NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 2

P S Y KO L O G E R O G KO N TA K T P E R S O N E R S
KO M P E T E N C E R
At fi nde en kompetent psykolog viste sig
ikke at blive den store succes. ”For det
første fandt jeg ingen psykolog, der kunne
kommunikere taktilt med mig, man vil jo
gerne være lidt privat i sådan en situation…jeg
fandt dog en psykolog, som var
dygtig til døve og hørehæmmede, men det
virkede heller ikke. Jeg følte ikke, at hun
magtede mig. Hun forstod ikke døvblindeverdenen,
så jeg trak mig til sidst.”
”Psykologer har ikke nok indsigt i døvblindeverdenen,
de magter ikke at kommunikere
med døvblindblevne, og slet ikke hvis
man benytter sig af taktil kommunikation,”
siger Carsten. ”Det er rarere at komme til
psykolog uden tolk eller kontaktperson,
man vil jo gerne være under fi re øjne…ellers
har man ikke noget privatliv.”
Carsten fi k aldrig den psykologhjælp, han
ønskede. Han valgte derimod at bruge sin
samlever og døvblindekonsulenten som,
”samtaleterapeuter,” og hjælp til at komme
videre i sit liv. Carsten har i dag nogle gode
”Da Carstens mor
ankom og så, de
skulle have nissehuer
på, blev hun lidt
betænkelig... ”
kontaktpersoner, som han er glad for,
men han har fl ere gange været frustreret
på grund af kontaktpersoners manglende
professionalisme.
Han forklarer, at det er svært at have en
kontaktperson, som blander sig i ens
private anliggender. Det er meget vigtigt,
at kontaktpersonen er opmærksom på,
at vedkommendes vigtigste opgave er at
agere øjne og ører.
Det er vigtigt, at kontaktpersonen fortæller
om alt, hvad der foregår i og omkring
den døvblindblevnes situation. Carsten
har tidligere oplevet, at kontaktpersonen
virker ligeglad med ham, også når han har
vist tydelige tegn på indre frustration og
angst for, at kontaktpersonen måske var
sur på ham.
”Somme tider,” siger Carsten, ”kunne jeg
godt føle, at kontaktpersonen var stærk på
en måde, så jeg følte mig svag.” At være
kontaktperson er en svær opgave, som
kræver høj grad af integritet og rummelighed.
B E H OV F O R M O B I L P S Y KO L O G
Kirsten fortæller, at døvblindeverdenen er
meget lille, og så snart der er noget galt,
ved alle det. Hun er næstformand i FDDB,
og via hendes kontakt til FDDB-konsulenter
samt telefoninstruktører har hun
erhvervet sig en indsigt i, at der generelt
er et stort behov hos døvblindblevne for at
tale om deres problemer. Hendes kolleger
siger: ”De døvblinde taler så meget, når
vi kommer ud til dem, men det er jo slet
ikke vores område at snakke om psykiske
problemer.”
Kirsten foreslår en mobil psykolog som
løsningsmodel, hun siger: ”Døvblinde er
så afhængige, fordi de skal ledsages til
stedet, det er ikke god livskvalitet. Man
føler sig ikke som almindelige mennesker.
Døvblinde bor meget spredt i landet. Så
kunne psykologen tage rundt på besøg.
Hvis man er psykolog og kommer ind i et
hjem og ser, hvordan personen bor, så kan
man også derigennem få et indtryk af ham
eller hende. Jeg har en mobil fodterapeut,
hvis hun kan være mobil, kan en psykolog
vel også”
H U M O R O G A K T I V I T E T E R I H V E R DAG E N
Kirsten er generelt meget konstruktiv i
sin tilgang til problemer og siger på et
tidspunkt i interviewet: ”Nu ikke alt det
sørgelige, vi må komme videre med vores
liv…jeg tror, at hvis man dyrker motion,
giver det mindre psykiske problemer. For
at blive rigtig frisk om morgenen, går jeg
ofte ud på altanen, hvor jeg laver armbevægelser
og trækker vejret, det hjælper
godt – morgenstund har guld i mund. At
gå i skoven er også pragtfuldt, man får det
bedre.”
Kirsten mener, det er vigtigt for en taktil
person som Carsten at få lov til at føle på
en masse ting og mærke noget. Det er
også med til at give ham livskvalitet. Det
må prioriteres så vidt muligt, siger hun.
Hendes nyeste eksempel er, at hun syntes
de skulle have et fi nt juletræ med julepynt
til juleaften, men det var jo ikke lige noget
for Carsten.
”Så Carsten kysser
Kirsten, og undrer
sig over, at hun er
så lille... ”
Til gengæld købte de så en masse nissehuer,
som de kunne have på og røre
ved hele aftenen. Da Carstens mor ankom
og så, de skulle have nissehuer på, blev
hun lidt betænkelig, men tog den da på af
høfl ighed.
Resultatet blev, at hun havde haft så
meget glæde af nissehuen og kontakten
den havde skabt hele juleaften, at hun
slet ikke ville af med den igen, og tog den
dermed på i taxaen hjem.” Det var en god
oplevelse,” siger Carsten, ”min mor glemmer
tegnsprog, men så havde vi da det
sammen.”
Både Kirsten og Carsten mener, at humoren
er en vigtig ingrediens i livets suppegryde:
”Vi griner gerne sammen, jaaah det
er vigtigt at grine sammen,” siger Kirsten
og herefter fl yver den ene morsomme
historie efter den anden gennem lokalet.
Her kommer en af historierne: ”Carsten
var alene hjemme en dag og gik ned for at
hente eftermiddagsavisen. Han fornemmede,
at Kirsten var kommet hjem og at hun
nu var på vej mod postkassen. Så Carsten
kysser Kirsten, og undrer sig over, at hun
er så lille (Kirsten er en høj dame), hvorefter
det pludselig går op for ham, at det slet
ikke er Kirsten, han er i færd med at kysse
og omfavne – men derimod avisbudet,
som så oven i købet viser sig slet ikke at
være en voksen, men en teenager – pige
eller dreng, det fandt Carsten aldrig ud af!”
L I G E V Æ R D I PA R F O R H O L D E T
Kirsten har en lille synsrest tilbage, hvilket
gør, at hun stadig kan se fjernsyn, og
aftenen før dette interview har hun set en
fjernsynsudsendelse om danske parforhold.
Inspireret af dette program vælger
Kirsten selv at bringe emnet ligeværdighed
i parforhold på banen.
Hun er rystet over fjernsynsprogrammet og
siger: ”Jeg var slet ikke klar over, det var
sådan i mange danske hjem. Her hos os er
vi enige om, at man skal deles om tingene.
8
NYT NR.2-2008