Beretning i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

• En person med et fysisk handicap, bosiddende
i en ejerforening, ønskede at få trukket
strøm til udendørs opladning af sit elkøretøj,
men foreningen afviste ønsket, da
strømenheden ville blive for synlig.
Lovgivningen for lejeboliger giver mennesker
med handicap ret til handicapkompenserende
boligændringer under forudsætning af, at
boligændringen er bevilget af kommunen efter
servicelovens § 102, og at kommunen også
stiller retableringsgaranti. Handicappede
lejere kan således gennemtrumfe et krav om
boligændring bevilget efter servicelovens § 102
over for udlejer, hvis kommunen stiller garanti.
Det betyder, at mennesker med handicap
på lejeområdet har ret til boligændringer.
Anderledes ringere stiller situationen sig,
hvis personen bor i en andels- eller ejerbolig.
Her tænkes kun på de boliger, som er omfattet
af andelsbolig- og ejerlejlighedslovgivningen.
Her har den respektive boligforening ret
til at bestemme, hvad der er tilladt, uanset om
kommunen har bevilget ændringer og stillet
retableringsgaranti.
Centrets analyse af lovgivningen på området
viste, at problemerne kan opstå, fordi
handicappede andelshavere og ejere ikke har
samme ret som lejere.
Konsekvensen er, at mennesker med handicap
ikke som andre kan vælge frit mellem
boligerne inden for andels- og ejerboligmarkedet.
Hvis man har brug for boligændringer,
er det nemlig særligt vigtigt at tage hensyn til
og kende den pågældende boligforenings vedtægter
og i nogle tilfælde holdninger til handicappede
for ikke senere at løbe ind i problematiske
situationer.
Der er ingen saglig grund til, at andelshavere
og ejere skal stilles dårligere end lejerne.
Derfor kan ligebehandling med hensyn til valg
inden for og mellem boligtyperne kun sikres,
hvis den relevante andels- og ejerlovgivning
sikrer handicappede boligændringsret uanset
boligforeningernes holdning eller vedtægter.
Parkeringsmuligheder
I lighed med området for boligændringer
modtog Center for Ligebehandling af Handicappede
også en række henvendelser vedrørende
bevilling af parkeringspladser.
Eksempler på henvendelserne:
• En person med nedsat fysisk funktionsevne,
bosiddende i en andelsboligforening,
havde fået opbakning fra kommunen til
en handicapparkeringsplads på foreningens
område, men foreningen nægtede
oprettelsen, da området ønskedes friholdt
for biler.
• En person i kørestol ønskede en parkeringsplads
personligt reserveret i tilknytning
til sit arbejde placeret på offentlig vej,
men kommunen afslog med den begrundelse,
at andre handicappede også skulle
have adgang til samme parkeringsmulighed.
• En person i kørestol ønskede oprettet og
afmærket en parkeringsplads på privat fællesvej,
men kommunen afslog med den begrundelse,
at der var tale om en privat vej.
I stedet ville de anlægge den på en nærliggende
offentlig vej, hvilket ville medføre
en urimelig lang gangafstand for personen
til sin bolig.
Som eksemplerne viser, har mennesker med
handicap ikke sikkerhed for at få en personlig
reserveret parkeringsplads, og i nogle tilfælde
ikke engang en parkeringsplads i tilknytning
til bolig og arbejde. Hertil kommer, at handicappede
selv har måttet betale for skiltningen.
Centret fandt i sin analyse frem til, at lovgivningsbilledet
her er mere end uigennemskueligt.
På offentlig vej har kommunen oprettelses-,
afmærknings- og vedligeholdelsespligten
i forhold til en handicapparkeringsplads.
Men kommunen må ifølge Justitsministeriets
fortolkning af færdselsloven ikke gøre
pladsen personlig, da kompensationsbehovet
Statusberetning 2005 47