, initiere og formidle nødvendig 

information og ekspertise om handicappedes 

vilkår og virkninger af givne handicap. 

Dokumentationsaktiviteter er en vigtig og 

central del af centrets arbejde og optager 

mange af centrets samlede ressourcer. Dokumentations- 

og analyseaktiviteterne for 2005 

er beskrevet i det foregående. Men centrets 

informations- og rådgivningsaktiviteter er også 

en vigtig del af centrets aktiviteter og beslaglægger 

en ikke uvæsentlig andel af centrets 

samlede tid. Centrets informations- og rådgivningsaktiviteter 

består blandt andet i at udgive 

pjecer og nyhedsbreve, pressekontakt, 

hjemmesider, lovovervågning, telefonrådgivning, 

høringssvar og foredrag. Centrets informationsaktiviteter 

i 2005 er beskrevet her. 

Pjecer og publikationer 

Centret udgiver egne publikationer, men udarbejder 

som sekretariat for Det Centrale Handicapråd 

også rådets udgivelser. Det skal man 

være opmærksom på, når man ser på omfanget 

af centrets udgivelser og publikationer. 

Årsberetninger: Centrets årsberetning udkommer 

hvert år i januar og er centrets vigtigste 

publikation. Centret afgiver beretningen 

til Det Centrale Handicapråd, som overgiver 

den til socialministeren. Socialministeren skal 

på baggrund af beretningen give en redegørelse 

til Folketinget. Beretningen sendes des- 


uden til ministre, samtlige folketingsmedlemmer, 

borgmestre i amter og kommuner, organisationer 

og andre beslutningstagere og interessenter. 

Centret udarbejder, som sekretariat for Det 

Centrale Handicapråd, også rådets årsberetning, 

som udkommer i marts. 

Nyhedsbrev: Centrets nyhedsbrev Lighedstegn 

udkommer fire gange om året. Det er 

centrets medarbejdere, der skriver Lighedstegn, 

og centrets informationsafdeling står for 

redigering og layout. Lighedstegn bringer artikler 

om de projekter og aktiviteter, centret 

og rådet er involveret i, og rapporterer om 

andre relevante ligebehandlingsaktiviteter. 

Lighedstegn har et oplag på 2.000, som 

distribueres til abonnenter i amter, kommuner 

og blandt organisationer, privatpersoner 

m.fl. Lighedstegn bliver desuden sendt i elektronisk 

form til cirka 200 personer. 

Rapporter: Centret udgiver hvert år flere 

rapporter og notater med dokumentation for 

centrets undersøgelser og analyser. I 2005 har 

centret udgivet disse rapporter og notater: 

• Overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse 

– Unge 18-25-årige med synshandicap 

• Magtanvendelse i folkeskolen 

• Børn med handicap på døgninstitution 

• Voksne med udviklingsforstyrrelser – En 

undersøgelse af kommunale afdelingers viden 

om voksne med udviklingsforstyrrelser 

(notat) 

• Notat om fleksjob 

• Notat om handicappedes barrierer og 

muligheder for uddannelse, arbejde og 

ferie i udlandet. 

Alle rapporter og notater ligger på centrets 

hjemmeside www.clh.dk 

Publikationer: I 2005 har centret ud over 

rapporterne også udgivet tre nye publikationer 

og genudgivet to gamle. 

Magtanvendelse i folkeskolen – et inspirationshæfte 

Hæftet indeholder en række artikler, der er 

blevet til på baggrund af en konferencen om 

magtanvendelse i folkeskolen, som fandt sted 

i foråret 2005. Konferencen var arrangeret af 


og Børnerådet i samarbejde med Undervisningsministeriet. 

Hæftet er ikke en direkte 

afrapportering fra konferencen, men snarere 

et inspirationshæfte med idéer til det videre 

arbejde med at mindske magt i undervisningen 

på landets skoler. 

Handicap, Etik og Fosterdiagnostik – et refleksionspapir 

Som et bidrag til den løbende debat om de 

etiske aspekter i fosterdiagnostik set i forhold 

til handicappede har centret udarbejdet dette 

refleksionspapir. Papiret er udgivet af Det Centrale 

Handicapråd, som gerne vil adressere 

nogle centrale spørgsmål i relation til medicinsk 

teknologi og kortlægningen af vores gener: 

Hvordan skal samfundet forvalte mulighederne 

i de nye teknologier, og betyder det 

noget for samfundets støtte til mennesker med 

handicap i al almindelighed? 

Dansk Handicappolitiks Grundprincipper 

Pjecen introducerer fire centrale principper, 

som dansk handicappolitik bygger sit fundament 

på. De fire principper er kompensation, 

sektoransvar, solidaritet og ligebehandling. 

Pjecen er tiltænkt enhver, der på den ene eller 

anden måde beskæftiger sig med handicapområdet. 

En særlig målgruppe er dog de nye 

handicapråd, de kommunale beslutningstagere 

og de kommunale medarbejdere, som i kraft 

af strukturreformen får nye og udvidede opgaver 

på handicapområdet. Pjecen er udgivet 

af Det Centrale Handicapråd. 


Fleksjob (genudgivelse) 

Centret har også i 2005 genudgivet pjecen om 

fleksjob. Det er 14. udgave af pjece, der nu 

har et samlet oplag på 560.000. 

FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede 

(genudgivelse) 

I anledningen af strukturreformens krav om 

lovpligtige handicapråd i alle kommuner har 

Rådet genudgivet FN’s standardregler om lige 

muligheder for handicappede. 

Alle publikationer ligger på centrets hjemmeside 

www.clh.dk. De fås også på lydbånd og 

diskette. 

Hjemmesider 

Centret driver ud over sin egen hjemmeside 

også Det Centrale Handicapråds hjemmeside 

og en hjemmeside om handicapråd og handicappolitik 

i kommunerne. 

www.clh.dk og www.dch.dk: Der er ikke 

sket væsentlige strukturelle eller layoutmæssige 

ændringer på centrets og Det Centrale 

Handicapråds hjemmesider i 2005. Begge sider 

bliver dog re-designet i 2006 med nyt layout, 

ny navigationsstruktur og en række nye 

anvendelsesmuligheder. 

www.kommunalehandicapraad.dk: I 

2005 har centret lavet en helt ny hjemmeside, 

som afløser www.handicappolitik.clh.dk, der 

i sin tid blev oprettet som en udløber af centrets 

projekt om handicappolitik i kommunerne. 

Den nye side er mere direkte målrettet mod 

de kommunale handicapråd. Siden hedder 

kommunalehandicapraad.dk 

Når alle landets kommuner fra april 

2006 etablerer deres egne lokale handicapråd, 

opstår der et udstrakt behov for viden 

om og hjælp til at drive et handicapråd og 

arbejde med handicappolitik. 

Med kommunalehandicapraad.dk vil 

centret informere om ny lovgivning og særlige 

kommunale problemstillinger i relation til 

ligebehandling af handicappede. Siden henvender 

sig også til handicaprådene med værktøjer 

og gode råd til, hvordan kommunerne 

rent praktisk bruger et handicapråd og laver 

en handicappolitik. 

Kommunalehandicapraad.dk indeholder 

blandt andet: 

• Nyheder – aktuelle nyheder om handicappolitik 

og kommunale handicapråd 

• Presseklip – presseklip med historier om 

handicappolitik og handicapråd 

• Elektronisk nyhedsbrev - nyhedsbrev med 

nyheder, presseklip og et bearbejdet referat 

fra møder i Det Centrale Handicapråd 

• Spørgsmål, erfaringsudveksling og debat 

– mulighed for at udveksle erfaring og stille 

spørgsmål til centret og andre brugere af 

hjemmesiden 

• Handicapråd – alt med relevans for arbejdet 

i de lokale handicapråd 

• Handicappolitik – alt med relevans for arbejdet 

med en handicappolitik 

• Kommuneoversigt – oversigt over kommuner, 

som har et handicapråd og/eller en 

handicappolitik 

• Information fra Det Centrale Handicapråd 

– oversigt over hvad Det Centrale Handicapråd 

beskæftiger sig med og diskuterer 

og beslutter på deres møder 

• Publikationer og artikler – artikler, pjecer 

og rapporter om handicappolitik og handicapråd. 

Besøgstal på hjemmesiderne (besøg per dag) 

www.clh.dk 

www.dch.dk 

2005 

494* 

319* 

2004 

2003 

* af tekniske årsager er gennemsnitstallene for 2005 kun beregnet ud fra besøg i januar, 

februar og marts 2005. 

328 

195 

230 

151 


Foredrag 

Som en naturlig del af centrets informationsaktiviteter 

holder centrets medarbejdere løbende 

foredrag og oplæg. Centrets medarbejdere 

har i perioden fra 1. oktober 2004 til 30. 

september 2005 holdt 45 foredrag og oplæg. 

Dette er 19 flere end året før. 

Centret har i perioden haft besøg af otte 

udenlandske delegationer fra henholdsvis 

Uganda, Ghana, Nepal, Filippinerne, Norge, 

Japan, Østrig, Kina og Tyskland. Derudover 

har centret deltaget med oplæg ved konferencer 

i Polen og Norge. 

Konferencer 

I løbet af 2005 har centret enten alene eller i 

samarbejde med andre holdt tre konferencer. 

Magtanvendelse i folkeskolen 

Den 18. april og 2. maj 2005 holdt Center for 

Ligebehandling af Handicappede og Børnerådet 

i samarbejde med Undervisningsministeriet 

seminar om magtanvendelse i folkeskolen. 

Seminarerne blev afholdt i København og 

Vejle. 

Baggrunden for seminarerne var centrets 

undersøgelse af magtanvendelse i folkeskolens 

vidtgående specialundervisning. Idéen med 

seminarerne var at give mulighed for dialog 

omkring brug af magt i undervisningen. Via 

oplæg og temadrøftelser blev der givet forskellige 

bud på, hvordan man definerer magt, 

hvordan man kan forebygge magtanvendelse 

i folkeskolen, hvordan man kan få skabt åbenhed 

om magtanvendelse, og hvordan lærerne 

kan blive bedre rustet til at håndtere kritiske 

situationer, det kan føre til brug af magt. 

På baggrund af de to seminarer er der udgivet 

et inspirationshæfte. Hæftet kan læses 

på www.clh.dk 

Handicappolitik og velfærdsreformer 

I anledning af Det Centrale Handicapråds 25- 

års jubilæum arrangerede centret en konference 

med fokus på handicappolitik og fremtidens 

velfærdsreformer. Konferencen fandt 

sted den 7. september 2005. Konferencen havde 

oplægsholdere fra det danske handicappolitiske 

miljø, fra den nationale velfærdsdebat 

og fra den internationale scene. Taler og oplæg 

fra konferencen kan ses på www.clh.dk 

Dialogseminarer om handicapråd 

Centret har i samarbejde med De Samvirkende 

Invalideorganisationer holdt to dialogseminarer 

om handicapråd. Seminarerne blev 

afholdt den 29. september og 3. oktober 2005 

i henholdsvis Odense og Brøndby. 

På seminarerne deltog medlemmer fra eksisterende 

handicapråd og repræsentanter fra 

kommuner, der ønsker at finde inspiration til 

det fremtidige arbejde i handicaprådene. Gennem 

oplæg, cafédrøftelser og en fælles markedsplads 

blev handicaprådenes fremtidige 

opgaver og samarbejde med kommunerne og 

handicaporganisationerne diskuteret. 

På baggrund af de to seminarer bliver der 

udgivet et inspirationshæfte. 

Presseomtale 

Det er en del af centrets informationsarbejde 

at informere om centrets arbejde og at sætte 

fokus på handicappedes ligestilling gennem 

medierne. 

Centret har i perioden fra 1. oktober 2004 

til 30. september 2005 været omtalt 98 gange 

i diverse medier: dagspresse, radio, magasiner 

og handicapblade. Mængden af presseomtale 

er stort set uændret i forhold til sidste år. 

Dog har der i 2005 været omkring dobbelt så 

meget presseomtale i dagspressen og tilsvarende 

mindre i magasiner. 

Omtalen fordeler sig sådan: 

• Magasiner (handicapblade, fagblade og 

tidsskrifter): 58 

• Dagspresse (landsdækkende og regionale 

dagblade): 29 

• Elektroniske medier (landsdækkende og 

regionale tv- og radiostationer): 11 


Høringssvar 

Det Centrale Handicapråd er det rådgivende 

organ for regeringen og Folketinget i handicappolitiske 

spørgsmål. Derfor har rådet en 

omfattende høringsvirksomhed med at afgive 

kommentarer og synspunkter på relevant lovgivning. 

Som sekretariat for rådet varetager 

centret denne funktion. Også centret får relevant 

lovgivning til høring. Gennem årene er 

denne virksomhed steget støt. 

de sidste 9% fra „andre“, som blandt andet er 

ministerier, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer 

m.fl. Den fordeling svarer helt til 

fordelingen i 2004. 

Telefon: hvad henvender de sig om? 

Arbejdsmarkedet (fleksjob, job med løntilskud 

til førtidspensionister m.m.) 

Det sociale område 

63% 

18% 

Høringssvar pr. år (1/10-04 til 30/9-05) 

Tilgængelighed 

4% 

2005 

2004 

2003 

2002 2001 

Uddannelse 

3% 

103 

105 

75 

56 30 

Henvendelser til centret 

Centret behandler ikke enkeltsager. Alligevel 

får centret hvert år et stort antal henvendelser 

via telefon og e-mail. Henvendelserne kommer 

primært fra privatpersoner, men også organisationer 

og myndigheder søger råd og vejledning 

i konkrete sager. 

Telefon: Centret registrerer telefoniske henvendelser 

fra enkeltpersoner, organisationer 

eller myndigheder i konkrete sager, som ikke 

relaterer sig til igangværende projekter, samarbejdsrelationer 

i øvrigt eller lignende. Registreringen 

omfatter ikke simple forespørgsler 

eller bestillinger af materiale. 

Centret har i 2005 (1/10-2004 til 30/9- 

2005) registreret 608 henvendelser i konkrete 

sager. Fra i en årrække at have været kraftigt 

stigende har antallet af henvendelser gennem 

de sidste fem år lagt sig stabilt på omkring 

500-600 pr. år. Antallet af henvendelser 

i 2004 var 612. Når antallet af henvendelser 

skal vurderes, så bør de 195 henvendelser centret 

i samme periode har fået pr. e-mail medregnes. 

Det samlede antal henvendelser er således 

803. 

71% af henvendelserne kommer fra privatpersoner, 

12% fra amter og kommuner, 8% 

fra brugerorganisationer og endelig kommer 

Andet (fritid, sundhed, boliglovgivning, 

forsikring m.m.) 

E-mail: Centret modtager i stigende grad 

henvendelser via e-mails. Henvendelserne bliver 

registreret under de sagsområder, hvor de 

hører til. I perioden 1/10-2004 til 30/9-2005 

har centret modtaget 195 e-mails med konkrete 

spørgsmål. 

E-mail: hvad henvender de sig om? 

Arbejdsmarkedet (fleksjob, job med løntilskud 

til førtidspensionister m.m.) 

Det sociale område 

Tilgængelighed 

Uddannelse 

Samfundsliv (familie, fritid, kultur og sport 

m.m.) 

Handicappolitik og handicapråd 

Henvendelser fra udlandet 

Henvendelser fra studerende 

12% 

30% 

16% 

15% 

4% 

7% 

2% 

12% 

14% 

Hvad gør vi ved henvendelserne? 

Centret behandler som sagt ikke enkeltsager. 

Det betyder, at centret næsten aldrig kan gå 

ind i den konkrete sag som for eksempel bi- 


sidder eller gennem henvendelse til en kommune 

eller andet. Men alle, der henvender sig 

til centret, får en grundig og omfattende vejledning 

i og rådgivning om, hvad deres rettigheder 

og pligter er. Vi orienterer om gældende 

regler, og vi giver oplysninger om, til 

hvem og hvor i systemet de skal gå med deres 

sag for at komme rigtigt ind i systemet. Ofte 

vil en henvendelse føre til mere end en kontakt, 

fordi der kan være behov for at undersøge 

og udrede forhold, før rådgivningen kan 

afsluttes. Mange henvendelser resulterer i en 

henvisning til Den Uvildige Konsulentordning 

på Handicapområdet (DUKH). 

Ud over den konkrete rådgivning og vejledning 

er henvendelserne ofte det „råstof“, 

centret bruger i vurderingen af, hvor der kan 

optræde ligebehandlingsproblemer. Flere gange 

har konkrete enkelthenvendelser ført til 

egentlige projekter i centret. 

De mange henvendelser, centret får om 

fleksjob og job med løntilskud til førtidspensionister, 

giver samtidig vigtige informationer 

om reglernes svagheder, og hvilke spørgsmål 

det er vigtigt, vores pjecer om ordningerne skal 

kunne besvare. De mange spørgsmål og den 

systematiske opsamling af disse spørgsmål er 

uden tvivl en vigtig forklaring på den store 

succes, de to pjecer om fleksjob og job med 

løntilskud til førtidspensionister har fået. 



Bestyrelsen pr. 31.12.2005 

• Fhv. sundhedsminister Ester Larsen (formand) 

• Søren Eriksen, formand for undervisnings- og kulturudvalget i Amtsrådsforeningen (næstformand) 

• Anders Lynge Madsen, afdelingschef i Socialministeriet 

• Knud Søndergaard, tidligere landsformand i Danske Døves Landsforbund 

• Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer 

• Camilla Jydebjerg, jurist i Center for Ligebehandling af Handicappede 


Medarbejdere pr. 31.12.2005 

Mogens Wiederholt 

centerleder 

mw@clh.dk 

Kasper Egeberg 

informationsmedarbejder 

ke@clh.dk 

Ane Esbensen 

sekretariatskoordinator 

ae@clh.dk 

Kira Hallberg 

jurist 

kh@dch.dk 

Birgit Larsen 

sekretariatsmedarbejder 

bl@clh.dk 

Lasse Michaelsen 

akademisk medarbejder 

lm@clh.dk 

Camilla Jydebjerg 

jurist 

cj@clh.dk 

Lene Maj Pedersen 

konsulent 

lmp@clh.dk 

Christine Bendixen 

informationsmedarbejder 

cb@clh.dk 

Lissi Berthelsen 


lb@clh.dk 

Frans Storr-Hansen 

informationssystematiker 

fsh@clh.dk 

Mette Dankelev 


md@clh.dk 

Inge Storgaard Bonfils 

akademisk medarbejder 

isb@clh.dk 

Mette Sommer 

akademisk medarbejder (praktikant) 

ms@clh.dk 

Janus Tarp 

jurist 

jt@clh.dk 


Center for Ligebehandling af Handicappede er en selvejende 

statslig institution, der har til opgave at overvåge og fremme 

ligestillingen mellem handicappede og ikke-handicappede 

mennesker. 

Centret er oprettet i henhold til folketingsbeslutningen af 2. 

april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede 

med andre borgere. 

Centret skal i henhold til folketingsbeslutningen „nationalt 

og internationalt indsamle, initiere og formidle nødvendig 

information og ekspertise om handicappedes vilkår og virkninger 

af givne handicap“. Centret skal desuden „være opmærksom 

på tilfælde, hvor der sker diskrimination af mennesker 

med handicap“. 

Centret skal en gang årligt afgive en beretning over udviklingen 

i ligebehandlingen af handicappede. 

Centret ledes af en bestyrelse, som udpeges af og blandt 

Det Centrale Handicapråds medlemmer.

Beretning i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?