Beretning i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

sin hjælp med til udlandet, og unge der får deres hverdag gennemorganiseret og
styret af forskellige hjælpeforanstaltninger, som er knyttet til skolen, fritidshjemmet,
klubben eller hjemmet, men som ikke kan bruges på tværs. Tilsvarende er
der forældre til handicappede børn, som må tage til takke med det andet eller
tredje bedste tilbud, fordi det gode tilbud ligger for langt væk eller lige om hjørnet
– men i en anden kommune. Eksemplerne på sådanne take-it-or-leave-it-tilbud er
uendelige. Men der er heldigvis også eksempler på det modsatte. Mange har således
rigtig gode erfaringer med den frihed, der for eksempel ligger i den personlige
hjælperordning, hvor brugeren selv ansætter og administrerer sine hjælpere.
Vi må se i øjnene, at vi lever i en verden, hvor vi som borgere generelt stiller
stadig stigende krav til den offentlige service. Vi møder ikke længere den offentlige
sektor med spørgsmålet: „Hvad har I, jeg kan få?“ Vi formulerer tværtimod
aktivt vores behov: „Min forventning er, at I kan hjælpe mig sådan og sådan!“ Ikke
som udtryk for en kræve-ind-mentalitet, men som udtryk for, at vi i stigende omfang
forventer, at det offentlige – ligesom enhver anden tjenesteleverandør – leverer
ydelser og tilbud, som er af høj kvalitet og skræddersyet lige nøjagtig til mig og
mine behov.
Vores attitude til den offentlige service er i højere og højere grad forbrugerens
attitude snarere end den ydmyge klients. Forestillingen om det offentlige som
leverandør af ensartede masseproducerede og standardiserede stangvarer er erstattet
af en forventning om langt større individualisering, selvinddragelse og valgfrihed.
Den udvikling omfatter selvfølgelig også handicapområdet. Voksne handicappede
og forældre til handicappede børn henvender sig ikke underdanigt til det
offentlige for at få leveret den standardvare, der tilfældigvis ligger på hylde fire.
Den, der henvender sig, har typisk selv en lang række forestillinger om og ideer til,
hvad der vil være gode løsninger lige netop for mig eller mit barn. Vi forventer, at
de gode ord om brugerinddragelse, selvforvaltning og ligebehandling også har en
praktisk konsekvens for den måde, de offentlige myndigheder stiller service til
rådighed på. Men når rapport efter rapport dokumenterer, at mødet mellem borgeren
og systemet ofte løber af sporet, skyldes det netop, at borgeren og systemet
møder hinanden med helt forskellige forventnings-billeder. Når borgeren møder
systemet med én forventning, mens systemet tilbyder noget ud fra en helt anden
forventningshorisont, så ender det i frustration og vrede.
I det omfang det frie valg indebærer, at systemet magter at sætte den handicappede
brugers behov i centrum og lade individets behovsopfyldelse gå frem for
systemlogikken og undlader at insistere på, at individet skal passe til systemet – så
ja tak til meget mere frit valg.
Et langt friere valg giver som udgangspunkt langt større ligebehandling. Men
der er naturligvis nogle nøglebetingelser, som man ikke må gå på kompromis
med:
For det første er det selvfølgelig helt afgørende, at udviklingen af modeller for
frit valg aldrig kompromitterer forsyningssikkerheden.
Det er en del af frit valg-modellen, at der skabes en situation, hvor flere aktører
– herunder også private aktører – leverer ydelser på områder, som vi hidtil har
8 Center for Ligebehandling af Handicappede